Menu

Fynboerne

1898-02-22

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Alhed har været til middag hos Emma og Bernhard Hirschsprung (i Tordenskjoldsgade, København). En af gæsterne, professor Studsgaard, var ubehøvlet overfor hende.
Og Alhed har været på tur til Frederiksborg og se teater.
Hun er glad for, at Johannes Larsen vil hente hende i Ullerslev få dage efter.

Transskription

Kære Las!
Tak for Dit Brev i Dag, jeg skal nok komme paa Lørdag, jeg havde allerede bestemt det, inden Dit Brev kom, og Du kan tro, at ogsaa jeg glæder mig over at der kun er 3 Dage til! – Kl er 12 ¼ Aften vi ere lige komne hjem fra en stor, fin Middag i Tordenskjoldsgade. Et nydeligt Selskab for Resten. Bordet var saa smukt pyntet med Masser af gule Tulipaner og de har saa mange dejlige Krystalskaale og smukt Porcelain og fine Glas. Og noget forfærdelig raffineret Mad med glimrende Vin til. – Gæsterne var Professor Studsgaards, dito Krogs, Erik Henningsens, Generalkonsul Hansens, Pietro Krohn, Emil Bissen, Poul Levin og nogle af Familien. Jeg havde faaet Lov at komme hen til det lille Bord, hvor de altid morer sig saa udmærket, men i Stedet fik jeg ”Nolle” til Bords, hvilket jeg for Resten var udmærket glad ved, han var saa rar at snakke med og sagde, at han gærne vilde have mig derud til næste Vinter. Jeg spurgte ham om det. – Jeg havde min nye, gule paa med hvide Silkebaand og Gyldenlakker. De sagde, den var pæn. Men ved Du, hvad Professor Studsgaard sagde om mig til Berta: hvad er det for en Baby? hvorfor har hun ikke sin Patteflaske med? – Sikke ondskabsfuldt! de synes vist, jeg ser meget grøn ud, Poul Levin sagde til Berta, at hvis han skulde tale med mig skulde det være om Fuglesang i Skove! – Han talte med mig bagefter, men det blev om Literaturen i Aarhundredets Begyndelse. - - Det bliver nu ikke noget langt Brev, jeg maa snart i Seng, den var over 3, inden vi kom i Seng i Aftes. – Det var morsomt ude i Frederiksborg, Slottet fik vi ikke at se, [ulæseligt ord] var der med nogle efter os. Mollerup var der, han havde hjulpen dem nogle Dage med Komedieindstudering, Pantomime o.sv. det var helt grinagtigt at se paa. – Det var et yndigt Vejr i Morges, da vi rejste hertilbage, der laa et fint Lag Sne. Det er vist for resten Kaneføre, men det varer vel ikke til paa Lørdag. Jeg bliver selvfølgelig forfærdelig glad, hvis Du kommer og henter mig i Ullerslev, Du kan ikke tro, hvor jeg glæder mig til at se Dig! – Nu maa jeg slutte Kl. er 1 og jeg er saa frygtelig søvnig. Nu løber jeg ud i Postkassen med dette, saa faar Du det i Morgen Eftermiddag. Jeg er rigtignok god ved Dig, men det er fordi jeg holder saa meget af Dig. – Godnat! Om 7 ½ Time skal jeg vaagne og have Brev! Kan Du hilse Din Mor mange Gange og spørge, om jeg maa komme! Hils ogsaa de andre. Allermest Dig selv fra Din egen Alhed.

22 – 2 – 98 -

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Alhed Larsen er i København, hvor hun bla. tager sangtimer.

København
  • Tordenskjoldgade, København
  • Frederiksborg
  • Ullerslev

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien