Menu

Fynboerne

1952-06-30

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Christa Knuth

Dokumentindhold

Johannes Larsen ønsker god bedring.
Jeppe Larsen bestod sin eksamen. Jonas og Alhed/Søster har været på besøg, og det samme har Jens og Jesper. Thora er rejst til England, og Jeppe skal til Mejlø på telttur.
Larsen har fået 17.000 for salget af sine bøger og er spændt på, om det rækker til at dække gælden.
Thora har købt en hundehvalp.
En præst i Haarslev vil lave udstilling i præstegården.

Transskription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Fru Lensgrevinde
Chr. Knuth
Refshalevej
Maribo.

[På kuvertens bagside:]
Johannes Larsen
Kjerteminde

[I brevet:]
Kjerteminde 30 Juni 1952.

Kære Grevinde!
Jeg har længe tænkt paa at telefonere til Dig da jeg synes det er længe siden jeg har hørt fra Dig. Nu fik jeg da endelig taget mig sammen til det og hører saa at Du ligger syg. Jeg haaber at Du maa være bedre naar Du faar dette. Vi har haft et farligt Ryk ind og ud i den senere Tid. Jeppe da overstaaet sin Eksamen og bestod med et Gennemsnit af g x hvad der var over Forventning og saa var han en Tur med Skolen i Tyskland. Vi har haft Besøg af Jonas og Søster fra Båxhult i nogle Dage og nu er de hos min Broder paa Lindøgaard. I Gaar vi fik [over "vi" er skrevet "2". Over "fik" et "1"] Besøg af Jens og Jesper, det er Fru Brønsteds Dattersøn, de havde været paa Tur i Jylland. I Dag rejste Thora til England og i Eftermiddag tager Jeppe og en Kammerat ud til Mejlø med en Kano og Telt Der har været en hel Del Mystik med Betalingen af de Bøger jeg har solgt, men i Fredags fik jeg en Check paa 10.000 Kr og endelig i Dag Resten 7000 Kr ogsaa en Check. De er nu sendt til Disconto Kassen og nu er jeg spændt paa om der er Dækning for dem. Thora købte forleden en Airdale Hvalp paa ca 7 Uger, det er en meget sød lille Hund med en fin Stamtavle, for Øjeblikket ligger den og sover på min ene Slipper som den bemægtede sig mens jeg laa paa Sofan. Puf har nu faaet tappet en Brygning paa Flasker, saa nu skal den snart i Handelen. Forleden var her en Præst fra Haarslev ved Bogense og hentede et Oliebillede og 4 Akvareller, han har fundet paa at afholde Udstillinger i Præstegaarden. Maaske kører vi hen og ser hvordan det tager sig ud. Naa nu vil jeg skriftlig gentage min Lykønskning i Anledning af Adams Studentereksamen og ønske Dig en god og snarlig Bedring.
Med mange Hilsener fra

Din hengivne

Johannes Larsen.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Det vides ikke, hvem Fru Brønsted og Jesper er. Jens er muligvis Johannes Larsens barnebarn.
Mejlø er en ø syd for Korshavn ved Hindsholm nord for Kerteminde.
Johannes Larsen solgte sine pergamentindbundne, bemalede bøger via Aage Marcus for at dække gæld.

Kerteminde

Bynavnet er skrevet på kuvertens bagside

Refshalevej 16 Maribo

Adressen er skrevet på kuvertens forside

Brevet er i privateje

Nej

Brevet ejes af en efterkommer af Christa Knuth