20. okt. 1894

[Første side af brevet mangler]
2. manen maa vi nok til. -
Her er mange Jægere omkring i Bjærgene. Blandt andet en stor kraftig sort én, - om ham drejer Historien sig. - Det opdagedes pludselig, at han nærede en ualmindelig stor ["stor" indsat over linjen] Interesse for mig, saasnart jeg kom udenfor Huset mødte han, var paa en ubegribelig Maade altid til Stede hvor jeg var, bor ellers en 3/4 Mil herfra. - Han er en Bekendt af vor Værtinde og en Dag betroede han hende, at en ung Mand, med hvem han havde gaaet paa Jagt her en Tid, havde set mig nogle Gange og nu absolut vilde gifte sig med mig. - Men - under disse Angreb, som han var nødt til at gøre, da den yngre ikke havde Mod til at tiltale mig, - havde han selv faaet Lyst til at gifte sig med mig!! - Den unge rejste til Firenze, men den ældre var ihærdig, mødte stadig, hvor jeg malede og friede formelig til mig en Dag, skønt der var en anden Frier. - Nu besluttede Autoriteterne at skride ind. Det viste sig ved en Undersøgelse, at Manden var gift, dog kun k ["k" overstreget] halvt gift. og ikke havde det bedste Ord paa sig. Det blev besluttet, at jeg ikke mere maatte gaa ud alene, hvad jeg heller ikke havde Lyst til, da jeg næsten var bange for ham. - Men nu kommer Humlen. - For et Par Dage siden kom her en Søn af Onklen, en ung smuk Rytterofficer, paa Besøg, og disse opfindsomme Mennesker fandt strax paa, at vi for at afskrække den anden, skulde lade som om jeg var forlovet med denne. - Dette er lykkedes ganske udmærket. En Aften vi var ude at spadsere, mødte vi "Signor Giovanni Paolo" og han bad om han maatte følge os tilbage til Acone. - Lidt efter gik "Hugo" og jeg i Forvejen med hinanden under Armen og i fortrolig Samtale, og samtidig fortalte Hr Bacci meget alvorlig til Hr Paoli, at de havde haft den Glæde, at deres Fætter havde forlovet sig med den unge danske Signorina. - De paastaa, at den ulykkelige Mand formelig fik et Tilfælde, han stod stille og bed sig i Læberne og hørte en lang Tid slet ikke at de talte til ham. Men alligevel havde vi ikke mindste Medlidenhed med ham, da han ikke er sympatetisk, og tilmed har denne Kur hjulpen paa ham, han har siden den Meddelelse været lidt mere spagfærdig. - Men aldeles kosteligt har det været ganske alvorlig at besvare Spørgsmaal om vore Fremtidsplaner, hvor vi skulde bo o.s.v. - Vi har haft vældig Fornøjelse af dette. I Gaar var vi alle efter mange indtrængende Anmodninger nede at besøge ham og smage paa hans Vin. Det var for Resten meget sjov; Han havde Flügel og havde til Ære for mig, da jeg havde sagt, at jeg holdt meget af Musik, inviteret en Ven fra Firenze, Ingeniør, der spillede udmærket, vi dansede lidt. - Han kunde ikke lade være med at udmærke sig paa det forfærdeligste hele Tiden navnlig ved at tale med mig, men "Hugo" var paa sin Post og fulgte mig som en tro Skygge; jeg var hvert Øjeblik nær
[Resten af brevet mangler]