Menu

Fynboerne

1944-06-21

Afsender

Andreas Larsen

Modtager

Elena Larsen

Dokumentindhold

Det har været dejligt vejr, og Andreas/Puf samt familien har badet to gange dagligt.
Frieda og Mogens Warberg er på besøg hos Ellen Sawyer.
Johannes Larsen er ved at skære den sidste stok til "Den lille Mis". Andreas/Puf skal lave prøvetryk, når stokkene er renskåret.
Det sidste brev fra Johan/Lysse Larsen var blevet censureret, så Johan må fremover undlade at skrive om krigen i sine breve.
Nu skal Else, Johannes og Andreas Larsen til Odense.
Andreas er forhåbningsfuld. Else og han ønsker Elena/Bimse en god fødselsdag.

Transskription

Afs: Andreas Larsen, Brygger
Møllebakken, Kerteminde 21/6 - 44.

Kære Bimse.
Nu er det nok tiden at sende Dig et fødselsdagsbrev. Vi har pludselig fået (eller haft) sommer. De sidste 3 dage har været stille, varme og uden skyer på himlen; vi har badet 2 gange om dagen og sejlet i kano. Idag er det koldere, overskyet og blæsende, så vi er bange for at sommeren er forbi for denne gang. Elle har besøg av Mogens Warberg og hans kone, som Lysse ikke kender. Far er nu ved at skære den sidste av de 8 stokke som skal illustrere "den lille Mis". Det har været et stort arbejde; han begyndte før Jul og har været meget flittig. Vi håber han nu vil tage sig lidt sommerferie, når de er renskåret; jeg skal så tage en del "prøvetryk" inden de skal trykkes som bog. Kan Du sige til Lysse, at jeg fik ikke det fulde udbytte av hans sidste brev; der var klippet 1 1/2 linie ud av det, så at der manglede noget av fiskeriinstruktionerne på den ene side, og noget om krigens gang på den anden. Indtil Tyskerne har forladt os, må han hellere lade være at skrive noget om krigsbegivenheder, det er så ærgerligt når der mangler noget i sammenhængen i et brev. Idag skal Far, Else og jeg til Odense, så vi er jo ikke kede av lidt kulde og gråvejr, så skal vi da ikke ærgre os over, at vi ikke kan komme i vandet; vi håber så at vejret bedres igen imorgen. Idetheletaget gør vi os jo forhåbninger for tiden her i landet, sådan i almindelighed. Det er ligesom ens vejrtrækning er blevet bedre med det sidste, om det nu er bedre vejr, der gør det eller hvad? Det har meget at sige, ikke mindst for en astmatiker.
I håbet om en god fødselsdag mange hilsner til Dig og alle Dine fra Puf.
Hils Ebba.
[Indsat i venstre margen, s. 2, lodret:]
Hilsen og Lykønskninger fra Ungerne og Else

Omtalte genstande

Christen Kold: Historien om lille Mis er udkommet i flere udgaver med Johannes Larsens illustrationer i hhv. akvarel og træsnit.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Andreas/Puf Larsens gode ven, maleren Sven Havsteen-Mikkelsen, sværmede meget for "det nordiske", og han mente, at det var mere nordisk at skrive "av" end "af". Andreas Larsen overtog denne skrivemåde.

Adressen er skrevet øverst s. 1

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB3870

Nej

Ukendt