1904-12-06

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Frøken Johanne Warberg
[Doktor WC. Mackie]
54 Coolidge Str.
Brookline
Mass.
U.S.A.

[På kuvertens bagside:]
A Goldschmidt
Rosenvej 2 III
Kjøbenhavn Ø.
Denmark
[Poststempel]

[I brevet:]
Rosenvej 2, 3 Kbh Ø.
Tirsdag Aften 6te Dec 1904.

Kære lille Junge! Du skriver i Dag, at hvis mine Breve nu udeblev, så vilde Du savne dem meget – og nu har jeg snydt Dig 2 Gange – forrige Mandag sendte jeg kun et lille lumpent Kort – jeg havde Hastværk til Rejsen – og sidste Mandag var jeg på Erikshåb. Derovre fik jeg et langt godt Brev – og i Dag til Morgen fik jeg ogsaa ét – og for dem begge takker jeg meget. – Du kan ellers tro, at Fyensturen var brilliant – skønt den egentlig blev meget kortere, end jeg oprindelig havde tænkt mig. Sagen var nemlig, at jeg tog Johanne Goldschmidt med – jeg havde saadan Lyst til, at hun skulde se Stederne derovre – og hun var da også vildt begejstret på hele Turen. Hør så: Det var en Torsdag, at vi omsider blev udrustede – og mødtes Kl ½ 1 på Hovedbanen – og Vejret var så venligt at være strålende dejligt – rigtig Solskinsvejr, hvilket er sjældent nok nu om Dage. Et såre yndigt Syn mødte mig strax på Banegården – Johanne – høj og frisk og smilende ud af et overstadig godt Humør – og på hver Side af hende – begge ["begge" overstreget] vore respektive Mødre – den ene givende Formaninger – den anden ventende på også at give Formaninger – jeg siger Dig, at de så uhyre søde ud alle tre – så kom vi da af Sted – og for Resten gav ikke den ene den anden noget efter i Retning af godt Humør – og skønt det anstrengte vore Stemmer meget – så snakkede vi dog hele Vejen – lige til Odense. Da vi så kom over i det lille Kertemindetog, faldt vi mærkelig sammen og hvilte trætte lige til Kerteminde. Dèr modtog Las os og vi drog op - og ind i lyse, dejlige Stuer, hvor Be – gæstemild og glad - modtog os; også Ungerne udviste Begejstring, der steg uhyre, da vi kom frem med mange herlige Sager, der lå gemt i vore Kufferter.

Så kom vi ind og blev bænket ved et af B’s bekendte bugnende Måltider: Der var varmt Revelsben – der var Sylte og Rødbeder – stribet Flæsk og Gåsefedt – og Æblesmør – og så mange dejlige Ting – og naturligvis små røde Snapse. Til disse sidste indfandt sig Agraren, der strax vandt Johannes Hjerte – ligesom han i Fjor (til min Glæde) vandt Alfreds.
Ud på Aftenen spillede jeg mit lille udvidede Repertoire for dem, og fik Ros af Be. Og til sidst sang Johanne – og det gør hun dejligt. Om Fredagen var Dr Petersens dèr i Besøg, han er en kunstig lille Fyr – og Konen var ganske anderledes end i Sommer; jeg mener, at dengang kom der ikke mange Pip fra hende, men nu skal jeg love for, at hun pippede – (og mere var det da heller ikke.) Tillige så vi den Dag Marie og Uglen. Du ved vel at Uglens Lunger er angrebne, hun skal på Haslev Sanatorium.
Lørdag Aften var vi bedt med ned til Kunstnerens til Aften; forinden var vi en lille Mørkningsvisit ovre i Kærbyhus – Johanne og jeg – vi traf gamle Larsen, Fru L. Marie og Uglen; de var rasende søde – og der var lunt og hyggeligt.
Så gled vi hjem igen – pyntede os en Smule – og fulgtes så med Las og Be – i det ubeskriveligste Uføre – ganske bundløst – over Markerne ned til Gården. I Guder! hvilken Skønhed i deres Stuer! det var jo sådan, at man blev helt stille derved.
Næste Dag var det Søndag; vi var om Formd. en herlig Tur i Klinten sammen med Agraren. Det var blidt og stille Gråvejr – Vand og Himmel gik i èt – og vi måtte stå meget længe oppe på den høje Klint og se ud over det altsammen. – Da vi kom hjem, havde Be Festmiddag til os - Kyllingesteg og fin Dessert. I Mørkningen kom Marie og Uglen og Agraren efter os alle til Tur – vi gik da allesammen – også de yndige Unger – omtrent helt op til Hverringe Skov. Solen var gået ned – men havde efterladt den mest storslåede røde Purpurhimmel – så vi måtte blive ved at vende os om – og Vandet farvedes med det fineste Rødt – pragtfuldt var det! oppe ved Hverringeskoven stod vi stille allesammen i Tusmørket og så ned over den lille By, der lå nok så fredeligt med det røde Skær fra Himlen henover sig – og Ungerne løb legende ind på Grønmarken – men der var så sært stille – og det var bleven temmelig mørkt; så kom de tilbage og stod ganske stille hos de voksne. Og så gik vi hjem.
Næste Formiddag rejste jeg med 11 Toget til Odense – Johanne blev til 3 Toget – jeg fulgtes derud med Uglen, denne fulgtes af Marie, Uglen skulde nemlig til Sanatoriet. Jeg var meget glad over, at det traf sig sådan med min samtidige Rejse, for jeg opmuntrede Uglen en hel Del – hun var naturligvis noget nedstemt. Vi gik på Konditori sammen og havde det rart og hyggeligt. – Så gik jeg et Par Besøg - til Onkel Syberg på Kontoret, og til min Kursuskaptain – Konen tog imod mig og sendte mig lige ind i Skolestuen, der var myldrende fuld af Lømler og Lømmelinder, der alle – med megen Larm – rejste sig, da jeg kom ind. Kaptajnen blev synlig glad – sagde strax – med en bred Håndbevægelse – halvt præsenterende – det er Mesteren for alle de danske Stile, vi læser op! Og de gjorde jo store Øjne, og jeg lo naturligvis. Så tog Kaptajnen fra Bordet en lille Klatpapirsvugge [tegning], Du kender dem nok, og viste mig den – i Låget fandt jeg da – under slebet Glas - mit eget Grinebillede! Det var jo en stor Ære! uha – År ud År ind skal man sidde der og grine til Alverdens Lømler. – Så gik jeg op at blive fotograferet – og sender hermed 3 Billeder. Du skal have det ene og så vil jeg bede Dig give Ella og Mornine hver sit også. Det er jo en lille tarvelig Julegave, men i År kan det ikke blive til mere – vi er jo i en fornem Gæld, vèd Du. (Fl[ulæseligt])
Nå, ved 5 Tiden mødte jeg med Johanne på Banegården og vi gled til Højrup, hvor Jørgen holdt efter os. Og vi kørte i buldrende Mørke – lidt Snuskregn --- og vild Jubel – til Erikshåb, hvor alle tre Indvånere modtog os – og velkommede os på det kraftigste – i godt Humør allesammen.

2)
Der var lyst og varmt og hyggeligt alle Vegne. Men helt imponeret blev jeg i Pallams Stue – der er kommen meget unikke Tapeter, der navnlig fremhæver de smukke Møbler på en ganske ejendommelig Måde – især det store Chatol tog sig ganske pragtfuld ud på den lyse Baggrund; og saa var det poleret op, så alle de små dejlige Indlægninger kom ordentlig til deres Ret – jeg forsikrer Dig det var en Nydelse af Rang at se på det gamle ærværdige Stykke. Vindues- og Dørkarme var malet hvide – også det så udmærket smukt ud. – Vi mærkede tydeligt – også dèr – at vi kom umådelig tilpas og var meget velkomne, og det gir sådan hyggelig Fornemmelse. De første Dage fulgte stille og roligt, man befandt sig i et stadigt Velvære – om Aftenerne spillede og sang vi henholdsvis den ene og den anden. Og om Dagene gik vi herlige Ture – én Formiddag på Orene, fulgt af Forp Mogensen, der tilfældig stødte til på Vejen, han var gudskelov i helt fornuftig Lune – jeg lider ikke, når han er altfor vittig. – Den sidste Aften (Onsdag) var det så kedeligt, at da J. skulde med 6 Toget til Spilletime i Fåborg; og netop da de havde bedt Mogensen til fin Aften på os ForpM. havde Guitaren med og sang alle sine Viser, jeg måtte sidde og puffe til Johanne hele Tiden for at få hende til at le – af Viserne gjorde hun det ikke. Senere sang Johanne. Kl 11 gik de – netop som da J. ankom. Han indbød os til at se sin Stue – vi sagde da Godnat nede og drog – feststemte (effera "effera" overstreget op i d[ulæseligt] J’s Stue. En go Flaske dry Madeira samt 3 små blanke Glas (jeg forklarede Joh. at de blev vadsket henne i Vandfadet mellem hvert Sold) og så dryssedes et Væld af Cigaretter ud over Bordet – og så soldede vi og sludrede og røg til Klokken blev umådelig mange – over 2. Def. fulgte os ned - og i Sovekammeret fortsatte Sludderen endnu længe – så hvis det havde været Sommer, havde det været højlys Dag for længe siden. En uhyre vellykket Aften.
Vi måtte (desværre) op 7 næste Morgen. Tog nemlig af Sted med ½ 11 Toget. Jeg mindedes vor Rejse for 6 År siden – vi skulde høre Leonard Bonvick. Denne Gang bumlede vi for at høre Ellen-Beckaften. Vi var noget triste ved Afrejsen begge to – og slet ikke glade over igen at skulde stampe i den beskidte og usunde By. - Begge Mødre modtog på Banegården – og vi traskede hurtigt af Sted med hver sin. Mor sagde Farvel strax – jeg måtte klæde om i susende Galop og så påen igen. Ellen Beck var dejlig at høre selv om man også var nogen forsviret.
Næste Dag gik jeg til Frokost hos Mor og berettede om min Rejse. Og næste Dag igen var nu i Lørdags.
Lørdagen er en hel lille Fest for os – så kommer nemlig Alfred hjem.
Denne Gang havde vi desværre det Uheld, at vi skulde til Johannes Fødselsdag – der var stort Selskab. Uha, jeg var så ked af det – og kunde dårligt nyde alle de brave Mennesker – mest Ernsts Kunstnervenner – alle meget søde og flinke. Vi var 22; og til sidst nåede Stemningen det Punkt, der er karakteristisk for alle Jødesammenkomster – de hylede sang – slog på Tromme – hvinede – hoppede – sprang – dansede – klappede - - - - - frembragte en ulidelig Støj. Vi var først hjemme Kl 3. Og så kan Du tænke Dig – Alfred var tilsagt at møde i Forretningen Kl 9 næste Morgen!! Vi skrev da naturligvis, at han først kom Kl 10 – men det var da lumpent alligevel - er jo Søndag – og den eneste Dag vi har sammen. Sovet ud fik han jo ikke engang. Han kom først hjem Kl ½ 12 – og Kl 12 ½ gik vi til Middag hos Mor – sammen med de to andre Sæt. Der var dejlig hyggeligt – og vi var der nogle gode Timer. Saa gik vi til Palækoncert, hvor (jeg for 2den Gang) vi hørte Leop. Rosenfeldts nyeste: ”Henrik & Else” for Solo – Kor og Orkester. Det er meget smukt – Onkel Leopold måtte – skønt nødig – frem fra sin Pille og bukke, sådan klappede de. Så gik vi hjem og meget tidlig i Seng; Mandag sov vi (trætte som vi var) over os, nåede ikke at drikke Kaffe – og jeg nåede ikke at følge Alfr. til Skibet, som jeg altid plejer, og det var meget trist – ja, Du aner ikke, hvor disse Mandag Morgener er melankolske – enten det nu er når jeg har fulgt Alfred – og kommer hjem til et halmørkt – iskoldt Hus – og så uendelig tomt – eller som denne Mandagmorgen, når Alfr. løber fra det hele – ud i de mørke, våde Gader med alle de søvnige Lygter, mens jeg bliver ene tilbage – frysende og ensom uha ha! En grulig Måde at være gift på – jeg glæder mig snart ligefrem til at komme til Malmø! Og hver Gang varer det flere Dage, inden jeg kommer til Hægterne. Sørgmodighed var da alene Grunden til, at jeg ikke skrev til Dig i Går – og nu må jeg hellere vente til i Morgen – så får Du det vist lige til Jul; men ved Du hvad – jeg kan skam ikke ønske glædelig Jul allerede nu – så sender jeg hellere et lille extra Kort på Søndag – det når Jer nok. Vi er bedt til Leop. Rosenfeldt Juleaften – det er nok en Ære for os; vi går dog først til Mor, sammen med de andre. Det er nemlig kl 5 ½ det andet først c 9 ½. Det kan nu blive ganske morsomt – de siger, det er uhyrefestligt – en Masse Musik. De er der altid Juleaften (Goldschmidterne). Pallam har bedt mig besørge en Bog til Dig – nu håber jeg Du bliver glad for Dronning Gåsefod – jeg besørger den sendt i Morgen – hvis den ikke findes så tager jeg Joh. V Jensen: Nye Himmerlandshist. At Du ved, det er fra Pallam.
Tusind kærlige Hilsner til Eder begge to - og allesammen
Dis.