1912-06-04

Pisa 4 Juni 1912
Via San Lorenzo 44

Kære Johannes V. og Else!
Det var en Glæde at modtage Jeres Fotografier. I er Gudskelov Jer selv lig – naturligvis – men det gør dog godt at se det bekræftet af Jer alle, (måske Jens bør have Præmien for at have understreget sig selv eftertrykkeligst.) Tak for Dit Brev. Familien undtaget, er Du det eneste Menneske jeg taler med. Det kunde lade på Dig som Du er ved at gennemleve en Tid hvor Din Bølge samler Tilløb til sin næste Stigning. Det, at gå imod Strømmen, har også sine Glæder, det var vist Uglespil der altid sang når han gik [et overstreget, ulæseligt ord] opad Bakke fordi han glædede sig ved Tanken om at skulle gå nedad når han nåede Toppen. Min Tro om Dig er den, at Du er den eneste der ejer Betingelser for at kunne blive det faste Punkt i Danmark. – (Det har jeg vist forresten sagt Dig før) – Skulde den Tid komme da Else blev anerkendt Dronning i Danmark, så ved jeg En at [”at” overstreget] af hendes eget Køn der allerede har anerkendt hende, nemlig Anna. Forresten føler jeg lidt Uro når jeg ser på Dig og Else på Fotografierne. Det er det Billede jeg skulde gøre, og som foreløbig ikke bliver gjort. Nå Jeres Ungdom holder jo, og jeg må håbe på at min egen kan vare en Tid endnu. Vi har havt det koldt her også [”også” overstreget] i Maj. I Dag har vi havt den første Sommerdag. Derimod var Febr. Marts og April varme. Hveden har store Kærner og skal nu kun modnes. Jeg har lige sluttet en stor Kopi fra camp santo med Adam og Eva (i mange Situationer) For Tiden maler jeg Anna, Besse, en Buket Blomster og et gammelt græsk Relief, der [et par overstregede bogstaver] tilsammen skulde blive et Billede. Desuden maler jeg en Madonna med Barnet, hugget i Marmor af Giovanni Pisano, altsammen i campo santo. Om en Måned drager vi til Marinaen Jeg glæder mig til Enebærtræerne, de vilde Evighedsblomster (de samme som på Fynshoved, men noget mere langstilkede) og Havet. Skade at I ikke kommer også. Landsmænd lader I til at kunne undvære en Månedstid uden større Savn. Italienerne er efterhånden blevet mig fuldstændig ligegyldige, hvad jeg finder ganske behageligt. To-tre vi kender nærmere er rare tiltalende Mennesker. Vi har i Sinde at gøre en Romerrejse en Gang i Sommer. Hans cykler om nogle Dage til Florens sammen med en Del Kolleger – scultori -. Han trives udmærket. Arbejdet går godt (han tjener 15 Lire om Ugen) begynder at føle sig stående på egne Ben, har tilegnet sig Byen og den nærmeste Omegn. Besse er vokset sin Mor over Hovedet og blevet både ”bella” og ”grassa”. Der er en ung Student som forfølger hende på Gaden [det følgende skrevet lodret op langs papirets højre kant] og i ”Cinematografo”, men hun tror ikke vi ved det, hun vil for Tiden være ”A[ulæseligt]”. Det følgende skrevet øverst på arket og på hovedet i forhold til resten af teksten:] Mange Hilsener fra os alle. Eders hengivne Fritz Syberg.