Fynboerne
1908-10-29
Afsender
Anna Syberg
Modtager
Ernst Goldschmidt
Dokumentindhold
Ernst Goldschmidt står foran at skulle giftes og kan derfor ikke foreløbigt få tid til et besøg hos Anna og Fritz Syberg.
Anna Syberg mener, Goldschmidt er den, der allerbedst forstår Fritz Sybergs kunst.
Transskription
29/10 - 1908.
Kære Hr. Goldschmidt.
Jeg har længe villet skrive og pirke ved Dem for muligvis at faa Dem herover en lille Sviptur og se paa Sommerens Produkter. Naa saa kommer disse interessante og glædelige Kort, efter hvis Modtagelse jeg naturligvis skyder en hvid Pind efter Dem. Det glæder mig meget, at De er ved at gifte Dem med Deres smukke Kæreste og ønsker at alt muligt godt og lykkeligt maa times Dem begge. Skulde De engang (efter Hvedebrødsdagene) faa Lyst til at besøge os med Deres Hustru, vilde vi synes, det var frygteligt morsomt, De er jo altid velkommen, ved De. Jeg synes vi havde saa megen Fornøjelse af det lille Besøg sidste Efteraar, jeg synes De er den, der bedst forstaar Sybergs Kunst, selv hos hans nærmeste kunstbeslægtede hos Johannes og Peter Hansen har vi ikke funden saa megen Forstaaelse, som hos Dem. Ja, jeg synes egentlig, at det er ganske mærkeligt og ubegribeligt, at det overhovedet findes, og jeg synes, det har været glædeligt og opmuntrende at opdage det.
Syberg er ikke helt rask, ligger i Sengen af Influenza eller Gigt han har ligget c. 8 Dage og frygter for ikke at slippe Sygdommen i Vinter. Den kan undertiden plage ham i Halvaarsvis. Jeg skal hilse paa det varmeste fra ham. Mange Hilsener fra Deres hengivne Anna Syberg.
Nu faar De malet en Del gode Billeder i Vinter,
Fakta
PDFdansk
Datoen fremgår af brevet.
Renskrevet på skrivemaskine af ukendt person. Det vides ikke, hvor originalbrevet befinder sig. Der er transskriberet efter kopien.
I følge Weilbachs kunstnerleksikon bliver Ernst Goldschmidt først gift i 1910 med maleren Augusta Thejll Clemmensen, født Thejll.
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv
Boet efter Peter von Syberg, barnebarn af Anna og Fritz Syberg.