Menu

Fynboerne

1954-04-24

Afsender

Ellen Sawyer

Dokumentindhold

Ellen ønsker tillykke med fødselsdagen. Hun sender et stilehæfte, hvori Harald Balslev har skrevet sine erindringer. Johanne Larsen har bedt hende sende det. Måske kan Astrid ikke huske ham, men han kom på Erikshaab.
Astrid havde en rød fjer i sin hat, og Ellen har lavet en kvist med dun til sin egen hat.
Foråret lader vente på sig.

Transskription

24 / 4 – 54

(besv. 7 / Maj)

Kære lille Disser!

Mange gode Ønsker sender jeg dig på din Fødselsdag! Dine to Piger kommer vel nok og gør den hyggelig for dig og vel sagtens også dine mange Venner. Vi andre må jo nøjes med at ønske pr. Brev, - og jeg er meget bange for, at du bliver skuffet, når du åbner min Forsendelse. Det er jo nemlig meget spændende at få en anbefalet Pakke og man slikker sig om Munden efter noget ganske særligt noget. Og så finder du kun et gammelt Stilehefte og dine egne Skrifter, samt lidt Chokolade. Stileheftet er jo Harald Balslevs egenhændigt skrevne Erindringer, som Junge har bedt mig sende dig. Jeg har været meget glad ved at læse dem. Harald har jeg jo kendt fra min tidligste Ungdom og altid sat ham meget højt. Du kan næppe huske ham, da han var i Vester Hæsinge Præstegård hos vor elskede Pastor Balslev – den senere Biskop. Men han kom jo også til Erikshåb gennem Aarene. Hanne Kokkepige vilde gærne have haft ham til ,,Svigersøn”, men det blev så i Stedet Thorvald, som det jo så heller ikke blev.
Det var et hyggeligt lille Samvær, vi havde der på Banegården, - men Stof til en Historie (jeg tænker på Skrå-Historien) bliver den næppe.
Jeg lærte noget af dig, som du sikkert ikke kan gætte: Du havde en lille rød Dun–Fjer i din sorte Hat. Jeg har også en sort Hat og fra Sverige hjemførte jeg en Påskebuket, - d.v.s. Kviste, hvortil er fæstet Fjer, - og det var netop på min Buket sådanne højrøde Dun. Nu sidder én af dem på min Hat. De andre står i en Vase og nu er Kvistene sprunget ud og er grønne. Det er min Have desværre ikke endnu, - kun Stikkelsbærbuskene begynder så småt at tænke på at grønnes. Hvor er det dog sent i Aar! Jeg husker for et Par Aar siden var Skoven grøn på denne Tid.
Koldt er det også, og jeg synes, det er uretfærdigt, at vi – så nær ved Maj – skal fyre i Kakkelovnen som midt om Vinteren – omtrent da.
Ja, så glædelig Fødselsdag og hils dine Gæster og hav det godt og mange Hilsner fra
din
Elle

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen står på brevet

Harald Balslev og Alhed Larsen (Christine og Ellens søster) var i deres ungdom kærester og måske også forlovet i en flerårig periode. Haralds bror, Thorvald, var en tid forlovet med Johanne, g. Larsen. Ingen af disse forhold førte til ægteskab.

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 1973

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen