1911-05-14

Pisa 14 Maj 1911
Via San Lorenzo 16

Kære Johannes V. og Else.
I Dag snyder jeg Publikum og giver ingen Forestilling nede ved Arnoen, men vil i Stedet for skrive til Jer. Tak for Brevet og Bogen. Det muntrer op at høre Dit Kampsignal lyde. Der er gået en Prås op for mig ved på ny at læse Dine Artikler, jeg synes jeg bedre forstår hvor Du vil hen. Egentlig er jeg her inde på et Emne hvor jeg har en Del på Hjærte som jeg vilde føle et vist Behag ved at komme frem med men jeg anser det for sundere at lade Tiden tale. (Selvbeherskelse er en af de Dyder jeg desværre ellers ikke tør prale med.). Det er smukt hvad Du skriver om Cavling jeg kom ved at læse det til at tænke på en Dag i Sommer ude på Fynshoved da vi alle fire gik hen langs ”Øvet” og så ud over det modne Korn ud mod Kattegat. Da omtalte Du netop Cavling.
Selvom jeg ikke har 8 År til England (jeg er 48) så vil jeg gærne en Tur med til Kanalens Kyster. Det vilde være Sjov at opholde sig der nogle Måneder og ”dybbe” ) [Nederst på arket er tilføjet: ( hedder det at ”dyppe”?] Aquarelpenslerne i Kanalens Vand. Gud ved om det forresten ikke er for saltholdigt til at male Aquarel i, Østersøens går det helt godt med, det har jeg brugt meget af.
Jeg sidder ved Trylles Sygeseng. Hans Bronchitis, som han var sluppet så let fra i denne Vinter hernede har [nogle bogstaver overstreget] nu lagt ham på Sygelejet. Det er et meget hårdt Anfald denne Gang lige så slemt som noget han har havt hjemme i Danmark. Jeg skylder den begyndende Varme for det. Den er ikke helt pålidelig men kan pludselig afløses af en Times Blæst og Kulde, hvor Støvet flyver i store Skyer gennem Pisas Gader, hvorpå det bliver stille og varmt igen.
Selv er jeg nogenlunde i Kondition og flittig. Jeg maler på 4 store Aquareller nede fra Arno, og skøndt det er noget af en Tortur at arbejde der, vil jeg dog vedblive dermed foreløbig. Formiddagene er ganske hyggelige, da består mit Publikum af Fiskere og Proletarbørn, som er meget beskedne i deres Livsyttringer men om [ordet ”om” er tilføjet over linjen] Eftermiddagene er jeg, uden at jeg kan begribe Årsagen til denne Forskel, belemret med en [ordet ”en” tilføjet over linjen] Skare af 12-16 Års Lømler, mest Latinskoleelever og desuden nogle Eksistenser der kan svare vore egne Lammefælledsjovere. De sidste er de grinagtigste. De pretenderer at kunne tale Fransk. I øvrigt er jeg jo godt beskyttet mod nærgående Bemærkninger på Grund af min mangelfulde Kundskab i italiensk.
Helt undgå Anfægtelser kan jeg ikke. I en Diskurs om hvorvidt jeg [ordet ”jeg” indsat over linjen] var Spagniolo eller Francese var der en der, da de ingen Svar fik hos mig, fremkom med den Formodning at jeg simpelthen var – døv - - Skøndt de som I vil kunne forstå generer mig en Del i mit Arbejde kan jeg alligevel ikke lade være at blive rørt over så mange elskværdige Sider hos dem. Denne Elskværdighed er imidlertid så barnagtig og svarer så lidt som mulig til hvad man Forhånd skulde tænke sig om Romernes Efterkommere at man meget snarere tror sig hensat i en Eskimolejr Forfald og Barberi har mange Berøringspunkter. Imidlertid sikken Arkitektur her er. Og den præger lige [ordet ”lige” overstreget] alt lige fra selve det skæve Tårn til Indretningen af en Kloak eller Rendesten. Jeg håber det vil være en god Dressur at tegne en hel Del af dette.
Det forbavsende er at i disse Italienere hvis Smag er i den Grad vanartet så de ikke interesserer sig for anden Kunst end Glansbilleder og Glasdiamanter, sidder endnu så megen god Tradition fra forrige Tider i Blodet og så megen Dressur i Hånden så det er dem lige så svært at bygge grimt som det er os nord for Alperne kun umulig at bygge kønt. Selv Malerne, de simple Bygningssmørere, har ikke endnu lært at dekorere Huse [ordet ”Huse” overstreget] og male Stuerne grimme. Og der vil vist gå Menneskealdre endnu inden Forfaldet får undergravet det [ordet ”det” overstreget] de sidste Rester af en så solid kunstnerisk Dannelse. Ja jeg ser det nu på den Måde – jeg tænker på Zahrtmann, som er meget uenig med mig, eller vilde være – for jeg taler jo ikke ud til ham derom, - det vilde gøre ham så ondt – også for mig [det følgende skrevet op langs arkets højre side] at jeg kunde være sådan på ”Vildspor.
[Det følgende skrevet øverst på ark nr. 3 og på hovedet]: Lev vel og på Gensyn. To År går glemt os? Eders hengivne Ven [Det følgende skrevet på ark nr. 2 og på hovedet]: Fritz Syberg