1927-07-22

[På forsiden af kuverten:]
Fru Astrid Warberg
att. Fru Weirsøe
Villabyen
Hareskov St.
Sjælland

[På forsiden af kuverten med en anden håndskrift:]
juli 1927
Om Bé’s sygdom
19-4-2000.
Bibbe W.P.

[På kuvertens bagside:]
JWarberg Larsen
Kjerteminde

[I brevet]
Flest Hilsner faar du selv lille kære Dis fra Din Junge.
Dette er skrevet i Hast og bliver ikke læst igennem

Kæreste lille Dis!
Tak for Dit Brev i Forgaars! Det var kedeligt jeg ikke fik skrevet i Gaar, det var paa min Dagsorden, sat som en smuk No 1, men saa fik vi fremmede derom senere. Men mon du dog var klar over at siden jeg havde Brev fra dig havde jeg skrevet baade Brev (et lille) og Kort til Dig att. Fru Weirsøe? det dulmer jo altid lidt paa Skriveenergien, naar man mener at det er den anden som ”skylder”. Siden jeg sidst skrev – det var Kortet om en Bedring – har vi atter haft Tilbagefald, men nu igen en absolut Bedring, selv om den er saa aldeles minimal saa er det dog Bedring; Hjærtet har det rigtig godt, men det værste er et fuldkommen nervøst Sammenbrud, hun har ikke spor af Kræfter, kan ikke rejse sig op i Sengen – - værst er dog hendes Sindstilstand, hun er saa deprimeret det lille Skind at det er tæt op til Sindssyge; kan slet ingen Ting huske, kan ikke forme Ordene rigtig, vi maa stadig hjælpe hende ved at supplere. Hun er rigtignok dybt nede, stakkels Be; hun fik jo en Sygeplejerske, men Alhed hader hende og kan ikke tale om andet end om ”hendes” Ondskab mod Alhed; det er jo saa oplagt sygt. Jeg har lige nu været derovre til Kaffe – mindre end ½ Time lød Parolen og det er i Dag en Uge siden jeg saa hende sidst, der maa spares paa hendes uendelig faa Kræfter. Christine kommer der næsten heller ikke; Chr. er nu selv saa nervøs saa hun daarlig kan udholde alle Klagerne over Sygeplejersken. Samme er forøvrigt ikke hvad vi kalder et dannet Menneske og har jo ikke Smidighed eller Overlegenhed nok til en saa vanskelig Pleje. Men trods alt: Fremgang er der selv om den er næsten usynlig.
Hvor jeg glæder mig over at du har saa god en Ferie og havde saadan et godt Besøg af Tutte, ja Tutte kan jo være – jeg mener er jo vældig sød, mit sidste Samvær med hende var til Onkel Sybergs Fødselsdag hvor hun jo begyndte Turen her hos os. - Elle har været lidt daarlig af Tandbyld og Øjne (Bygkorn) med Feber, men i Dag er hun da vist paa Elevtogt; Elle er jo tapper. Nu haaber jeg da ikke at det har spoleret noget ved din Ferie at jeg ikke har skrevet – å jeg fortryder det saadan! men kender du ikke at nogle Tider kan forløbe saa underlig spejede saa man ikke holder Rede paa Dagene der gaar. Vi er da a [”a” overstreget] ellers i en udm. god Periode med Agraren, men det med Alhed sætter vor Livsvirksomhed saa underlig ned.
Jeg kan godt forstaa, søde Dis, at du ikke tager op til Sjums, det vil dog vist være det bedste for jeres Forhold at du – som du altsaa gør – holder dig lidt tilbage Hvad i Alverden er der dog kommen i Vejen, det er dog saa forfærdelig unaturligt som lille Sjumse behandler dig, kan det ikke være paa Grund af hendes ”Tilstand”? jeg er forfærdelig ked af det for dig, for selv om du ikke skriver meget om det, kan jeg jo forstaa, hvor det maa pine dig. Det er slemt slemt, naar der er noget i Vejen med Børnene. –
De Fremmede i gaar var Klaks Gudrun og Henning som kom i deres Bil for at tale med Bøttern om at faa Henning paa hans Kontor; det lykkedes, han blev antaget til 1st September og jeg søger nu Ophold til ham.
De var saa rørt og det var saa morsomt og vellykket at have dem; de var til Eftermiddagskaffe, Aftensmad og Aftenkaffe og det hele forløb saa festligt; Puf og Lysse var her til Aftensmad, Christine vilde først komme senere, da de ikke alle vilde gaa paa en Gang før hun var lagt til Ro.
Klaks har været syg i Foråret og var kommen til at se saa gammel ud, han slider vist saa meget i det. Jeg tror ikke din Hilsen kan have gjort Alhed andet end godt, men hun maa ikke en Gang læse sine Breve selv. Hun bliver holdt strængt det Skind, men det er jo nødvendigt. – Se nu om du kan tilgive mig mit Smøleri; mon jeg nogen Sinde forbedrer mg? Hils Fru Weirsø og lille Nus [brevet afsluttes øverst side 1]