Menu

Fynboerne

1923-07-18

Afsender

Christine Mackie

Modtager

Ellen Brønsted

Dokumentindhold

Christine/Mornine Mackie har set en film med scener fra Paris, og hun tænkte på, at Ellen/Bes Brønsted og familien måske netop nu går under triumfbuen.
Hvalpene er begyndt at hoppe ud af kurven. Den ene har været med Christine på besøg hos Hans Christian Caspersen/Max. Kora har en tendens til at strejfe, og det ender muligvis galt.
Christine har haft indt i skulderen, men en storvask kurerede det. Hun og Flagstad har spist frokost på Langelinie. Hun skal mødes på banegården med Ellen Sawyer og Laura Warberg/Bedstemor, som er på vej til Sverige.

Transskription

18/7 - 23

Kære lille Bes! Som Tak for Kortet fra Muk skal du have et Par Ord fra mig, skønt jeg ikke har noget videre at fortælle om, hverken morsomt eller kedeligt. Jeg så en Film forleden, hvor der var en Dame, som elskede Paris og ikke vilde derfra, hvorfor der blev forevist en Mængde dejlige Billeder fra Paris, så man tydeligt kunde forstå, at hun ikke vilde derfra, det var morsomt at se, og jeg tænkte på, at nu gik I måske netop igennem Triumfbuen! I kan sagtens være glade, men I påskønner jo også jeres Lykke!
Nu er Hvapperne så store, at de til min Rædsel begynder at gå af Kurven, de leger og gør og er aldeles
III undskyld, jeg har vendt op og ned (teksten på side 2 er skrevet på hovedet i forhold til de øvrige sider]
bedårende, de har Navne: Kagaks - den sødeste og min Yndling - Plet, Bliss, Arleguinette (Nette) Fly og Mouche. De er meget temperamentsfulde og nogle er arrige fra Fødslen, kun lille Kagaks er fuldkommen blid; den var forrige Søndag med Kora og mig på Besøg hos Max, jeg bar den i min japanske Stråtaske. Kora har genoptaget sin gamle Omstrejfertilbøjelighed, når jeg kommer ud med ham, gør han sig usynlig, som han jo kan; det ender jo nok med Forskrækkelse en Dag, han skrår over gl Kongevej i største Ro og Mag, og det går jo ikke i Længden; forleden fløj han med et vildt Hyl ud af en Slagterbutik, som skudt ud af en Kanon!
Jeg har været syg i forrige Uge, gik et Par Dage med Feber og rædsomme rheumatiske Smerter i Skulderen og var hos Dr. Bilsted; det gik over ved Hjælp af en Storvadsk, som jeg foretog, fordi Tilværelsen alligevel var uudholdelig - et godt Arbejde, som sparede mig 20-30 Kr. til Vadskeriet. Igår Fm. kom Flagstad og hentede mig i Bil ud til Langelinie, hvor vi spiste Frokost og passiarede en halvanden Timestid, indtil jeg skulde i Bio, det var mægtig pænt af ham og var en stor Opmuntring, jeg er lidt sur fortiden og træt og ødelagt. Jeg får måske Ferie til August, i hvert Fald ikke før. Den 29de kommer Bedstemor og Tante Elle på Gennemrejse til Marstrand, jeg skal så være sammen med dem halvanden Time på Banegården, det glæder jeg mig til. Jeg havde Kort fra Bodild samme Dag som jeres, de har det godt, og Søstrene var i nogenlunde Forfatning. Var det kun lige en Måned, I skulde være borte? Så ses vi måske i Kjerteminde.
Så kun mange Hilsner til jer begge, og god Fornøjelse den sidste Tid!

Et Kys fra
Tante Mornine.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Kora var en hund.
Dr. Bilsted kendes ikke. Det vides ikke, hvem "Søstrene" er. Muligvis Bodild Branners børn.

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB8423

Nej

Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Louise Brønsted