Menu

Fynboerne

1926

Afsender

Andreas Larsen

Modtager

Louise Brønsted

Dokumentindhold

Andreas/Puf Larsen og Ellen/Bes Brønsted vil komme på besøg hos Louise/Lugge Brønsted og familien. Andreas synes ikke, at Ellen har fået nok ud af opholdet på landet til, at man kan risikere at hun bliver ret længe i byen. Dog kommer hun sig bedre, end Andreas for en måned siden troede. Opholdet på Dianalund har nok gavnet hende.
Andreas og Ellen laver havearbejde, og Ellen blev ærgerlig, da det blev regnvejr, så de måtte stoppe.
Andreas glæder sig til at komme i gang med at brygge øl.
Han er spændt på, hvordan familien synes om Ellens humør. Udslagene nedefter er mindre.

Transskription

[Skrevet med blyant øverst s. 1:]
Fra Puf Larsen,
Møllebakken

[Skrevet med blæk:]
Kære Tante Lugge
Bes og jeg tænker at aflægge Jer et Besøg vistnok fra den 19 til den 22. Bes talte lidt om at rejse før, for at faa lidt længere Tid derinde, men jeg protesterede lidt, jeg er bange hun skal gro fast og hun har endnu ["endnu" indsat over linjen] ikke faaet tilstrækkeligt ud af sit Landophold til at taale at blive Bymenneske igen nu. Men det gaar forresten fremad med forbavsende Fart, hurtigere end jeg havde troet muligt for en Maaned siden; det er nok Dianalundopholdet
2.)
der virker nu. For et Par Dage siden sagde hun med virkelig Beklagelse i Stemmen, at det blev nok Regn om Eftermiddagen, hvilket vilde sige, at vi saa ikke kunde blive færdig med Forhaven. Ellers har Regn været en altid kærkommen Undskyldning for at sidde inde og læse. Ikke saadan at forstaa at vi saa har siddet inde hele Dagen, nej paa Regnvejrsdage har vi altid gaaet Tur før Aften. Vi arbejder hver Dag i Haven, saa man kan begynde at tænke paa at blive færdig Have- og Gartnerarbejde og komme til noget mere interessant som Ølbrygning. Jeg glæder mig til at brygge Ale
3.)
efter den Opskrift vi leverede i Foraaret. Jeg synes Anspi[ulæseligt] er gode selvom Øllet er muggent. Jeg glæder mig til at se Jer og til at se Bes sammen med Jer og høre hvad I siger om hende - Bare om Humøret maa være godt, for det svinger jo stadig lidt selvom Udslagene nedefter er mindre.
Mange Hilsner og paa Gensyn Puf.

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er udateret.
I et brev fra 1926 fortælles der om, at Ellen Brønsted ikke har det godt, og at hun er "pirren". Hun opholder sig af disse grunde hos familien i Kerteminde. (1926-12-04 Ellen Sawyer til Louise Brønsted, BB3791). Et forsigtigt gæt er, at dette brev ligeledes er fra 1926.
Andreas Larsen skriver endnu på dette tidspunkt substantiver med stort begyndelsesbogstav, og han bruger endnu ikke bolle-å. Senere i livet ændrer han praksis på disse områder.

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB3860

Nej

Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Louise Brønsted