Menu

Fynboerne

1910-03-09

Afsender

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Fritz og Anna Syberg skal til København til Forårsudstillingerne, og de håber da at se Johannes V. og Else Jensen.
Fritz Syberg har opdaget, at han lægger otteårsplaner. Otte år i Svanninge, otte år i Kerteminde, fremover otte år i Italien og Grønland og så otte år i København.
Han vælger Johannes Larsen-billeder til Faaborg Museum og spiller fløjte.

Transskription

Kjerteminde 9-3-10

Kære Johannes V. Jensen og Frue!
Det faldt mig ikke ind, da jeg sidst var hos Dem, at jeg allerede nu skulde sidde her i Kjerteminde, ellers havde jeg taget en mere højtidelig Afsked med Dem, da jeg forlod Dem den store ”Solonoloaften”. Må jeg herved sende Dem et trist Tak for sidst, at det glæder mig at være sammen med Dem vil De nok selv opdage.
Min Kone og jeg tager til Kbhvn. når Forårsudstillingerne åbner, måske flasker det sig da således at vi kan få hilst på hverandre. I øvrigt har jeg lagt mine Planer (så ganske løseligt) for de kommende første 16 År. Jeg har opdaget at jeg (uden at tænke derover) har indført 8 Års Driften i min Virksomhed. De første 8 År boede vi i Svanninge, de næste 8 År her på denne Egn de kommende 8 År er sandsynligvis viet til et Slags Zigeunerliv i Italien og Grønland med mellemliggende Zoner, og da deref [”da deref” overstreget] derefter bosætter vi os i Kbhvn. i de næste 8.
Jeg er ved at udvælge Joh. Larsens Billeder til Fåborg Museet og i den øvrige Tid dyrker jeg Fløjtespillet. Til Morgen lykkedes det mig at tage det dybe H så jeg håber at blive et brugeligt Medlem af Kvartetten.
Mange Hilsner til Dem begge fra min Kone og deres hengivne
Fritz Syberg

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Solonolo er et udtryk fra kortspillet Whist.
Anna og Fritz Syberg flyttede med deres seks børn til Italien i 1910 for at blive der i tre år. Fritz Syberg kom aldrig til Grønland.
Både Fritz Syberg og Johannes Larsen var i indkøbskomiteen, da Faaborg Museum blev etableret. Museet åbnede juni 1910.

Kerteminde
Johannes Larsen
Anna Syberg

Det Kongelige Bibliotek