1952-10-01

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
modt. Fredag d. 3’ Okt. 1952.
om Mornines Begravelse.
besvaret samme Dag (med Udredning af Mornines Forhold.) besvaret.
Fru A. Warberg Müller
Bakkevej 12
Hareskov St.
10-7-2000
BWP
[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
Lindøgaard, Dræby St. Fyen.
[I brevet:]
[Fortrykt:]
A.C. Warberg,
Godsforvalter,
Erikshaab pr. Højrup St.
------.------
[Håndskrevet:]
1ste Okt 1952.

Kære lille Dis!
Fik jeg i Telefonen sagt dig rigtig Tak for dit Brev og for Bogen, som jeg glæder mig til at læse, men endnu daarlig har haft Tid til bare at kigge i, og for Thyras [ulæseligt] – som ogsaa maa vente paa Læsning. Ja, Tak for dit Brev, det var saa smukt, jeg forstaar din Sorg over at Mornine ikke vilde tillade dig at være hendes Ven, og den føles nok endnu bitrere nu, da hun ikke er her mere. Een Ting forstaar jeg ikke rigtig, nemlig at du ikke var med ved Bis [”Bis” overstreget] Højtideligheden paa Kommunehosp. Endnu ved jeg ikke, om hun døde paa Sct Josephs Hospital, eller om Elle bare kom til at sige forkert til mig, da hun ringede mig op og fortalte mig om hendes Indlæggelse; det er jo muligt. Det skal have været saadan en smuk Sørgefest, Lugge skrev til mig om det og fortalte mig om det og om de mange Mennesker der var: Swane, Bodild, Fritz, Hais, Jørgen Brandstr. Fru Schrøder, Ester Laub alle Lugges unge, Birgit, Thorvald Balslev, Imse, flere af Mornines og Puttes Venner og mange andre, ”som jeg sk ikke kan huske” skrev Lugge. Mogens Warberg talte så smukt, var så bevæget; tænk han leverede Elle en Afskrift, ja to altsaa til Nete og mig, som han jo vidste ikke kunde være med – altsaa af hans Tale.
Saa var der Dagen i Gaar! Jeg har allerede skrevet til Laders, som bidrog saa uhyre meget til at Dagen blev saa harmonisk og smuk, det afgaar nu med Posten, mens jeg næppe naar at faa dette med; bedre at gøre det lidt udførligt. – Bibbe og jeg havde bestilt Kranse hos Henningsen, samt en Buket, som Frk. Kylle Neckelmann havde sendt Penge til Manse at købe for. Dem hentede de saa paa Vejen her op. De kom ¼ før 1, og vi kørte saa af Sted i det underskønne Vejr, som Guderne havde været saa naadige at give os. Da vi kom til Heden, bad jeg Lauritz om at køre ned til Ensomhed; der var meget forandret fra den Tid, T. Visse og Amst boede der. Den Længe (mod Syd) hvor Porten var, var helt borte, men det gamle Stuehus laa der endnu: jeg syntes, det var saa rart at komme en ganske lille Smule i Kontakt med den gamle Slægtsgaard paa Mornines Begravelsesdag.
At vi ikke var mange Mennesker, kan du jo nok tænke. Las var i Sverige, og Nina var bleven syg, havde ellers bestilt Bil. Lomme var bleven hos Lugge, hvad jeg da var saa glad ved. Foruden alle os var der 2 Ægtepar, som var Netes Venner, og saa – kan du tænke dig – Johannes Jørgensen, som kom med Rutebil fra Odense, altsaa Degnens yngste Søn, og saa Fru Valborg Schroll fra Bækkelund. Hun var den eneste af, hvad mange kunde kalde den gamle Egn, der nu er tilbage der, og jeg synes, det var saa sødt af hende at gaa op til Hillerslev og følge Mornine. – Der var saa smukt inde i Kirken, Solskin ind ad de gamle Vinduer, som vi altid sad og kiggede paa, naar vi var i Kirke. Der var en lang Række af dejlige Kranse – helt oppe fra Kisten og til et Stykke forbi Døren Laders havde plukket Masser af skønne Blomster og [”og” overstreget] i Erikshaabs Have og sendt dem til en Gartner, som havde bundet en ganske dejlig Krans af dem; den fik Mornine med i Graven, den blev lagt ned ovenpaa hendes Kiste.
Laders besteg Prædikestolen og talte saa henrivende over Mornine, saa varmt og forstaaende ja beundrende. Bibbe tilbragte en stor Del af Hjemturen om Aftenen med at tale om den og hun var fuld af Lovord over den, især over den Hjertevarme, som laa i alle hans Ord – ja, vi maa [”maa” indsat over linjen] sandelig sige, at Laders i høj Grad bidrag til at Dagen blev saa smuk og uforglemmelig, som den blev. Vi sang altsaa først Som Dug paa – Saa talte Laders og saa skulde vi have sunget Dybe stille, stærke milde, men vi vilde jo gerne have haft den sunget paa Mornines egen Melodi, men der var vist kun mig og Bibbe [”og Bibbe” indsat over linjen] der kunde den, og saa blev det altsaa til Orgel Solo. (Tænk at de huskede at levere mig den tilbage, det er jo det eneste Eksemplar, der findes nedskrevet af Mornine selv) Saa bar de hende ud til Fars Grav: Dedde, Puf, Peter Br. Lauritz, Hjorth og Fritz Branner. – Du kan ikke tænke dig, hvor der var skønt med Septembersol ud over Kirkelaagnet, og hvor det var gribende at staa der; der var jo nøjagtig et halvt Aarhundrede siden Far døde. Mærkeligt. Men svært var det for mig, korporlig talt, det var lige til at jeg kunde baade gaa den ret lange Vej til Graven og staa der – og saa helt tilbage til Bilen. Men det gik.
Laders havde inviteret os til Kaffe; først havde jeg sagt nej Tak, for jeg syntes, det [”det” indsat over linjen] blev for overvældende, men saa ringede jeg Lugge op, og hun mente, det vilde da være saa dejligt, og saa ringede jeg igen Ellen op og spurgte, om hun troede, det kunde gaa, naar vi var c. 15. - - Laders var vist helt glad ved det, tror jeg, modtog os saa smilende og glad, da vi ankom; der var saa smukt og velholdt alle Vegne, og det Kaffebord, vi blev budt ind til var saa fint og lækkert, ja overdaadigt, og Tobak i lange Baner.
[Skrevet på hovedet øverst s. 2:]
Lauritz sagde mange Gange: Hvor er her dog smukt. Og det var der saa sandelig ogsaa – overalt.
[Skrevet langs venstre kant på s. 2:]
Nu skal jeg nævne os: Laura, Bibbe mig Elle, Puf Else, Nete og Hjorth, Dede, Minna, Bes, Peter og Muddig. Fritz, Elly Ejlskov (Tante Dry) og hendes Datter – det blev vist 16, saa det var da nær det Tal jeg havde sagt?.
[Skrevet langs venstre kant på s1:]
Laur. Bibbe Fritz og jeg var de sidste, der sad og snakkede m. Laders. Kom hjem Kl 6 ½.
[Skrevet på hovedet nederst på s1:]
Endnu en Gang Tak og mange Hilsner til Jer begge. Din Junge.
[Skrevet på hovedet øverst på s1:]
I næste Brev: Sangene er Morn.s Tale til 80 Aa. Dagen