Menu

Fynboerne

1908-06-29

Sender

Laura Warberg

Document content

Awaiting summary

Transcription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Fru Astrid Goldschmidt.
”Tornehave”
Birkerød
via København
Danmark

[Håndskrevet på kuvertens bagside:]

East Andover d: 29/6 -
N.H.
U.S.A
Poststempel

[I brevet:]
East Andover d: 29/6 – 08

Kære lille Putte!
Nu har jeg faaet 2 lange og interessante Breve fra Dig, siden jeg skrev til Dig! men Du og Muk er jo lige gode om dem jeg sender. Hvilken trist ja rædsom Pinse Du dog holdt! Hvad vil da ogsaa Ingeborg der med sine Børn! og Alfred, jeg forstaar ikke, at han kan lide de Besøg, naar han kan see Børnene paa anden Maade. Naar jeg igen faaer Brev fra Eder saa er der vel noget om at Du forhaabentlig ikke har faaet Din Ansøgning bevilliget. Hvor er jeg dog glad over, at lille Sjums er bedre den kære lille Unge! Men veed hun slet ikke noget om hvem Bedstemor er! Det er mageløst for Dig lille Putte at Cids Forældre holder af Dig og at Du her bliver paaskønnet. Jeg kan da saa godt forstaae, at Cid ikke kunde have Hjærte til at gøre en saadan [ulæseligt]; ved at tvinge igennem sin Musik som Levebrød! Det var han ogsaa selv kommen til at fortryde. Nu kan han jo i en sikker og god Stilling drive den con amore. Saadan skulde Ernst Zeuthen have ! i Stedet for nu at blive en middelmaadig Kunstner, hans Forældre maa ernære nu han er snart 30 Aar. Han maa skamme sig! Det er rigtignok sjælden Du faaer Brev! Hvilken Afstand det er! Gud veed om ikke alle Forhold deroppe i Nordland for en stor Del er som her; I hele denne Del af Mass. lever der kun ganske faa Mennesker; smaa bitte Landsbyer som denne og ind imellem Huse hist og her – Vi var i Lørdags en Køretur paa stive 3 danske Mil til et Bjærg ”Kearsarge” 3,300 Fod højt; en smuk Tur Bjærge, Skove, Søer, en lille Flod og fra Toppen af Kearsarge - tusind Maal, en vidunderlig Udsigt for hvem der aldrig har set lignende; ikke andet end Bjærge saa langt Øjet saae med og uden Skov, smaa Søer hist og her. Vi var 3½ Timer om Turen dertil Hestene maatte puste. Lidt efter de høje og lidt stejle Bakker, alle undtagen jeg stod af de var alle saa omhyggelige for mig især [ulæseligt] selv, mange Plask [ulæseligt ord] og ned i Søen med 3 Børn som var med; Konen Datter og en Læge, en dannet og ret fin lille Kone, Manden er en slet og ret Bonde fra Maine, har ikke en Gang været paa en Højskole. Fru Th.’s Forældre ejede Stedet og hun selv er født der og vil ogsaa dø der; meget almindeligt her at en Gaard – det er ikke just en Farm, for Korn dyrkes ikke her – ejes af Slægt efter Slægt; ligeledes at Mand og Kone staaer paa et meget forskelligt Trin af Dannelse og Opdragelse: men de er nok saa glade og lykkelige. Huset er fint og flot møbleret; deres Passion er at samle paa gammelt Porcelæn hvoraf de har Kasser. De er meget velhavende. Gud veed hvordan de faaet deres Rigdomme X ! En anden Familie lige ved er en Bryantt, Fruen er rar og hjælpsom, har været mageløs flink mod dem her i de 5 Aar de jævnt hen har boet i hendes Sommerpensionat. Vi boede der 3 Dage til vores eget Hus var i Stand. Hendes Mand er Lokomotivfører langt Syd paa i Virginia, har kun en Maaned Ferie om Aaret at være her i. De har en voxen Datter, hun er Lærerinde i en Skole her i Nærheden, spiller Klaver (slem Musik!!) er rigtig fin og pæn, er forlovet med en slet og ret Bondekarl, som er ved at faae et Mælkeudsalg eller Fællesmejeri vel snarere og saa skal de giftes. Han er en flink og rar ung mand. Der er et pænt Hus med fine Møbler, Tæpper o s v., men Mrs. Bryant selv er aldrig klædt om, gaaer Dagen lang i en gl. Morgenkjole og et snavset laset stort Forklæde. Ja den Søndag vi var der, havde hun en f lys Kjole paa. – ”Kearsarge” var Las og Billy oppe paa i Fjor.
[Skrevet langs sidens venstre kant:]
X Ja enhver ejer Skov her, men de er helt ukultiverede;
[Herefter på næste side:]
Elle siger Las var meget begejstret Vi var godt 1½ Time om at gaae op; naturligvis kørte vi langt op ad Bjærget; Bakker i det uendelige. Jeg var lige ved at opgive Opstigelsen paa Grund af den bagende Solhede, en meget varm Dag og Kl. godt 1, altsaa Solen lige over os: Men jeg vilde jo grulig gærne helt op, og det viste sig at den sidste Halvdel af Vejen var ret ["ret" indsat over linjen] skyggefuld om end mere stejl og vanskelig; de sidste 5-6 Minuters Gang udelukkende store mere eller mindre glatte Kampesten!! Manden ofrede sig helt for at hjælpe mig paa de værste Steder – Vi ser Bjerget fra Bryants, der har en vidunderlig Udsigt fra deres Hus til en ret stor og dejlig Sø med smukke Skove helt rundt om. Der er en Baad som de roer i – Elle og East – jeg var med en Aften, men jeg nyder det ikke; jeg er bange de skal vippe den lille Baad over og det er et meget ubekvemt Sæde. Her er en lille bitte Kirke; Præsten er slet og ret Arbejder og han kører rundt med Post en Gang om Dagen!! Ja den Fordel er her frem for i Nordland, Vores Hus er lige ved Skoven og her er flere store høje Træer lige udenfor, saa vi tager Maaltiderne Morgen og Aften i Skygge derude. Men Udsigt har vi slet ikke. Her er meget primitivt, og vi maa hente alt Vand ca. 4 Minuters Vej herfra i en Bæk; Brønden her er i Uorden, East skulde have haft noget med til at desinficere Vandet, da han i Fredags kom fra Boston, men han havde ikke haft Tid!!! de 5 Dage han var der. Vi har 2 Blikspande at hente i, Elle tager Broderparten men jeg henter en Del ogsaa. Vadsken er ogsaa i Uorden saa jeg maa bære alt Opvadskvand gennem en Slags Bryggers og over Gaarden i store [ulæseligt ord] her, og i Nat har Rotterne lagt deres Visitkort i en Skaal i Spisekamret, de har hidtil ikke vist sig, fordi her var saa vældig [ulæseligt ord] inden vi kom. Huset er uhyre gammelt, store Huller i Gulv og Vægge, Træhuse som alle herovre. Jeg er alt andet end begejstret for denne Menage XX, jeg er for gammel til at nyde Landliv paa Bekostning af al mulig Hygge og Komfort. Ja, vor eneste Stue er pæn og heldigvis ret kølig; jeg sidder her om Eftermiddagen og syr, kan umulig sidde ude for de Masser af Myg. Mens vi spiser om Aftenen har vi stukken hver 2 rygende Pinde i Haaret, noget der jager dem bort; eller vi stiller en Del i en Flaske paa Bordet. Det er meget varmt og i Nat havde vi et vældigt Tordenvejr. Jeg tænkte igen paa Dig lille Putte, hvor maa det have været en forfærdelig Nat for Dig med alle de Børn! Du havde dem da nede lige ved Døren? Hvor X
[Skrevet langs sidens højre kant:]
X grusom forfærdelig ved Tanken om at skulde være her en Maaned endnu. [Indsætning slut]
I ellers maa have det yndigt nu i Tornehave! Jeg kunde akkurat sætte mig ind i Havens Udseende nu efter Din gode beskrivelse. Jeg lever næsten kun for at skrive og faae Breve; det er meget sjældent at Elle og jeg faar os en god Passiar, det er som om vi var ubevidst bange for at komme ind paa det store brændende Spørgsmaal, hun har ikke ændret sine Anskuelser en eneste Smule, er ligesaa forelsket i [ulæseligt ord] som Du skriver og mener ikke at hun (Elle) har gjort noget som helst eller rettere undladt at gøre noget, der kan bebrejdes hende. Jeg har en rasende Hjemve efter Eder alle og lever for Tiden i en rasende Spænding for hvad det bliver til, om Chr. kommer eller ikke. Var meget skuffet da der ikke kom Brev fra Liverpool. Jeg faar jo ellers en herlig Mængde Breve, 4 forrige Torsdag. Elle siger jeg skal fortælle, hvordan det gik mig en Dag i Butiken,_ der tillige er Posthus_!! en rigtig Fedtebutik. Jeg bad meget tydeligt om ”one loaf of white bread ” – et Franskbrød til 10 Cents – Købmanden spurgte først om jeg skulde have et Dusin; jeg blev meget forbauset og sagde igen ”one”. Efter han havde spekuleret lidt, førte han mig op ad en støvet Trappe til deres Lager, jeg mere og mere forbauset – der viste han mig nogle - Tallerkner!! – Plate! Bryants morede sig kosteligt over det. – Siden har jeg ikke dristet mig til at gaae derned alene og handle. Om lidt gaaer vi alle tre derned med Breve og hører efter Breve. – I et Sogn nær ved var der et Aar kun et skolepligtigt Barn!! Men Telefon er der i hvert lille Hus her paa Egnen!! Vi har ogsaa desuden den Slags der kimer i det uendelige naar alle andre bruger den; forskellig Ringning. Ingen bruger Hat her af de Indfødte. Elle har endelig i dag funden en Drenge=Straahat – hvid – og foræret mig den og pyntet den med en hvid [ulæseligt ord] Sløjfe. Jeg laante en rædsom hvid linned Bøllehat til Turen i Lørdags. – Vejene er rædselsfulde, ca ½ Mil. Stor Tørke oven i! – Nu ikke mere!
Vi lever meget tarveligt, jeg savner min Hindhede Kogebog. Kun de 3 Dage om Ugen East er her faaer vi Kød og endda kun lidt; ellers meget lette Retter, vi befinder os vel ved det og giver saadan dejlig nem Opvadskning. Havregrød og Kaffe om Morgenen; Middag Kl. 12½ Aften – koldt – Kl. 7 og The. Her er rasende varmt; jeg har kun Uldtrøje, Korset og Kjole, Benklæder og Strømper!! – Jeg taaler godt nok Varmen; men gaaer aldrig ud om Dagen naar jeg kan undgaae det. Allerede Kl. 7 om Morgenen naar jeg gaar ca. 5 Minuters Gang at hente Mælk i en lille Blikspand er det hedt. Grete skulde egentlig hente, men jeg kan ikke nænne, hun skal saa tidligt op. Elle laver al Maden, jeg holder mere af at tage Opvadskning og Rengøring og andet. Nu har I vel Jeres Datter hjemme igen, og nu er der snart kun 14 Dage til lille Muk faaer Ferie! Hvilken herlig Tid I saa faaer! Du skriver at til Vinter skal Du være Enefugl, men Barnepigen beholder I da?? Til 4 Børn? Nu maa jeg nok til at holde op, har skrevet langt lignende Brev til Alhed og Frøken Boysen skulde gærne have lidt ogsaa, har nylig faaet fra hende med et godt Portræt. Det var saa morsomt at faae de 2 Breve fra Alhed og Muk fra Kerteminde! Endnu en Gang en varm Tak for Dine Breve lille Putte!
Kærlige Hilsener til Eder allesammen fra Mor.

Facts

PDF
Letter

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

East Andover USA

Adressen er skrevet på kuvertens bagside og øverst s. 1

Birkerød, Tornehave

Adressen er skrevet på kuvertens forside

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, Laura Warberg til Astrid 1908-06-29, B 2409

Nej

Gave til Østfyns Museer fra et medlem af Warberg-familien