1953-02-16

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Fru A. Warberg-Müller
Bakkevej 12
Hareskov St.

[Følgende noteret på kuverten formodentlig af Laura Warberg Petersen:]
17’ Febr. 1953.
l[e?]so: ---- 10’ Marts 1953 !
(Influenza!)
Lise & Eriks
Fastelavnsfest.
4-1-2006.
7-3-2000

[På kuvertens bagside:]
Lindøgaard, Dræby St. Fyen

[I brevet:]
Lindøgaard 16-2-1953.
Kære lille Dis!
Tak for dit lange og interessante Brev!
Jeg fik ogsaa et Chok, for jeg tænkte slet ikke paa, at Du kendte Spor til Loria, men nu ved jeg jo godt, at vi og Marie besøgte dem 1937 i Sdr. Næraa. Det var slemt for dig, ar du ikke naaede op til ham, før det var for sent; den Slags hænder da os alle sammen, ogsaa os ”Pligtmennesker”, som du kalder ”os”. Du kan stole paa lille Dis, vi alle kender til Ruelse over at opsætte, det er en saa almindelig Skødesynd hvor har jeg haft mange Lidelser desangaaende, ikke alene har haft, men har. Mulig der er en Gradsforskel, og at du har særlig meget af Skavanken – det mener du altsaa – den Slags er jo nu ikke saa let at maale, men haardt bider det jo i saadan et Tilfælde som nu med Loria – næ, jeg siger ikke at ”det er ikke noget at tage sig saa nær”, for det er netop den Slags der til Gavns gør ondt!
Jeg ringede altsaa til Erikshaab, troede jeg havde faaet fejl Nr. men endelig kunde Kvindestemmen faa mig forklaret, at Laders’ Telefon var flyttet hen til en Familie i Husene – ja, det lyder sært, men Ellen m. Mand og Børn er flyttede fra Eriksh. - Ellens Mor er død, og de maatte flytte hjem til Faderen, der bor i Møllebjærghuset – og saa er der ingen til at høre Telefonen. Hvor er det fikst hittet paa. Jeg sender dig Brevet, husk at jeg faar hele Laders Litteraturen en Gang igen. Haar du kendt mage til, at en 83 aarig vandrer ¼ Mil ud og hjem i Snestorm for at spise Middag. Han er min Sandten en Knag. Det var svært for Laders ogsaa at miste Loria, men det er jo uundgaaeligt dette at miste Slægt og Venner, naar man kommer saa højt op i Aarene. Onkel Syberg, der blev saa gammel mistede alle, hele sin egen Generation og Masser af Venner, der var yngre end ham. Og Las! Las er jo ogsaa en Knag paa det aandelige Område, men han har ikke Laders’ legemlige Styrke - og Udseende. Det var et Sidespring. – Jeg skal nok skrive Dødsfald til dig!
Hvad angaar Fortsættelse af Livet efter Døden ser vi jo temmelig forskelligt paa det og jeg er glad ved, at det ikke er mig, der har alt det at gaa og tumle med. Naar jeg tænker på min forh. Svigerfar i Tarup, det gamle Skind, som laa paa sit Dødsleje og græmmede sig fuld af Angst for Muligheden af at komme i Helvede, for maaske han ikke havde troet helt tilstrækkeligt; han fik saamænd slet ikke Tid til at tænke paa sine kære, der var om ham af lutter Angst for Tilværelsen efter Døden. Kirken har maaske gjort Menneskeheden meget godt og værdifuldt, men hvor har den tillige fyldt Menneskehjerterne med Kval og Gru og tillige faaet vendt deres Aandskræfter og Arbejdskraft bort fra det mest nærliggende: vor Tilværelse her paa Jorden. Her er saamænd ogsa nok at spekulere over baade materielt og aandeligt. Der er f. Eks. Menneskers – Medmenneskernes Kaar i Livet, al den Nød der hersker i saa mange Lande (ikke her) tænk, hvor vi trænger til Schweizere! Forøvrigt synes jeg, ”vi” er gaaet godt frem paa det Omraade, mange mange unge Mennesker sætter deres Liv ind paa det Arbejdsfelt og føler det som Pligt, som Kald at virke for og mellem alle de underudviklede – for at bruge en gængs Frase. Ateister kan være mere kristelige i deres Færd, end de mange Teologer, som kæmper for at bevare og prædike Troen paa en evig Helvedes Pinsel, jævnfør Striden i Norge. Dette er jo ikke møntet paa dig, for du tænker dig jo ikke nogen korporlig Straf og Lidelse efter Døden, men du tænker dig dog en fortsat Kamp mod Idealet - jeg mener ikke anti, naturligvis, men en Kamp for at forbedre dig selv, saa man efter lange lange Tiders Strid og Arbejde med sig selv, en Gang skulde naa Fuldkommenheden. Nej nej, saa grum kan Livets Mening ikke være. Ja, ogsaa jeg har tit gyst ved Tanken om at sidde i gyldne Sale til evig Tid og snakke med Venner. Det er naivt men dog ikke saa afskyeligt som de forventede Helvedstraffe. Jeg troede virkelig, at Præsterne var vokset fra det, og alt det i Norge har baade forbavset mig og gjort mig saa bedrøvet for alle de stakkels Mennesker, som stadig skal torteres med de skrækkelige Udsigter.
Jeg har ogsaa Tro paa, at vi lever efter Døden, men paa en mindre haandgribelig Maade, at Menneskehedens store Aander lever videre i de kommende Slægter – deres Tanker, deres Højnelse som sættes ind i deres Tid og lever videre efter. Det er saa let at se, men selv alle vi mindre Aander bidrager vel ogsaa en Smule, fordi alle baade gode og onde Tanker og Handlinger sætter lidt Spor i det kommende. Hvem er det med at: alle gode Take ["Take" overstreget] Tanker kan slet ikke dø, før – o.s.v. og derfor mener jeg, at alle religiøse Anstrengelser mere skulde fæste sig paa Jordelivet her, end paa noget tænkt, fremtidigt. Men Du synes vel at alt dette er fladbundet og ikke opløftende nok.
2. Det var en ordentlig Mundfuld Filosofi, jeg der afgav! Men naar du giver mig dit Syn paa alt det der, saa er det vel ingen Skade til at jeg ogsaa pipper lidt med om mit Syn paa Tilværelsen
Senere. Saa kom den lille Familie nede fra Lindø, d.v.s. Grete, Lise og Erik. Tinge rejste i Fredags til Birkerød. Uglen havde inviteret ham og Grete derind hun vilde sende 100 Kr. i Rejsepenge, men Grete er desværre ikke videre vel ved det i Vinter, det er Hovedet, det er galt med, efter al Sandsynlighed den ækle Bihulebetændelse, som hun ogsaa har, og desuden vilde hun ikke i denne Vinterkulde overlade Børnene til Oles Pasning rent bortset fra, at Ole saa skulde forsømme sit Arbejde i Kjerteminde; Tinge rejste saa alene og havde ingen Vanskeligheder ved at komme derover [Lyntog) Han ringede i Lørdags og var mægtig fornøjet, skulde paa Grønningen Dagen efter.
Hvad angaar Gildet d. 29de saa vil jeg helst have det saadan, at jeg alene gi'r det; jeg har jo ikke saa meget at bruge mine Penge til ud over Gaver; dem er der jo selvfølgelig mange af i Aarets Løb, men jeg kan jo bare mindske Værdierne; jeg har allerede 300 Kr – ganske vist laant ud, men i Sikkerhed – og saa farlig meget mere end 400 gaar der nu ikke, saa jeg vil helst være ene om det, saa I altsaa ligesom de andre er mine Gæster – Hædersgæster altsaa; du faar nok brug for dine 100 Kr. til Rejsen, husk, det er ikke Smaapenge efterhaanden. - - Nej, jeg kan ikke skaffe Abonnenter til Øjeblikket, har fløjtet et Par Steder uden Resultat; men jeg er kommen i Tanker om, at jeg vil gerne holde det selv, saa jeg altsaa betaler, hvad et ["et" overstreget] Bladet koster og saa kan du jo betale for dit. Jeg fik Øjebl. i Dag og der laa en Giroblanket inden i; hvis du saa i næste Brev vil fortælle mig, hvad jeg skal skrive paa den og sende hvortil?) Der var ingen Pipifaks i denne Gang, hvad jeg havde ventet. Der er jo meget interessant i det Blad, men jeg har jo ondt ved at følge ham, naar han idelig stempler vore Rigsdagsmænd som en Bande Forbrydere, hvis eneste Formaal er at kue Folket, besjælede (kun) af Magtbrynde. Det tager han fejl i. Mulig de regerer slet og er dumme, det tør jeg ikke ubetinget modsige, men forbryderiske er de ikke, og jeg er sikker paa, at de selv er overbeviste om, at de handler til Landets og Folkets Bedste. Og at Dr. Munch skal stemples som Krigsforbryder er latterligt. Han og de andre – paa Besættelsestiden – var selvfølgelig overbeviste om, at det, de gjorde var til Landets Tarv; deres eventuelle Seen fejl kan ikke gøre dem til Forbrydere. Han tager vel Maal efter, hvad der skete i Frankrig, da Krige ophørte, men jeg har ogsaa altid set saadan paa det, at de der dødsdømte Laval og Petain var Forbrydere og ikke omvendt.
Hør Dis, tænker du aldrig paa at skrive og indsende Kroniker til Bladene? Der er en Vrimmel af kvindelige Forfattere i alle de mange Kronikker, jeg læser; mange af dem er for Resten udmærkede, men du kunde sikkert ogsaa skrive udmærkede Ting. Tænk lidt over det. Hvorvidt det er svært eller let at faa noget ind, aner jeg selvf. intet om.
Næste Dag. Du kan tro, jeg sidder her og er sønderknust. Der blev ringet i Gaar fra Skolen (Børnene har haft Sneferie nogen Tid) om Lise og Gret ["Gret" overstreget] Erik vilde komme op paa Skolen i Dag [oven over linien er skrevet ”i Dag”] Kl. 11½, der skulde være Fastelavnsfest; det var jo vældig morsomt og jeg tænkte paa, om det nu blev besværligt at faaa en af dem til at gaa til Lindø med Beskeden - - hvorpaa jeg glemte det! Var det dog ikke forfærdeligt! Tænk at jeg kunde gøre det mod mine to elskede Unger! Nu blev der ringet Kl. 10½ om noget andet ang. Festen, og min Rædsel var stor! Manse fløj derned og er ikke kommen tilbage, mulig han hjælper dem og mulig han kan køre dem derop paa sin Cycle. Det er længe siden, jeg har været saa ulykkelig som over dette.
Bibbe gaar stadig uden Pige, de har ikke været her længe. Nu kommer Sygeplejersken een Gang om Dagen og hjælper med den ene Behandling, men det vil kun sige, at Lauritz slipper for den ene Gang; det er Liggesaar, der skal behandles; de har haft Dr. Agner – Husets Læge er syg – og han sagde, ar hun havde lavet det hele rigtig nok, men ellers er der jo intet at gøre ved hende! De sidste Gange har Bibbes Stemme lydt frisk og godt – at hun altid siger, at hun har det udmærket, regner jeg ikke med. Hvide Løgne. Men Stemmen siger mig Sandheden,
Naa, nu er Sorgen slukket! Manse overværede den hastige Klæden dem paa, og cyclede saa Erik derop, Lise paa sin egen Cycle, og de var ikke saa farlig mange Minutter forsinkede. Saa er der vist kun at fortælle dig, at Manse er i Malerhjørnet Brugsmanden gav 150 Kr. for de fem flyvende Svaner; Regnar Lange i Kjertem. har set flere af hans Billeder og talt stærkt rosende Ord om dem – til andre altsaa. Nu har han malet et stort – vel godt 1 Al. i Højden og lidt bredere. 2 svømmende Sortænder, Godt, synes jeg
[Skrevet lodret i venstre margen på side 4:]
han er nu ikke uden Talent, har det jo ogsaa fra begge Slægter. Rigt begavet, sagde jo Fru Føge
[Skrevet i venstre kant på første side:]
Kunde du ikke omarbejde, hvad du skrev om Lovene og som Hohlenb. kasserede, hold en mere gennemført alvorlig og rolig Tone og saa prøve at faa den ind som Kronik. Aften Berlingeren f. Eks.
[Skrevet på hovedet øverst på første side:]
Det var sandeligt et digert Brev, dit sidste, jeg læste selvf. det hele med stor Interesse, navnlig om dit Syn paa det fortsatte Liv. 1000 Hilsner til Jer begge Din Junge.