Menu

Fynboerne

1931-02-17

Afsender

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Syberg takker for digtsamlingen. Han har læst Holsteins kronik. Desuden husker han Helge Rodes anmeldelse af en af Johs. V. Jensens myter. Rode skrev her om at være for yndig.
Syberg har sendt 22 billeder til Den Frie og skal nu i gang med sine Odensebilleder igen.

Transskription

Pilegaarden 17-2-31

Kære Ven.
Tak for Dine Digte, af hvilke jeg bl.a ikke før har læst det som indleder Samlingen. Mon et saadant Digt ikke kan faa Dine Angribere til at indse at Du i Grunden er usaarlig? eller nøjes de med at føle det og harmes? Jeg har læst Holsteins Kronik og er ondskabsfuld nok til at glæde mig over at de to Herrer Joh. Jørgensen og – især – Helge Rode er trukket frem.
Man behøver hverken Ruslands eller Tysklands Hjælp til Fremstillingen af det Trekløver han præsenterer for os, tvertimod, det straaler af ægte Hjemmedanskhed. Af det lidt jeg har læst af Helge Rode bevarer jeg en lille Erindring, som jeg ikke kan faa slettet ud af mit Sind. I en Anmeldelse i Berling. T. af en af Dine Myter ”I Sverige”, hvor han paa falsk og uægte Maade men ”sobert” og ”fornemt” vurderede Dig og satte Dig paa Plads fremkom følgende indskudte Bemærkning om Dig: ”har man forresten Lov at være saa yndig
Det er Historien om Sneglen og Rosenhækken.
Forresten er der jo noget humoristisk i, at Dine Angribere for at finde noget de muligvis kan ramme og saare Dig med maa klæde sig selv af.
Det lader til at Kyndelmisse giver os Vinter i Aar. [I] Hvert Fald er Østenvinden barsk her. Jeg har lige faaet sendt 22 Billeder over til den Frie og skal nu til at have Odensebillederne fat igen.
Trods Gigt og Nyrer har jeg det ug.
Mange Hilsener til Dig og Else.

Eders hengivne
Fritz Syberg.

Omtalte genstande

Odensebillederne er en række malerier, som H.C. Andersens Hus i Odense havde bestilt Fritz Syberg til at male. De hænger ikke længere (2020) fremme på dette museum.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen optræder på brevet

Den omtalte digtsamling er Den Jydske Blæst, 1931. Første digt i denne bog er Som Dreng skar jeg Skibe.
Kronikken er formodentlig Ludvig Holstein: Johs. V. Jensen og hans Fjender. Politiken 1931-02-12. Berlingske Aften 1931.02.16.
Sneglen og Rosenhækken er en historie af H.C. Andersen.
Odensebillederne er en række malerier, som H.C. Andersens Hus i Odense havde bestilt hos Fritz Syberg. Han har omtalt dem i flere breve til Johannes V. Jensen.

Pilegården Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv