Menu

Fynboerne

1917-12-10

Afsender

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Fritz Syberg takker for bogen og ordene om Anna. Det er godt, at livet slutter med døden. Noget af det sidste, som Anna sagde, var, at det var godt, at Fritz kunne være både mor og far, hvis hun døde.

Transskription

Pilegaarden 10-12-17

Kære Ven!
Tak for Din smukke Bog og Tak for Dine smukke Ord om Anna. Du er den eneste der har kunnet sige de rette Ord om Anna, og Du har sagt dem. I øvrigt er det godt at Livet slutter af med Døden. Den er hvad Fyraften er for Arbejderen. Hvor skulde man kunde holde ud i en Uendelighed at gøre Erfaringer uden at sprænges. Er der Mening i Livet maa der ogsaa være det i Døden som er alt Livs uadskillelige Følgesvend. Noget af det sidste Anna sagde var: ”Hvis jeg nu dør, saa er det godt for mig at jeg ved at Du (jeg) kan være baade Fader og Moder for Børnene”. Det er mig ikke klart hvad jeg følte ved de Ord som jeg slet ikke kunde svare paa. Jeg blev slaaet af den Alvor, Sorgløshed og Selvundervurdering der kom frem deri. Men hvordan Livet end arter sig, et er sikkert, maaske det eneste sikre, Døden løber man ikke fra, og det er godt, noget er sikkert i denne Omskiftelsernes Verden, det er godt, der er noget, overfor hvilket selv det kraftigste Initiativ er magtesløst.
Mange Hilsener til Dig og Else og Børnene
fra din hengivne Fritz Syberg.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen optræder på brevet

Den omtalte bog er formodentlig Johannes V. Jensen: Aarbog 1917. Heri er aftrykt forfatterens nekrolog over Anna Syberg. Denne er også trykt i Du danske Sommer. Fynbomalerne og de jyske forfattere i samklang. Johannes Larsen Museet 2007, s. 171.

Pilegården Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv

Nej