Fynboerne
1918-03-09
Afsender
Fritz Syberg
Modtager
Johannes V. Jensen
Dokumentindhold
Fritz Syberg har besøgt Peter Hansen i Faaborg. Hansen har 40 skovarbejdere til at stå model til sit billede.
Johannes Larsen er rejst til Fiilsø med 30 meter lærred.
Fritz Syberg har solgt billeder for 30.000 kr. siden nytår.
Peter Hansen og Fritz Syberg har spist på hotellet, og tilstede var også tre mænd, som var irriterende at høre på.
Syberg har læst Ernest Pooles Havnen og er begejstret for den. Gelsted vil anmelde bogen.
Syberg tænker på at male et billede med et H.C. Andersen-motiv, men han synes ikke selv, at han maler så godt som i ungdommen.
Transskription
Pilegaarden 9-3-18
Kære Ven!
Jeg har lige været en Tur i Faaborg og hilst paa Peter. Han maler paa sin Bondekrig – der jo i Øjeblikket er aktuel – (Peter kalder sig selv for Bolchevik) Han har 40 Skovarbejdere til sin Disposition som Modeller, er iøvrigt rask spiser drikker og ryger og sælger Billeder saa det gaar glimrende. Selve hans Billeder er efter min Mening og unter uns gesagt ”hæderligt Gammelmands”arbejde. Las er rejst til Fiilsø med 30 Meter Lærred han skal have lavet til Malerier selv laver jeg nogle Studier til et stort Billede det bliver ikke til saa meget da jeg stadig lider af Søvnløshed, men jeg har siden Nytaar solgt for over 30,000 Kr. Billeder saa ”Forretningen” gaar upaaklageligt. ”Summa sumarum” Fynboerne er ved at blive gamle. Peter og jeg havde en meget hyggelig Aften sammen paa Hotellet, men jeg maa behandle ham baade som et Barn, der ”der” overstreget og som en gammel Mand, snakke ham efter Munden. Jeg hældte Spiritus paa ham, Snaps Porter tre Toddyer og Masser af Cigarer saa det gik storartet. Kan Du taale at drikke spurgte jeg ham: ”Jeg” ! ”ja jeg var nylig til en Middag med tre Flasker Vin pr. Kuvert og jeg tømte dem alle” – kan Du taale at ryge? – ”ligesaameget det skal være - - Der var paa Hotellet et Trekløver en Bankdirektør en Overretssagfører en Grosserer Würtz (Badensen) som jeg blev præsenteret for. Overretssagføreren havde hele Aftenen iriteret mig med sin Tale eller rettere sin Stemmeklang der mindede mig om en Mand jeg kender, en Kommunelærer Vilh Larsen han talte med en højrøstet selvbehagelig belærende Stemme. Da jo jeg blev præsenteret for ham (det var Bankdirektøren der besørgede det) fortalte Overretssagføreren mig at han jo godt kendte mig – ogsaa af personlig Omtale fra sin Ven – Kommunelærer Larsen - ! derfra Stemmeklangen. Det var iøvrigt underholdende at høre de to danske Herrer udber[”udber” overstreget] udbrede sig i al deres Visdom om Franskmænd, Englændere Amerikanere, Japanere, Russere og de forskællige Afstamninger inden for [”inden for” overstreget] af Tyskere indenfor Kejserriget, komme med ”morsomme” Hentydninger til Tysklands Udsultning ved hvert Øjeblik at foreholde Tyskeren hans ”Graadighed”. Han lo talte afdæmpet upaaklageligt Dansk og til de to Herrers Visdom kom Gang paa Gang dette ”meget rigtig” som vi kender fra de tyske Rigsdagsreferater. Hans Sortie var ægte tysk han kaldte alle Tjenerne (1_ste_, 2den og Piccoloen) frem og gav dem Drikkepenge hver især. Selv lod jeg mig belære at en Tysker kan optræde med fuldendt Verdensmandsmæssig Dannelse, selv om det er en Grosserer hvis Veje har ført ham til et lille dansk Provinshotel i Pærekøbing.
Jeg har nylig læst en Bog af en Amerikaner der hedder Ernest Poole (Havnen) som efter min Mening er den bedste moderne Roman jeg har læst Det er virkelig en Standardbog over vor Klodes Kultur i det sidste Aarti før Krigen. Jeg gjorde Gælsted opmærksom paa den, han læser den, og vil skrive en Anmeldelse af den i Fyns Venstreblad. Du sagde en Gang da vi talte om Malerkunst at Du kunde duellere for den, jeg kan sige det samme om det skrevne Ords Kunst. Gudskelov jeg ikke er Skribent, men ”Publikummer” Glæden ved at læse vil kunne følge mig til min Død. – Ja selvfølgelig maler jeg og det er mig ligesaa umulig at lade være, som det er for Jagthunden at undlade at ”tage Fært” (Jeg vilde gærne lave et stort monumentalt Billede af [”af” overstreget] Landskab med Figurer, bygget over Emnet: ”Skyd frem Skovmærke frisk og prud, hæng Pil din uldne Vante ud [”] osv. (H.C.A. Snemanden)) men spurte op paa Højde med mig selv i Dødsbilledet f. Eks. det naar jeg ikke mere Men berører jeg det Emne til Las saa smiler han grumt [”grumt” indsat over linjen] som – ja som en Angelsakser, Peter bliver iøvrig hidsig uforstaaelig fornærmet som – ja som en Dansker. Jeg kender faa Danskere som tør se Sandheden i Øjnene, - ja Sandheden er saa meget sagt – saa lad mig sige den eventuelle Sandhed – Else tør – hun tør tie stille og lytte – Anna turde, hun havde den guddommelige Frækhed til altid at turde bekende Kulør – Du, kære Ven, har det saaledes at Du har det moralske Mod til Gang paa Gang at turde revidere Dig selv, om jeg saa maa sige (jeg bilder mig ind selv at turde det samme) men det er vist ellers en germansk Egenskab og ikke en dansk.
Mange Hilsener til Dig og Else og Børnene
fra Din hengivne Fritz Syberg.
Fakta
PDFDa
Datoen optræder på brevet
Det vides ikke, hvem kommunelærer Larsen var.
Otto Gelsted
Peter Hansen
Else Jensen
Jens Jensen
Villum Jensen
Johannes Larsen
Ernest Poole
- Würtz
Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv
Omtalte genstande
Peter Hansens "Bondekrig" er formodentlig billedet Grevens Fejde (indsat). Fritz Sybergs "Dødsbillede" må være Dødsfaldet (indsat).