1917-05-27

Pilegaarden Pinsedag 1917

Kære Ven.
Sikken et Pinsevejr, det er næsten bespotteligt at tale om Gigt, Influenza og Nervøsitet og det er dog det, den staar paa her. Jeg vaagner flere Gange om Natten og kigger ud af Vinduet, og det Syn der møder En er vidunderligt som et Digt af Heine. Blomstrende Kirsebærtræer, blaanende Marker og rosenfarvet Himmel; tæt ved Vinduet sidder en Drossel og synger halvt i Søvne, og hele Rummet derude er fyldt med [”med” overstreget] af Fuglesang, ja det er rigtignok ”wunderschönen Monat Mai.[”] Selv staar jeg træt melankolsk, som En der er sat udenfor det hele, paa Vej bort fra det altsammen. Om Dagen vander planter og graver jeg lidt i Haven, et Par Timer Formiddag og Eftermiddag (Resten af Tiden tilbringer jeg i Sengen) og Dagen er endnu vidunderligere end Natten. Gud ved om det, at blive Plante, et Par Aars Tid ikke kunde kurere En for Søvnløshed. Men at behandler sig selv som Plante er svært og faa Andre til at gøre det samme [”samme” overstreget] er umuligt. Et maa jeg imidlertid renonsere paa, at male, det lykkes mig kun at konstatere hver Gang, jeg faar et Tilbagefald til Penslen, hvor elendig jeg er. Skal det blive til noget maa jeg have et større Fond af Kræfter samlet sammen. ”Krop skal til” som Græshoppen sagde. Ha’et nu godt alle sammen, hils Børnene og Else mange Gange og vær selv hilset fra

Din hengivne
Fritz Syberg.