Menu

Fynboerne

1951-05-29

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Christa Knuth

Dokumentindhold

Det har været stormvejr, og der var koldt på museet, så generalforsamlingen blev flyttet til Pax. Øhlenschlæger Johansen kom med plader med optagelser af Larsens samtaler med Reventlow, og man hørte dem og så nogle film med Kerteminde-fiskere samt teaterstykker.
Larsen vil gerne se Lundstrøm-udstillingen. Han laver vignetter til en Ambrosius Stub-digtsamling. Tage la Cour og Kelvin Lindemann kommer på besøg.

Transskription

[I brevet:]
Kjerteminde 29 Maj 1951.

Kære Grevinde!

Hermed Din Bog som jeg haaber maa tiltale Dig. Sikken et Vejr det var i Gaar. D. v. s. det var først om Eftermiddagen da jeg skulde til Generalforsamling i Museet at det gik op for mig hvad det var for en Storm for her oppe mærkede vi ingen Ting. Nede paa Museet var det saa koldt at vi besluttede at henlægge Generalforsamlingen til Pax og kørte straks derud, og sikke det stormede, der stod et vældig Hav ind mod Kysten og Træerne bøjede sig og Bladene føg. Efter Mødet spiste vi til Aften og Øhlenschlæger Johansen der var kommen med nogle Plader af min Samtale med Reventlow, lod os høre Pladerne som han forærede Museet og bag efter saa vi en Film han havde optaget af mig her for nogle Aar siden og 3 andre Film, en fra Kjerteminde Havn med Fiskerbaade som vi fulgte og gennem Kattegat gennem Limfjorden til Thyborøn og ud i Vesterhavet hvor de trawlede og tilbage her til. Og derfter 2 Film fra Frilufstheatret her. ”Elverhøj” og ”der var en Gang”. Saa fik vi Kaffe og Cognac og jeg kom hjem Kl halv elleve. Jeg har vældig Lyst til at tage ind og se Lundstrøm Udstillingen, men jeg ved ikke om jeg kan samle mig sammen til det. For Tiden laver jeg en hel Del Vignetter til en ny Udgave af Ambrosius Stubs Digte som Holger Rasmussen arbejder med. Han har fundet en Del flere Digte og en Del Rettelser til flere andre. Else og Puf er kørt til Odense og i Eftermiddag faar jeg Besøg af Tage la Cour og Kelvin Linneman og formodentlig Deres Koner, for der kommer 4. Hils Adam og Elisabeth og mange Hilsener til Dig selv fra
Din hengivne
Johannes Larsen.

P.S.
Hvordan gaar det med Din Mistelten? Dem der er tilbage af mine er der ingen anden Forskel paa end at de er blevne graa i Stedet for grønne
JL:

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Museet: Johannes Larsen var medstifter af Kerteminde Museum, som er forgænger til Østfyns Museer.
Pax var en strandrestaurant i Kerteminde. Den var ejet af ægteparret Due Nielsen, som var Johannes Larsens venner.
Det vides ikke, hvem Reventlow var.

Kerteminde

Bynavnet er skrevet øverst s. 1

Brevet er i privateje

Nej

Brevet ejes af en efterkommer af Christa Knuth