Menu

Fynboerne

1913-05-21

Afsender

Fritz Syberg

Modtager

Mads Rasmussen

Dokumentindhold

Fritz Syberg skriver til Mads Rasmussen, at nu er han tilbage i Danmark. Han har modtaget et brev fra Nicolaus Lützhøft angående nogle af Niels Hansens billeder, som påtænkes erhvervet til museet, men kender ikke billederne. Han mener dog, at det er vigtigt, at Niels Hansen bliver repræsenteret på museet. Han har ved besøg på museet glædet sig over samlingen, men bryder sig ikke om Zahrtmanns "Adam og Eva". Peter Hansens store billede hænger ikke godt. Han er ked af, at samlingen i den nye bygning kommer til at være adskilt af Kuppelsalen men glæder sig til at deltage i arbejde med det nye museum Zahrtmanns buste af Leonora Christine betragter han som en af de bedste værker, museet har.

Transskription

Pilegården 21-5-13

Kære Hr Etatsråd Rasmussen.

Ja nu er vi kommen til lands igen. Foreløbig må jeg se at finde mig tilrette i disse, "ny Forhold" for de forekommer mig unægtelig meget forandrede fra vort Liv i Italien. Jeg fik straks ved min Hjemkomst et Brev fra Lützhøft angående nogle Billeder af Niels Hansen, som Fåborg Musæet tænker på at erhverve. Da jeg ikke kender Billederne kan jeg ikke sige andet til den Sag end hvad jeg tidligere har skrevet, at F.M. bør eje et Par Billeder af Niels Hansen. Jeg har været en Tur på Fåborg-Egnen og aflagt et Besøg på Museet, det var mig en Glæde at se at de Billeder man i sin Tid startede F. Museet med virkelig er en fornøjelig og morsom Samling Malerier. Derimod synes jeg stadig at Zahrtmanns Adam og Eva er et kedeligt Billede som aldrig burde have været erhvervet til Samlingen Peter Hansens store Billede tager sig ikke ud hvor det hænger og det skader tillige de andre Billeder, så den Sal hvori det hænger nu nærmest synes mig at være Museets kedeligste Sal. Måske der i det ny Musæum bliver bedre Plads til det. Jeg fastholder imidlertid min Indvending; det er kedeligt at Maleri[overstreget: salene]samlingen skilles i to Afdelinger af Kuppelsalen i det ny Musæum.

Alt i alt var det dog morsomt at hilse på Fåborg Musæet igen og jeg glæder mig til at være med ved Ordningen af det nye.

Lad mig tilføje at den Buste Zahrtmann har skænket Musæet af Leonora Christine synes jeg er glimrende, noget nær det bedste Stykke Kunst [overstreget: på] i hele Samlingen. Den minder om antik romersk Skulptur.

Jeg håber at De og Deres Familie har det godt og sender mine bedste Hilsener til Dem alle.

Deres hengivne
Fritz Syberg.

Omtalte genstande

Kristian Zahrtmann, "Adam og Eva i Paradis". 1892, 208x170 cm, Faaborg Museum
Kristian Zahrtmann, "Leonora Christine. Maske". 1891, bronze, h. 29 cm, Faaborg Museum
Peter Hansen, "Faaborg Museums indvielse". 1910-12, 232x390 cm, Faaborg Museum

Fakta

PDF
Brev

Datoen fremgår af brevet.

Faaborg Byhistoriske Arkiv, Mads Rasmussens familiearkiv, Mappe 30