Fynboerne
1911-11-01
Afsender
Peter Hansen
Modtager
Mads Rasmussen
Dokumentindhold
Peter Hansen takker Mads Rasmussen for han imødekommende svar på et tidligere brev. Desuden meddeler han, at arbejdet på billedet går støt fremad, og at han har fået en ny idé til kompositionen.
Transskription
[paaført med blyant:Faaborg (ca 1-10-11)]
Kære Fabrikant M. Rasmussen
Tak for Deres imødekommende Svar, som jeg har sendt Karl Jensen. Jeg skrev ogsaa, at Søsteren hellere maatte gaa ud og tale med Dem om Sagen, nu ved De jo, hvor om det drejer sig.
Billedet gaar støt fremad. Poul Christiansen var her i denne Uge og er nu rejst igen, og i Morgen kommer Johs.Larsen og Kone. For 8te Dage siden havde jeg nær taget fat paa et helt nyt. Jeg syntes pludselig, jeg havde fundet en Komposition, som var langt bedre som Motiv. Jeg synes forresten endnu den er det. Det skulde være med Malerne som Hovedgruppe i Midten, staaende og klinke med Dem i et glas Champagne og Damerne uden om og i Baggrunden. Den sorte Gruppe i Midten danner et udmærket Centrum. Naar jeg kommer til Kjøbenhavn vil vil jeg tage fat paa det sammen med det andet, saa kan vi jo se, hvad for et der bliver det bedste. Det første er jeg i alt Fald over det værste med, og det er kun et Tidsspøgsmaal, naar det er færdigt.
Venlig Hilsen til Dem og Frue
Deres hengivne Peter
Fakta
PDFDateringen er anslået. På brevet er påført en dato i blyant, der vurderer brevet til ca den første oktober. Det er imidlertid tydeligt, at det er skrevet efter Peter Hansens brev af 25. oktober. Det fremgår tydeligt på indholdet. Det er derfor anslået, at det er fra o. 1. november.
Faaborg Byhistoriske Arkiv, Mads Rasmussens familiearkiv, Mappe 28