Fynboerne
1920-03-20
Afsender
Fritz Syberg
Modtager
Johannes V. Jensen
Dokumentindhold
Foråret er i fuld gang. Syberg har anbragt sig i et træskur ved Martins dam og laver skitser af vejrliget hver dag. Mærkeligt, at folk bliver spiritister, når man har Vorherres dejlige vejr. Syberg lever nok ikke et halvt årtusind som Methusalem, men hvis han holder 10-12 år mere, ønsker han sig ikke mere.
Transskription
Pilegaarden 20-3-20
Kære Ven!
Ja nu er det ved at lysne paa Pilegaarden. Vi er snart raske allesammen og Foraaret er i fuld Gang. Kejserkronerne skyder op langs Havegangene og Solbærbuskene er ved at udfolde deres Blade. Jeg har anbragt mig i mit lille Træhus nede ved Martins Dam og der kontrollerer jeg Vejrforandringerne med Aquarel og Tusch. En Notits hver Dag. Der er intet saa vidunderligt som Vorherres Vejr Og i et Land som Danmark hvor man har en saadan Overflod deraf, gaar Folk hen og bliver Spiritister og Aandemanere Man skal ganske vist intet forsværge i en Verden der beboes af saadan Væsner som Menneskene, men hvor ”Aander” synes mig noget kedsommelig Ragelse.
Husker Du de gamle Historier fra Bibelen og [”og” overstreget] om Seth og Enoch og Methusalem – det var skønt. Er der noget skønnere end det gammeltestamentelige Udtryk ”at dø mæt af Dage”. – Naa et halvt Tusind Aar holder man ikke ud, blot 10-15 til saa ønsker jeg mig ingen anden Evighed.
Hils Else og Børnene mange Gange. Din hengivne
Fritz Syberg.
Fakta
PDFDa
Datoen optræder på brevet
Det lille træhus, som Fritz Syberg omtaler, er formodentlig Villa Hjulben, som var et skur monteret med hjul. Konstruktionen kunne køres hen til det sted, hvor Syberg ønskede at male, så han under arbejdet kunne sidde i ly for vejr og vind. Et foto af Villa Hjulben kan ses i Erland Porsmose: Fritz Syberg, Kunsten, naturen, kærligheden, Gyldendal 2012 s. 321.
Methusalem var efterkommer efter Seth, som var Adam og Evas tredje søn. Han var Bibelens ældste mand (969 år), søn af Enoch og far til Noah, der byggede Arken.
Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv