Menu

Fynboerne

forår 1891

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Alhed har været med Onkel Lud til soirée i Kunstforeningen. Hun er blevet inviteret til stort bal om 14 dage. Hun morer sig godt.

Transskription

Kæreste Moder!
Tak for Dit lange og interessante Brev! Jeg synes meget godt om den Maade, Du har ordnet Brevskriveriet paa kun vil jeg bemærke, at Du endelig ikke maa blive ængstelig, dersom det en Gang skulle gaa en Dag hen. – Jeg har en hel Del at fortælle om denne Gang, men jeg er saa optaget at jeg med Nød og næppe [tilføjet over ordet: ?] kan naa at skrive et Brev, endsige skrive det pænt. I Aften (Mandag) skal jeg med Onkel Lud i Kunstforeningen til Soirée; først Koncert, saa Fællesspisning og mulig Dans til sidst.
Tirsdag.

Nu har jeg været til ovennævnte Svir! – Jeg kom hjem Kl. 4½ og maatte pænt op til sædvanlig Tid, saa hvis dette Brev er noget mat i Sokkerne, saa er det, fordi jeg ogsaa er det. – Jeg morede mig ellers aldeles kolossalt; Kl. 7½ drog jeg af i Drosche sammen med Frk. Jørgensen, iklædt min blegrøde; af extraordinære Prydelser havde jeg blegrøde Vinterasters paa Brystet og en blegrød Fjervifte i et Silkebaand om Livet. – der var en hel Del jeg kendte bl.a. P. Hansen og Marie, - de havde i Festens Anledning meldt sig ind i Foreningen. Endvidere Wiegeland, Cilius Andersen, Wentegodt [tilføjet over ordet:?] og 5-6 Arkitekter, jeg kender fra Jørgensens; - den lille Italiener der gjorde saa [udstreget: I] meget Stads af mig paa Karnevallet, var der ogsaa, [tilføjet i margen: Louis Jensen] baade han og hans Kone kunde kende mig og sagde [overstregede ord] at de forrige Aar havde fornyet Bekendtskabet med mig gennem Busten paa Udstillingen. – Konserten var glimrende, den varede til ca. 10½, saa Fællesspisning med varm Steg og koldt Bord, derefter Dans saa det klaldede efter til Kl c. 4 i en dejlig Sal med bonet [tilføjet over ordet: ?] Parquetgulv. [tilføjet over ordet: ?] Da Dansen holdt op, var vi c. en Snes Mennesker tilbage ( Bendix Frk. Tuxen Christensen og hans Kone (Onkel Luds fine Venner) Thorvald Niss, Jørgensens [overstreget: med a] kort sagt alle dem jeg kendte) disse inviterede Niss(Formanden) til Smørrebrød og Sild; et Bord blev dækket i en Fart og Silden blev nydt i stor Gemytlighed. – Niss er en prægtig en, han og jeg blev fine Venner [overstreget: jeg] indledede Bekendtskabet; idet jeg uden videre inklinerede for ham! –
Nu maa jeg til noget andet! – Jeg er bedt til stort Bal hos Esthers d. 15de (i Dag om 14 Dage; Grosserer Hansen og Frue har paa trykt Kort udbedt sig Æren af mit behagelige Selskab! – Hvad mon jeg skal iføres; jeg maa vist være temmelig flot! Mon min lyserøde Tulls ikke kan blive køn, naar der kommer nyt Overtræk; muligvis kan jeg bruge mit Silkeliv, naar det bliver bukket lidt ned i Halsen; dette bliver vist nok billigere end en helt ny; Caspersens i Kvæsthusgade har ellers foreslaaet mig hvid Raasilke à 1.20 Øre Al. – Nu maa Du endelig strax skrive Din Mening om alt dette, og den Tulls maa jeg vel saa have sendt strax; [overstreget: har]kan jeg ikke faa et hvidt Skørt til sendt det jeg har lader jeg vadske.
Jeg er ked af at dette Brev er saa jasket, men det kunde ikke blive anderledes. I Søndags var jeg forfærdelig optaget; først paa Badeanstalt, saa en lang Visit af M. Sperling, der vilde have mig med hjem, derefter Visit af Brandt, derefter til Middag hos Caspersen i Kvæsthus og tilsidst i Aftenselskab hos Marie og P. Hansen
I forrige Uge var jeg til ungt Selskab hos Benzons, meget morsomt.
Nu maa Brevet af Sted 1000 Hilsner
Alhed

Undskyld Skriften
!!!

Omtalte genstande

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er udateret. Alhed skriver, at hun 14 dage efter skal til bal hos Esther Hansen. Af et andet brev fremgår det, at denne fest blev holdt 6. marts 1891.

Bendix er muligvis Georg Bendix.
Det er uvist hvem Christensen og grosserer Hansen er.
Tulls = tyl

København
Erikshaab

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2190

Nej

Testamentarisk gave fra Laura Warberg Petersen til Østfyns Museer