Menu

Fynboerne

1913-01-17

Modtager

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Johannes V. Jensen skriver fra sin rejse, hvor han er nået til Java og snart fortsætter over Singapore til Hongkong og måske videre til Shanghai. Han klarer sig ikke godt i troperne denne gang og savner Else og børnene, men kunne ikke holde ud at være i Danmark længere. Dog glæder han sig til at se Sybergs i det nye sommerhus den kommende sommer. Han værdsætter meget at få breve fra Fritz.

Transskription

17 Jan 13
Garoet, Java

Kære Ven. Det var mig en stor Glæde at modtage dit Brev, jeg fik det i Singapore en Dag hvor jeg virkelig trængte til at høre en Vens Stemme, selv om den kom noget langt bort fra. Jeg taalte Varmen daarligt der og den overfugtige Luft, havde vist ogsaa lidt Feber og saa ikke lyst paa Verden. Dit Brev gjorde mig opmærksom paa at jeg var for alene, jeg havde før kun følt en ubestemt Melankoli, ja det var ikke noget af det, men jeg havde det daarligt. Saa tog jeg til Java og har været et Par Dage heroppe i nærheden af nogle Vulkaner 2200 Fod oppe, der er i alt Fald Nætterne lidt køligere. Men jeg klarer mig slet i Troperne denne Gang og søger nordpaa saa hurtigt jeg kan, over Surabaya og tilbage gennem Singapore op til Hong-Kong maaske, helt i et Tog til Shanghai. Trods alt har jeg Hovedet fuldt af Arbejde og vilde ikke undvære min Straf. Du kan forstaa det er haardt at leve uden Else og Børnene, og kun med sjælden maaned gamle Nyheder fra dem, det er en Straf som jeg sagtens har fortjent. Men i Danmark kunde jeg ikke leve mere, og jeg kommer heller ikke hjem mere, saadan i rigtig lokal Forstand. Ikke desto mindre venter der mig vort nye lille Hus i Tibirke Bakker som bliver bygget mens jeg er borte, og der ved jeg vi skal ses til Sommer, naar jeg har overvundet "Danmark" og mig selv. Der skal du, som med din jernkarakter forlængst er saa vidt, love mig at komme og besøge os og bo hos os. Dit Brev stivede mig af, for jeg vil bekende for dig at jeg er altfor følsom skønt jeg gør mig saa haard som jeg kan. Tag dette for Venskab; ellers nærer jeg som du ingen Illusioner med Hensyn til dette Begreb der er et Stikord i Danmark. Her er dejligt herude, mere end dejligt, jeg nyder det men paa en ejendommelig fjern Maade, jeg holder dog mere af taagede Popler en Palmer. Toget som fløjter ogsaa er i Garoet lyder bedst i mine Øren i morgen Kl 6 22 tager jeg det som en nu i hele tre Dage savnet Ven. Sejlturen var dejlig, og naar bare man sejler eller kører har man det godt. I morges red jeg mig en Tur paa en skrækkelig lejet Ganger. Selve Helhesten, men den ved du jo ogsaa jeg holder af fordi den komme af Stedet. Hils Anna og Børnene og Tak fordi du skriver. Paa Gensyn derhjemme!

Din hengivne Johannes V.

Fakta

PDF
Brev

Datoen fremgår af datoen.

Java, Garoet
Pisa
Else Jensen

Faaborg Museum, Fritz og Anna Sybergs arkiv, breve fra Else og Johannes V. Jensen til Anna og Fritz Syberg i tiden 6/2 1910 til 9/10 1914