1908-04-18

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Mrs. Laura Warberg
244 Columbiaroad
Dorchester
Boston
Mass.
U.S.A.
[Med anden skrift og med blyant:] 18/4 Dalarne 1908

[I brevet:]
Tibble, Leksand 18/4-08.
(Dalarne)
Påskelørdag.

Kæreste Mor! Hvor jeg dog har glædet mig til at skulle skrive dette brev til Dig – glædet mig til at kunne skrive, hvor lyst og lykkeligt alting ser ud for mig i dette Øjeblik – så helt helt anderledes, end da vi sidst sås. Dengang vidste jeg nok lidt om denne Rejse – d v s, jeg tænkte mig Muligheden af, at den skulde blive til noget, men jeg var altfor dybt nede til rigtig at kunne glæde mig; og slet ikke havde jeg troet, at jeg så snart kunde komme af Sted.
Dagene i Kerteminde glemmer jeg sent – så rædselsfulde de var – ene i det store Hus med de to små – gnavne – frysende Unger – Adam syg i to Døgn med høj Feber – Sjums Mundbetændelse og bolden Finger – og jeg selv så dødsenstræt og tilintetgjort. Hvad hjalp det så, at jeg havde 100 Kr. liggende, som en god Ven havde sendt mig til en Rekreationsrejse. Men omsider blev Amanda færdig ved sine Forældres Sølvbryllupsfestligheder - og kom mig til Hjælp. I Tirsdags kom hun op – og overtog Børnene – samtidig flyttede vi dem og hele vort Habengut over i det store Kærbyhusgæstekammer, hvor hun nu kan fyre hver Dag i Kakkelovnen og være med Ungerne, når de ikke er ude, hun spiser med dem hos Junge – og hjælper til Gengæld med alt forefaldende. Hun var meget sød og imødekommende til at gå ind på alting, særlig da jeg gav hende 10 Kroner for Besværet. Imidlertid var det Meningen, at Alfred skulde være i Kerteminde i Påsken; på en Måde er det jo så yderst passende, at jeg er borte, men på den anden Side må Alfred af visse Grunde nødig vide, hvor og hos hvem jeg er, da det vilde pine ham – og til hvad Nytte. Altså har vi ordnet det således, at jeg officielt er hos Peter i Jylland til ham – til ham skrev jeg – og han modtager mine Breve fra Alfred og sender dem her til mig. Kun Junge og Uglen ved, hvor jeg er. Ikke Be – hos hvem Alfred skal være Gæst – hun slipper så for at spille Komedie – eller gør det ialtfald i god Tro.
Nå – det var Forhistorien – som Du endelig må lægge Mærke til og altså respektere mit Incognito, hvis Du skriver til Be.

Og så rejste jeg Tirsdag 14de april ["14de april" indsat over linjen] Nat med Dagvognen til Ullerslev fulgt derned af Uglen, der sammen med Junge havde siddet oppe med mig – en vældig hyggelig Aften – vi sad i Uglens hyggelige, varme Dagligstue – drak megen Kaffe med forskelligt til – også Likør og Cigarer. Ved 1 Tiden gik Junge og Kl. 2 drog vi ned til Vognen i herligt Måneskin. Det var en meget underlig Rejse – jeg kunde næste ikke fatte, at jeg nu virkelig rejste bort fra al Sorg og Fortvivlelse – bort til fjerne og ukendte Egne, som jeg havde hørt så meget smukt om.
I Kjøbenhavn gik jeg hurtig i en Sporvogn – Farimagsgadens – og gemte mig i Ventesalen på Østerbro Station. Tog med Færgen 11.00 – sov hele Vejen. I Malmø styrtede jeg i en Droske – lukket – og kørte til Stenbocksgatan, hvor jeg modtoges med åbne Arme af Tante Smedberg og Senta S. Blev der til Middag – de var forfærdelig søde og venlige imod mig. Efter Middag kom Sven – Tarnborg – Cids bedste Ven, som også jeg har haft en Del at gøre med og vi er meget fine Venner. Han kom for at få mig med til Lund, hvor vi skulde feste lidt inden Afrejsen. Han havde planlagt hele min Rejse, så der var jo meget at forhandle om. En Droske havde han med sig, og så gled vi altså. Nåede usete af Bekendte til Lund, hvor vi først besørgede et Par Ærinder – gik så en pragtfuld Tur ud på Landet – til den
II/ ene Side så vi den herligste Solnedgang udover Sletten og Øresund - og bagved os stod Fuldmånen op i al sin Glans. Og så denne ubeskrivelige Følelse af endelig engang at være fri - - ude af det alt sammen – og - - glædes over det, som lå foran én, Rejsen – og Opholdet i den lovpriste Landsdel og – ikke mindst, Gensynet med Cid, som Du jo nok ved, jeg holder meget af.
Ved 9 Tiden kom vi tilbage til Lund, hvor vi imidlertid skulde træffe Bjørn Bjørnsen, en ung assistent, som Asra Smedberg er forlovet med. Vi tre spiste så en animeret Souper på Hotellet – og Gud hvor var vi sultne – og glade – og løsslupne – og hvor Maden smagte! Først Smørgåsbord med Snaps og Øl, så Lammekotelet med Rødvin og endelig Ananas au naturel med Portvin - - og så af Sted til Toget. Sven, der har Fribillet til Jernbanen, fulgte mig til Tranås – 5 Timers Iltogsrejse – fra Kl 10-3. Da vi kom til Hesleholm i Småland var der 5 Minutters Ophold – Sven forsvandt – og kom tilbage med en Flaske Champagne!
Åh – sådan Fest det var! Blødt og fint rejste vi – på II Klasse stod ude i den lange Korridor og nød Udsigten igennem de dejlige Landskaber – og drak Champagnen af Vandglassene! Røg en Masse Cigarer – spiste Appelsiner – sludrede og var i glimrende Humør. Jeg fik Lov at sove en ½ Time – og var siden frisk igen.
Kl 3 var vi i Tranås – et bekendt Kursted med Brystsygesanatorium. Der var 15 min. Ophold – og vi spadserede da på Perronen i det dejlige, friske Morgenluft. Skiltes. En halv Time efter var jeg i Mjølby (i Østergøtland), hvor jeg skulde skifte Tog og hvor jeg løste Billet til 3die Klasse.
Op på Dagen fik jeg Rejseselskab af en henrivende ung Pige, vi snakkede ivrigt sammen og det viste sig, at også hun syslede med Pen og Blæk. Desværre skiltes vi i Krylbo; men så var man i Dalarne det var Klokken 12 Torsdag Formiddag. Hvilken Rejse – det var som en Æventyrfærd! Trods al Træthed kunde jeg ikke lade være at se ud - på de dejlige Bjærge med grønne Fyr og Granskove – og Birkeskove med skinnende hvide Stammer - - Sneen lå endnu på mange Steder – og de små røde Træhuse tog sig bedårende ud mod den hvide Sne.
Det var blandet Tog – og det gik - usigelig langsomt – men så meget der var at se på – ved hver Station kom der Folk ind i brogede, smukke Nationaldragter og de talte et Sprog, som var fuldkommen uforståeligt for mig; men alle var de glade og muntre – lige så fornøjelige at se på, som deres Dragter – der var en Leen og Snakken hele Tiden.
Tilstå må jeg dog, at Trætheden undertiden overvældede mig så jeg måtte sove et Øjeblik.
Først Kl. 6.15 om Aftenen nåede vi Insjön, hvor jeg snart i Folkevrimlen fik Øje på en smilende Cid; og så tænkte man ikke mere på sin Træthed. Snart efter var vi ombord på den lille Damper, der tætpakket med de mest forskelligartede Mennesker, førte os blidelig ned ad Dalelven.
Åh Mor, det kan ikke beskrives hvor herligt det var!
Insjön lå spejlblank med sine skovklædte Granitbjerge – Aftenen var så stille og mild – og Solnedgangen - - ! Og Cid fortalte mig om Livet deroppe – om Tømmerfløtningen, der snart skal begynde. Når Sneen smelter i Bjergene, så stiger Elven – og så begynder Tømmerdriften – Tusinder og atter Tusinder af Planker kommer så drivende højt højt nordfra - - og vi så, at de var i Færd med at lave Dæm-III/ninger – Plankerne kædes sammen i hinandens Forlængelse og dermed dannes en hel Vej langs den ene Elvstrand [Tegning med ordene "Elven" og "Dæmning" indsat] – jeg vèd ikke, om der gik Timer eller Minutter, ved blot, at det hele forekom mig at være en Drøm – en vidunderlig skøn og prægtig Drøm, fra hvilken man aldrig skulde ønske at vågne. Så kom vi til Leksand – ved den lille Bro stod fuldt af ventende Mennesker – og der blev et Liv og en Virksomhed, da Båden lagde til. Blandt de mange små Køretøjer fandt vi omsider vores ”Skjuts” vi steg op på Forsædet, Bagagen og en Dalkarl bagpå – han stod op! og kørte Hesten – og det gik i susende Fart op ad skumpede, stenede Småveje – Zig zag op ad Bjerget, til vi landede i en stor gammel rød Gård, hvor en smilende Dalkulla i Nationaldragt viste os Værelset, som Cid havde lejet til mig.
Det er nærmest en Sal, jeg bebor – Vinduer til 3 Verdenshjørner og fra dem alle en Udsigt!! For øvrigt en meget hyggelig Stue – hvidskuret, tæppelagt Gulv – snehvide, hjemmevævede Gardiner – ligesom der også på alle Borde og på Sengen findes dejlige, vævede Stykker – hvert Hus har sin Væv – og de væver alt selv.
Da jeg var bleven ordnet en Smule gik vi hen til Pensionatet, hvor jeg spiser – hos Frøkenerne Bernberg - 3 tykke, livlige og meget elskværdige Damer.
De – samt de øvrige Pensionærer kaldte mig vedholdende Frøken (trods Præsentationen, der lød på Fru) Næste Morgen, da jeg var ene med Frk. Bernberg sen. sagde jeg til hende, at det var ”et litet Mistag – min Titel var fru – fastän jeg var skild.”
Forbavselse! Ved Middagsbordet, da jeg sad i ivrig Passiar med en Lærerinde fra Stockholm – som idelig sagde Frøken S. til mig – bemærkede Frk. B, at det var ”et mistag etc!”
Stor Opstandelse! Fra det Øjeblik var jeg Ifølge svensk Skik – den fornemste Gæst – jeg skal have først o s v – o s v – o s v. Svenskerne er kostelige med al deres Etikette. Frkn. Blomberg forandrede straks deres Væsen og er nu udsøgt elskværdige – hensynsfulde - - og konverserende. Men ingen forstår et Muk, når jeg taler dansk – så jeg øves ganske godt i mit Svensk. Næste Dag – Langfredag – var Cid og jeg i Leksand – 3 Kilometer herfra – og så på Kirkefolket. Et uforglemmeligt Syn. De går i Vinterdragt nu – hvid, kort Skindkofte, kantet med en hvid Pelsbræmme – sorte, læggede Nederdele og brandrøde Forklæder; disse sidste betegner Sørgedragter, som bæres i hele Fasten – sidste Dag Langfredag. På Hovedet brogede Huer – forskellige for hver Landsby. De unge Mænd har desværre emanciperet sig og går moderne klædt, hvorimod alle gamle Mænd bærer Dragter – lang sort Klædesfrakke – gule Knæ-skindbuxer og hvide uldne Strømper. Håndværkerne bærer brunt Læderforklæde under den sorte Kappe. Storartet ser de ud allesammen. Efter Gudstjenesten samles alt Folket under Majstangen - og så går Sludderen, mens de venter på Posten, der kan hentes ved 1 Tiden, når Båden er kommen fra Insjøn. – I Går Eftermiddag travede vi i Bjærgene flere Timer – hvilken Luft her er – så ren – så frisk – så bedårende. Heroppe må man vel engang blive til et nyt og bedre Menneske
Nu er her ikke Plads til mere dennegang – men jeg skriver engang endnu herfra. Håber at Pengene slår til i 14 Dage – og rejser nok 1ste Maj hjem. Dit Brev fra Kristania nåede jeg at læse i Kerteminde – gid Dit næste Brev bliver ligeså godt! Jeg længes meget efter at høre, hvordan rejsen er gået. – nu er Du nok omtrent derovre.
Kære Mor – jeg håber at dette Brev glæder Dig – og at Du ikke finder plads i Dit Hjerte for nogen Forargelse. Jeg synes virkelig selv, at jeg i de
[Skrevet på hovedet øverst på brevets s1:]
sidste År har døjet så meget ondt, så at jeg nu har Lov at føle mig glad engang. Og det gør jeg – takket være - - - ! Gæt selv. Tusinde kærlige Hilsner fra Din Astrid.