Menu

Fynboerne

1914-10-26

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Astrid takker sin mor for gaven til Adam. Hun holder nu børnefødselsdag.
Astrid ønsker sin mor tillykke med, at hun er blevet oldemor og også bedstemor.
Fremover skal Astrid maskinskrive Marie Scous stenograferede tekster fra Borgerrepræsentationen. Hun får også lidt arbejde på Handelsskolen. Marie Schou synes, at Astrid er blevet dygtig til maskinskrivning på kort tid, og hun opfordrer hende til at komme igang med at tjene egne penge.
Astrid tog hjem fra København for at se børnene, men Alfred havde taget dem med til sine forældre i København.

Transskription

[Fortrykt:]
ASTRID GOLDSCHMIDT
--------------

26 Okt 1914

Kæreste Mor! Tak for Brevet - og for Pengene til Adams Fødselsdag! jeg købte et nydeligt Mosaikspil, som han havde ønsket sig brændende. Her er i Øjeblikket Børneselskab – 8 ialt – 4 Drenge og 2 – udvalgte – Piger – og så de selv; her er et Spektakel, som ikke lader sig beskrive – og jeg vil håbe, at Støjen må vedvare med uformindsket Styrke - det betyder nemlig, at de morer sig; men mit Brev vil nok blive præget af den heftige Uro – hvilket Du altså må bære over med! Men tænk Mor – jeg må da allerførst gratulere Dig til Din Sønnesøn – hvor er det dog glædeligt! Helt det samme kan man vel ikke sige om Netes lille Datter – men i hvert Fald har hun dog gjort Dig til Oldemor – og det er da altid en stolt Position at indtage, selv om Forholdene bevirker, at denne Triumf må nydes i Stilhed; der begynder i det Hele at komme god Gang i Formeringen i vores Familie – i Betragtning af det voldsomme Mandefald, som Krigen bevirker, må dette dog kaldes særdeles samfundsnyttigt. Mon jeg slet ikke har fortalt Dig, at Fru Schou er min Arbejdsgiver i Kjøbenhavn; vi var jo ude hos hende til Frokost den Dag i Sommer, da vi kom rejsende sammen med Buf fra Kerteminde; hun var umådelig sød og elskværdig, hvilket glædede mig meget, da jeg jo altid har været meget ked over, at hun var uvenlig imod mig, da jeg altid har beundret hende så meget.

Hun stenograferer hver Torsdag Aften i Borgerrepræsentationen, og nu er det Meningen, at jeg skal maskinskrive hendes Manuskripter efter Diktat - Fredag og Lørdag, hvorved jeg altså kommer til Kjøbenhavn hver Uge og slipper for at være så meget hjemme; så snart jeg får mere Øvelse vil jeg så annoncere om Hjemmearbejde og så hvergang se at få noget med herover; jeg har gennem Filip fået Adgang til endnu et Sted at skrive på Maskine, nemlig på Handelsskolen, hvis Rektor er Filips gode Ven. Hidtil har Fru Schou haft Buf til at skrive for sig, men han har ikke Tid mere for sine Studier; han har kunnet tjene 20-25 Kr. mdl. blot for de to Dage om Ugen; hvis jeg kunde få Hjemmearbejde tillige, var der jo ingen dårlig Spekulation i økonomisk Henseende; jeg var til Prøveskrivning Fredag og Lørdag – hun var imponeret over så vidt jeg kommen på de 8 Dage; det er jo bare dumt, at jeg ikke har begyndt for længe siden; jeg er så glad over at komme i det smukke Hjem i Valby, jeg befinder mig så vel derude; Fru Schou er også mageløs imod mig; jeg har fortalt hende lidt om mine Forhold, og hun styrker mig meget til at gøre, hvad jeg kan, for at tjene Penge selv, hun mener slet ikke det er nogen dårlig Ide med Maskinskrivningen; hun mente, jeg kunde begynde rigtig hos hende om 14 Dage, så nu vil jeg hænge vældig i igen. Jeg har ikke været på Barnekows Fabrik i Dag p Gr a Adams Fødselsdag – men jeg savner det meget - og i Morgen Kl ½7 begynder jeg igen; på Onsdag Eftermd. begynder jeg på Handelsskolen; så kan jeg få skreven 3-4 Timer om Dagen; men det er knusende anstrengende endnu – jeg har bogstavelig ikke andet end Typer i Hovedet bestandig – Nat og Dag; men det er naturligvis kun, til jeg læser det rigtig.
Jeg tog hjem fra Kjøbenhavn Søndag Morgen for at være hjemme hos de små – tænk så var de taget med deres Far til Bedsteforældrene med 1ste Båd! Jeg havde en ensom Søndag, og ærgrede mig en Del over, at jeg ikke var bleven i Valby, Fru Schou havde nemlig inviteret mig til en dejlig Koncert om Eftermiddagen.
Nu kun mange Hilsner fra Din A.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Det er ikke lykkedes at finde oplysninger om Barnekows fabrik.
Familien Warberg kendte flere ved navn Filip, så det vides ikke, hvem han var.
Det smukke hjem i Valby må være boligen på det nedlagte gartneri, Valdal. Her boede Marie og Jørgen Schou en tid, efter at Marie var blevet skilt fra Karl Schou.

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB0455

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen