Fynboerne
1924-03-16
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
JL arbejder på tavler til bogværket Danmarks Fugle.
Han beder Alhed Larsen om at sende bestemte bøger om fugle og ænder til København i forbindelse hermed. Han anviser ganske nøje for hende, hvilke hylder bøgerne står på i huset på Møllebakken i Kerteminde.
Transskription
Uraniavej 16 Marts Søndg 1924.
Kæreste Alhed!
Tak for Brevet i Gaar og Chequen. Jeg skal nu gaa ind og tale med Hønsemanden og se at faa ham gjort begribeligt at han staar sig ved at tage et Billede for det Halve af det Hele. Jeg skal hilse fra Schiøler og sige at Du som sædvanligt har haft en god Ide, da du tvang mig til at blive. Jeg er nu omtrent færdig med den anden Tavle. Jeg kunde egentlig godt bruge de Studier jeg har begyndt i Discontokassen af Bjærgænder og Taffelænder men det er vel for besværligt at faa fat i dem og jeg klarer mig vel foruden. Vil Du faa Madsen til at pakke ind og sende mig med Posten "Bullers: Birds of New Zealand" 2 Bind der ligger paa de flade Hylder i Reolen ved Papegøjebøgerne, Schiøler vil gerne se noget i dem om Ænder, og dersom Du kan finde den en lille tynd Bog, af Sclater, der hedder noget som "presently known Species of Anatidæ" omtrent midt i Reolen ind mod Spisestuen mellem en hel Del tynde Bøger, vist længst til Højre i Rækken. Og altsaa helst omgaaende, Gross kan vel pakke dem ind hvis Du foretrækker det. Der er ogsaa en anden lille tynd Bog om Sydamerikas Ænder Svaner og Gæs der staar i Nærheden den maa Du ogsaa gerne sende med hvis Du kan finde den, men det er mindre vigtigt. Du skal ikke lade Buller vente paa nogen af disse dersom Du ikke strax finder dem. Ellers er her ikke noget at berette. Jeg tror jeg køber en Kurvekuffert og sender mit Snavsetøj hjem i. Mange kærlige Hilsner
DIn
JL
Fakta
PDFdansk
Datoen fremgår af brevet.
Lehn Schiøler bor i et dobbelthus på Uraniavej på Frederiksberg, hvor han har indrettet et fuglemuseum med plads til den store samling af fugle.
__
- Uraniavej, Frederiksberg
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien