Menu

Fynboerne

1912-03-13

Afsender

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Fritz Syberg takker for Eventyret (Johannes V. Jensens bog Skibet).
Han er nødt til at have en paraply over sig, når han maler. Syberg vil ikke længere udstille på Den Frie. Han vil udstille i 1914, male et år derefter og så holde op med at male for i stedet at skrive sin bog færdig og fiske.
Hvis Else og Johannes V. Jensen vil komme til Marina di Pisa, vil de hvidhårede børn udgøre majoriteten.

Transskription

Pisa-13-3-12.
Via San Lorenzo 44

Kære Gevn og Germund!
Tak for Eventyret om Johannes V og Else. Du bliver den sidste Digter jeg oplever. – ”Tror jag säckert” – vil jeg tilføje med Svensken, ikke så meget [”så meget” overstreget] fordi jeg nærer Tvivl herom, men af en overtroisk Følelse. Et lille Bank under Bordet.
Nu står Aprikos og Fersken i Blomst jeg kan ikke længer tåle at sidde i Solen og male uden under Paraply. Foråret begynder så nu st [”st” overstreget] snart at melde sig hjemme. Om en Ugestid åbner den Frie. Jeg kommer der ikke i År, måske slet ikke mere. Jorden har længe brændt under mig der, og i År har jeg i Anledning af Brighton-Udstillingen mærket at Tiden til at træde ud er kommen. Min Plan er i øvrigt lagt, en Udstilling i Foråret 1914 – derpå 4 Års Arbejde og en sidste Udstilling 1918 og så vil jeg ikke male mer. Så skal jeg skrive min Bog færdig og sejle. Jeg håber at dø som Fisker.
Kunde vi blot få Jer at se i Marina di Pisa til Sommer. Med Jeres to Drenge vilde det [”det” overstreget] de lyshårede næsten blive i Majoritet blandt [et overstreget, ulæseligt ord] badende Børn på Pladsen der. Men det vilde jo så kun være Tradition at Dansken erobrer Kysten på ny.
Hilsen fra os alle

Eders hengivne
Fritz Syberg.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Anna og Fritz Syberg og deres seks børn boede fra efteråret 1910 og små tre år frem i Italien.
Gevn og Germund er den kvindelige og mandlige person i den kærlighedshistorie, som udspiller sig i Johannes V. Jensens bog Skibet. Skibet er bind 2 i romanserien Den Lange Rejse, og den udkom i 1912.
Fritz Syberg kom ikke til at udstille i Brighton. 19. maj 1912 skrev han i et brev til Johannes V. Jensen, at det var "Svindleren Willumsen" og "de Stakler der kryber på fire for ham", der var skyld i, at han ikke selv kom med på udstillingen.
Syberg-familien tilbragte sommeren 1912 på et hotel i Marina di Pisa. Det lykkedes ikke at få Else og Johannes V. Jensen til at komme dertil. Else og Johannes V. Jensen fik tre drenge, men den yngste, Emmerik, blev først født i 1922.

Pisa, Via San Lorenzo 44

Det Kongelige Bibliotek