Menu

Fynboerne

1900-07-03

Afsender

Ellen Sawyer

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Harris Sawyer har af sin chef fået besked på at rejse til Kentucky. Det er meget varmt, så Harris var ikke begejstret.
Ellen Sawyer tænker meget på ulykken i New York, hvor fire skibe brændte. Helen Sawyers arbejdsplads havde organiseret en personaleudflugt til Europa, og man skulle sejle med disse skibe. Der er mange voldsomme uroligheder for tiden; Boerkrigen, uro i Kina mm. Ellen har sympati for kineserne, som ikke har bedt om at få besøg af missionærer. - Der er mange kinsere i Boston. Flere af dem ernærer sig ved vask og strygning. Kvinderne og børnene kommer ikke ud, og mændene blander sig ikke med den amerikanske befolkning.
Grethe er syg, og Dr. Jenkins har tilset hende. Da han kom, strakte hun armene ud mod ham og ville op.

Transskription

Tirsdag July 3 – 1900.

Kære Mor!
Jeg føler mig oplagt til at skrive i Aften og vil benytte mig deraf og få mit Tirsdagsbrev startet i god Tid. – Det er Søndag Aften og jeg har spist for meget Jordbæris, lille Grethe sover sødt og Harry er Hundreder af Mile herfra – I Fredags fik han Telegram fra Mr. Tiffany om at starte til Louisville, Kentucky samme Aften. Det er så langt som til Chicago, og jeg var jo ikke ret veltilpas, mest fordi det var en bagende Varme her [”her” indsat over linjen] og det var rimeligvis tropisk så langt syd på, som han skulde. Heldigvis blev det samme Eft. et stærkt Tordenvejr som rensede Luften og fik Temperaturen til at synke hele Landet over.Han kommer rimeligvis hjem igen Tirsdag, da Onsdag er Helligdag.
Var det dog ikke en rædselsfuld Ulykke i N.Y. idag med de 4 Skibe som brændte. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det hele Dagen. – Den store Forening: ”Kristelig Forening for unge Mennesker”, hvis Hovedkontor er her i Byen og hvor Helen arbejder. – havde organiseret en Foreningsrejse til Paris, London o.s.v. og alle disse Mennesker fra hele Amerika over skulde have taget med de 4 Bremerdampere. Helen var inde på Kontoret idag og der var stor Bevægelse.
Aarhundredet er rigtignok rigt på Begivenheder på sine gamle Dage. Boerkrigen, – Kinakrigen o.s.v. Jeg kan nu ikke lade være med at have en Slags Sympathi for Kineserne. De kan nu en Gang ikke fordrage Fremmede og har stridt for at blive fri for dem. De ere da såmænd også nok selv når Europæerne så alligevel borer sig ind med deres Missionærere Jærnbaner o.s.v. kan man da ikke fortænke dem i at de griber til det sidste Middel: at slå dem ihjel. Men det vil vel nok komme dem dyrt til at stå. – Her er en Masse Kinesere i Boston. Det er nogle pudsige Fyre at se på, - små gule Skævøjede i Kineserdragt og med Håret flettet i tynde Pidske og snoet om Hovedet. Mange af dem ser forresten godt ud. De ernærer sig mest ved at stryge, - jeg tror ikke der er en Gade her i Boston hvor der ikke er en kinesisk Vadsk og Strygning og man ser dem stå ved det åbne Vindue og arbejde. Kvinder og Børn ser man ikke, de kommer aldrig ud. Jeg har set tusinder af Kinesere, men aldrig en Kinesermadam. De ere skikkelige Folk som ikke fornærmer nogen el. blander sig med dem, men Irlænderne, som udgør det største Procent af Befolkningen her, hader dem som Pesten. -
Mandag Aften.
Lille Grethe er syg idag og jeg er meget bekymret for hende. Igår var hendes Mave lidt løs og her til Morgen havde hun Diarhoe og lidt Blod i det. Jeg telefonerede straks til Dr. Jenkins, som lovede at komme ud og se hende. Hun sad ren og klædt på i sin Vogn og legede, da han kom Klk 10 og var så sød at han var ganske indtaget i hende, - hun strakte Armene ud efter ham og da han tog hende, rev hun ham i Skægget og trak ham i
[Resten af brevet mangler]

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Boerkrigen var en krig i Sydafrika 1899-1902 mellem Det Britiske Imperium og boerrepublikkerne Transvaal og Oranje Fristaten. Dermed var det en krig mellem to hvide folkeslag om herredømmet i Sydafrika (Lex.dk).
"Kinakrigen" refererer oftest til den første kinesisk-japanske krig (1894-1895), en afgørende konflikt mellem Qing-dynastiet i Kina og det spirende japanske imperium. Krigen markerede et skifte i magtbalancen i Asien, hvor et moderniseret Japan besejrede det svækkede kinesiske kejserrige (Lex.dk).

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB1539

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen