Fynboerne
1912-09-24
Afsender
Anna Syberg, Fritz Syberg
Modtager
Else Jensen, Johannes V. Jensen
Dokumentindhold
Brev 1: Fritz Syberg foreslår, at Jensen-familien rejser til Firenze, hvor Anna og han kan tage imod Else og børnene og følges med dem til Pisa. Derefter kan de tage sammen til Marina di Pisa og Paris.
Syberg beder Jensen gemme brevet fra H.P. Lunde. Han drømmer om i alderdommen at lave en afbrænding af sine breve.
Syberg finder det ærgerligt, at Jensen har slettet afsnittet om Rembrandt i Johannes Larsen-myten.
Trylle/Franz vokser og trives, så han kommer nok over sin sygdom.
Brev 2: Anna Syberg skriver, at Jensens børn ikke kan komme noget til i Marina di Pisa. Der er mere farligt i Tibirke, hvor de fx kan omkomme i en sandstorm. Hun synes således, at Else og børnene skal komme til Italien.
Transskription
Marina di Pisa
Hotel Balestri 24-9-12
Kære Else og Johannes V.
Hans og jeg står på Nippet til at rejse til Rom. Anna og Pigebørnene kommer derned senere. I Oktober er vor Adr. poste restante Roma. Dine Lokketoner, kære Else er meget fristende. Men tror Du ikke Jert Hus vilde have godt af - - . nej jeg mener, at I vilde have godt af, at jert Hus stod og tørrede i Sommertiden? Dersom Du og Børnene tog med J.V. til Italiens Grænse når han drager ud og han der satte Jer i Ekspressen til Florens, så vilde [”vilde” indsat over linjen] Anna og jeg tage imod Jer der og i Triumf føre Jer til Pisa. Der bliver vi til henimod Juni. Derpå tager vi til Marinaen og bader og dersom Du så ikke har Lyst at rejse med os til Paris (via Liorno og Marseille), så kan Du [overstregede bogstaver] tage hjem og være i Jert Hus og modtage den hjemvendende ”Globetrotter”!! ikke?
Jeg forstod ikke på Dit Efterskrift i Elses Brev om Du havde taget Standpunkt til Spørgsmålet om en Anbefaling til H. P Lunde? Jeg vil bede Dig gemme hans Brev til mig. Jeg samler nemlig på en Del af de Breve jeg modtager uden nogen bestemt Hensigt – der foresvæver mig noget ubestemt om en Gang om mange År at finde mig selv siddende foran Kakkelovnen i Ensomhed foranstaltende en sidste Autodafé. Jeg ser at Du i Din ”Myte” om Johs. L. har slettet Stedet om Rhembrandt. Jeg har måttet høre adskilligt for dette Sted, så jeg må sige jeg savner det. Det er ganske vist en Overdrivelse at sige om en pragtfuld sort Kat at den er Panther. Men det peger dog i den rigtige Retning. At Overdrivelsen er positiv (begejstret) turde vel nærmest være en Anbefaling.
Trylle går det op og ned med men han vokser dog og trives så vi nærer ingen Tvivl om at han overvinder sin Sygdom.
Mange Hilsener Eders hengivne
Fritz Syberg.
Kære Bægge to
Pisa og Marinaen her er de ufarligste Steder paa Jorden, Else og Børnene kan ikke komme noget til her, derimod i Tibirke kan de drukne, omkomme ved Sandstorm eller dø af Fugtighed i det nye Hus. Joh V vil ikke kunne anbringe Jer noget bedre Sted end her, mens han rejser – det eneste farefulde derved er, at Else vil tænde Italienernes Hjerter i Brand, men tænk hvor Du saa bagefter vil kunne skrive Romaner om Italien og dermed ”udfylde” Joh. V. Tusind Hilsner Jeres Anna.
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Anna og Fritz Syberg og deres seks børn boede fra efteråret 1910 og små tre år frem i Italien.
Johannes V. Jensen rejste fra november 1912 til april 1913 til Berlin, Weimar, Genua, Suez, Colombo, Singapore, Java, Djakarta, Hong Kong, Shanghai, Peking, Manchuriet, Shenyang, Harbin, Sibirien, Irkutsk, Moskva og Stockholm. (johannesvjensen.dk/tidslinje lokaliseret aug. 2019).
Fritz og Hans Sybergs rejse til Rom samt familien rejse til Paris er også omtalt i tidligere breve fra Fritz Syberg til Johs. V. Jensen.
H.P. Lundes bøn om en anbefaling skrev Fritz Syberg også til Johs. V. Jensen om 14. september 1912.
Johannes V. Jensens Myter 1908-1912, 4. samling udkom i 1912, og det er omtalt i et tidligere brev, at Jensen har sendt Syberg bogen.
Else og Johannes V. Jensen lejede i 1912 et hus i Tibirke. Siden byggede de et hus i Tibirke Bakker.
Franz/Trylle Syberg led hele livet af astma og bronkitis.
Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens arkiv