Menu

Fynboerne

1921-01-19

Afsender

Fritz Syberg

Modtager

Johannes Jensen

Dokumentindhold

Johs. V. Jensen har spurgt Syberg, om han er bange for den unge slægt. Syberg vil række hånden ud mod de to malere, ligesom da han i sin tid skrev til Jensen, efter at denne var blevet perfidt anmeldt af Valdemar Vedel. Dengang stod Jensen i "Modsigelsernes Tegn" blandt Fynboerne, og Syberg gjorde et pionerarbejde for at rette op på dette. Salto og Lundstrøms kunst er natur ligesom følelser og fornemmelser.

Transskription

P.t. Faaborg 19-1-21

Kære Ven!
Dit Brev berører et frugtbart Emne, jeg vilde gærne svare paa det, men maa nøjes med at give Svar paa et ganske bestemt Spørgsmaal. Du har rettet: ”Er Du bange for den unge Slægt”. – At jeg har rakt Salto og Lundstrøm Haanden er en Handling som er dikteret akkurat af samme Følelse som fik mig til i sin Tid at [”i sin Tid at” indsat over linjen] skrive et Brev til Dig samme Dag jeg læste Dit Svar paa V. Vedels perfide Anmeldelse af Din Bog. Desværre spillede Skæbnen mig det Puds at dette Brev aldrig kom Dig i Hænde. (Jeg har spurgt Dig derom). Dog tror jeg at min Stilling til Dig som Fænomen betød en Del i det halve Aar som gik til Du Foraaret efter blev bekendt med Las og P.
Jeg gjorde et Slags Pionerarbejde i den fynske Kreds, hvor Du den Gang var et ”Modsigelsens Tegn”. Hvis Du vil spørge f. Eks. Las ud om dette vil han formodentlig have glemt det hele. Det betyder jo ogsaa saa lidt hvad den Ek [”Ek” overstreget] har været –
Denne Gang har jeg tilfældigvis ikke skrevet privat men gjort det offentlig i et Blad Skulde det ske som jeg venter mig saa har jeg jo paa en Maade skaffet mig et Albi [”Albi” overstreget] Alibi. Jeg er nemlig ganske overbevist om at de to Malere Lundstrøm og Salto fo [”fo” overstreget] faar en Del at gøre med Fynboerne. Deres Kunst har intet at gøre med Re[ulæseligt]ladelis og Udregning, den er Natur forsaavidt som ”den er Natur forsaavidt som” overstreget den er Natur i den Forstand som Fornemmelse, Følelse er det. –
Resten maa vi [”vi” indsat over linjen] hellere Tid efter anden Tale om.
Endnu et – at Du, kære Ven, skulde holde op med at skrive om Kunst vægrer jeg mig ved at tro. Læs Din egen Bog om Las – ja dersom Du føler Dig færdig (paa samme Maade som Du f. Eks er færdig med at skrive Himmerlandshistorier det er en anden Sag[)].
Mange Hilsner til Dig og Else.

Din hengivne
Fritz Syberg.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen fremgår af brevet

Johannes V. Jensen og litteraturkritikeren Valdemar Vedel kom i 1906-1907 i konflikt med hinanden. Under overskriften "Samfundet og Sædelighedsforbryderen" skrev Johannes V. Jensen 30. november 1906 i en kronik i Politiken om Herman Bang, at han var "en meget kendt Forfatter, der i øvrigt foruden at være abnorm ogsaa har et vist Talent", og han hævdede, at Bang led af "platonisk Kærlighed til en Løjtnant". VV svarede 4. januar 1907 i Tilskueren, at Johannes V. Jensen var pervers. - Johannes V. Jensen lærte Johannes Larsen og Peter Hansen at kende i forbindelse med Bondemalerfejden i foråret 1907 ("til Du Foraaret efter blev bekendt med Las og P.") Når Syberg skriver, at Jensen i den fynske Kreds var et "Modsigelsens Tegn" refererer han formodentlig til striden mellem Vedel og Jensen i de trykte medier.
https://books.google.dk/books?id=QWo67Xh2ZxgC&pg=PA12&lpg=PA12&dq=Valdemar+Vedel+anmeldelse+Johannes+V+Jensen (Lokaliseret oktober 2019).
Fritz Syberg skriver: "V. Vedels perfide Anmeldelse af Din Bog". Der kan være tale om Johannes V. Jensens Digte 1906. Dette set i relation til ordene om, at Jensen et halvt år efter lærte Johannes Larsen og Peter Hansen at kende.
I begyndelsen af 1920erne kom Johannes V. Jensen med diverse udfald mod den moderne kunst. Således i tidsskriftet Forum 1922-1923 under overskriften "Evolution og Moral. Udviklingen i Kunsten", hvor han gik ind i den såkaldte Dysmorfismedebat. Se fx Du Danske Sommer. Fynbomalerne og de jyske forfattere i samklang. Johannes Larsen Museet 2007 s. 105 f.

Faaborg

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv