Menu

Fynboerne

1911-07-07

Afsender

Mads Rasmussen

Modtager

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Mads Rasmussen skriver til Fritz Syberg om erhvervelsen af Kr. Zahrtmanns maleri, "Adam og Eva", og forsvarer sin beslutning om ikke at købe et maleri af Niels Hansen, men skriver dog, at han er åben over for evt. senere at købe et værk af Niels Hansen.

Transskription

[tilføjet med blæk]: 7 Juli 1911

Kære Herr Fritz Syberg :

Deres venlige Brev f 28' Juni har jeg modtaget og det har glædet mig meget at se, at De er glad ved, at vi har erhvervet Zahrtmanns Billede . Da kommiteen var samlet for at se paa det , hang det uheldigt og mørkt og det var da umuligt at faa det rette Skøn derover,men nu det er taget ned i Dagslyset er Peter Hansen og jeg enige om , at det tager sig aldeles storartet smukt ud .

Jeg er aldeles overbevist om, at det vil være særdeles smukt paa Museet, hvortil jeg rejser i Morgen. Det har hele Tiden været et varmt Ønske hos mig og jeg har ogsaa udtalt det, at erhverve et godt Billede af Zahrtmann som den fynske Skoles Mester.Jeg synes, at naar vi ærer ham ,ærer vi os alle ,og jeg vil inderlig haabe, at det maa lykkes ogsaa at erhverve Billederne af hans Fader og Moder til Museet,hvorom jeg har tilskrevet ham.At jeg sætter en ganske overordentlig Pris paa at faa Zahrtmann har jeg aldrig lagt Skjul paa, og jeg har jo ogsaa efter konference med Kommiteen budt 4500 Kr for hans Jtalienderinde med det lile Barn. Jeg kan derfor ikke sige andet, end at jeg staar ganske uforstaaende over for Deres Udtalelse om, at De ikke synes, at vi kan sætte Violbuketten i Knaphullet,fordi vi ikke købte Billedet af Niels Hansen og at vi gjorde det paa Grund af Pengemangel. Lützshøft foreslog mig sidste Efteraar at købe et Billede af Niels Hansen, et Portræt af Lory Fejlberg,som vidst nok ikke kostede 500 Kr som De skriver,men 1000 Kroner ,paa en lidt som det forekom mig paagaaende Maade,som ikke tiltalte mig. Rent bortset fra Billedets kunstneriske Værdi,som jeg slet ikke udtaler mig om, vil jeg sige, at jeg synes ikke om at have Lory Fejlberg hængende i Faaborg Museum .Maaske dette kan sige at være en noget overdreven Pietetsfølelse ,men et af Kommitemedlemmerne delte da i hvert Fald Mening med mig. Som Grund til mit Afslag angav jeg ikke Pengemangel, men at vi for Tiden havde købt saa rigeligt, at vi langt havde overskredet den fastsatte Sum . Dertil kom, at Forslaget om at købe Billedet fremkom som en Slags Velgørenhed ,der skule udvises mod Maleren ,og det er jo dog ikke dette ,men Begejstring for den Kunst Museet representerer der ligger til Grund for Faaborg Museum .Niels Hansen er jo imidlertid en ung Maler,og som jeg ogsaa udtalte ,har jeg intet som helst imod at faa ham representeret paa Museet som den unge fynske Maler, og jeg er villig til en anden Gang at tage dette Spørgsmaal op,men jeg mener rigtignok, at naar det drejer sig om, at erhverve et godt Billede af Zahrtmann , naar et saadant kan faaes, eller et Billede af Niels Hansen, saa mener jeg, at vi med god Samvittighed kan bære en Violbuket i Knaphullet for Zahrtmann uden at skulde have en Brændenælde ved Siden af.

Jeg glæder mig meget til at tilbringe en Tid i Faaborg hvor Peter Hansen er,og til at se Dem og Deres Billeder fra Jtalien, som sikkert vil bringe Dem mange Violbuket.

Med venlig Hilsen til Dem og Deres Frue forbliver jeg

Deres hengivne
Mads Rasmussen

Omtalte genstande

Kristian Zahrtmann, "Adam og Eva i Paradis". 1892, 208x170 cm, Faaborg Museum, kat.nr. 345
Niels Hansen, portræt af Lorry Feilberg. 1910, 105x96 cm, Faaborg Museum, kat.nr. 41

Fakta

PDF
Brev

Dateringen fremgår af brevet

Mads Rasmussen virker i dette brev tydeligt provokeret over, at Fritz Syberg har kritiseret hans beslutning om ikke at købe et billede af Niels Hansen, nemlig hans portræt af Lorry Feilberg. MR nævner bl.a., at han ikke synes om at have Lorry Feilberg hængende på Faaborg Museum. Lorry Feilberg var bl.a. restauratør og kabaret-ejer; i 1896 overtog han Cafe Chantant i Allégade. Stedet fik navnet Operetten og siden kom Landsbyen til. Han købte i 1909 og 1913 nabohusene og indrettede Drachmannskroen. Hele komplekset blev kaldt Lorry. Han var kendt som en farverig person, som MR åbenbart mente, ikke hørte til på Faaborg Museum. Men portrættet blev nu alligevel erhvervet til museet nogle år senere, i 1913.
Der findes et brev fra den 14 juli 1911, som tydeligvis er en revideret version af dette brev. MR forklarer sig mere grundigt og afdæmpet og anlægger en mere forsonende tone.

Faaborg Byhistoriske Arkiv, Mads Rasmussens familiearkiv, Mappe 28