Menu

Fynboerne

1922-02-20

Afsender

Sigurd Swane

Modtager

Christine Swane

Dokumentindhold

Der har været venlige og anerkendende notitser i aviserne om Christine Swanes udstilling. Hun havde skåret et lille træsnit til forsiden af kataloget. Lasse er helt frisk nu, men bliver stadig undervist hjemme. Sigurd Swane er faldet og sidder med omslag på foden.

Transskription

Den 20-2-1922

Kære Ugle.
Tak for det tilsendte Katalog, jeg tænkte det ene var til mig, det ser pænt ud med dit lille Træsnit udenpå. Jeg håber I har Fornøjelse af Udstillingen, der har jo ikke været nogen rigtig Anmeldelse endnu – ja Lørdags og Søndagsavisen har vi jo ikke fået endnu – men de Par Notitser der har været , har jo været meget venlige og anerkendende, jeg håber, I også må sælge noget. Lasse er nu helt rask igen, han har atter fået gode runde Kinder og har ikke så sjældent en god rød Farve på dem. Han er så flink i Skolen nu (i Skolen herhjemme – til den anden har vi ikke sendt ham endnu – vi lader ham stadig ligge og hvile 1 Time midt på Dagen, det har han så godt af, han færdes jo så meget ude, at han ellers let blev lidt for træt) han er ivrig og går så godt frem nu, det er så morsomt, at det han havde så svært ved før Jul, det går nu så let, det er som om man mærker den Modning, der foregår. Han har også været så sød i den sidste Tid – jeg var i Forgårs så uheldig i det glatte Vejr at glide og falde sådan at jeg knækkede mit ene Ben ind under mig, det gjorde rasende ondt og der skete et eller andet [ulæseligt ord] Uheld i Fodroden, så at det er hævet og jeg må sidde med varmt Omslag(det er ikke noget alvorligt, det hjælper allerede på det, men nogle Dage endnu må jeg nok sidde) Lasse tog strax fat og hjalp i går med alt muligt ude og inde, så fornuftigt og sødt navnlig hvad han kunne gøre ude, var han umådelig ivrig med. Han gav Hønsene Mad, gjorde rent hos dem, gav dem Vand o.s.v., hentede på Legevognen Vand ind Pumpen ude på Marken (vores Pumpe inde har været frossen) hentede Tørv ind o.s.v. o.s.v.
Og vi har i disse Dage Besøg af min Svigerinde og hendes lille Pige på knap 5 År, som Lasse i Sommer besøgte i Tisvilde, nu er han Vært for hende og tager sig så fornuftigt og sødt af hende, han føler så tydeligt, at han er den store Dreng, der hjælper og leder den lille.
Jeg har nu sat ham til at skrive også, men det kniber lidt, der er jo så meget, han i Øjeblikket gerne vilde til – navnlig Sneen drager ham stærkt nu, han er ved at lave en Fæstning.
Venlig Hilsen, vil du også hilse Puf og Lysse fra mig.

Sigurd.

Der er aldrig mere nogen Gråd eller Klage og han er i alle Måder en rask Dreng nu.

Fakta

PDF
Brev

Da

Fremgår af brevet

Christine Swane har en udstilling på Den Frie sammen med Alhed og Asta Krohn.
Puf og Lysse bliver uddannet i København og bor hos Christine Swane.
Lars Swane bor hos sin far, fordi Christine Swane er deprimeret. Lasse bor der indtil maj 1923.
Sigurd Swanes svigerinde kan være enten Astrid (Biddy) Heilmann eller Sigrid (Tut) Rechendorff.

Svebølle
København

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv