Fynboerne
1935-05-04
Afsender
Fritz Syberg
Modtager
Hans Syberg
Dokumentindhold
Fritz Syberg vil komme, når Maries gravsten skal sættes på graven.
Besse er syg, og hun får ikke teaterjobs. Hendes søn har galdesten, så Besse er fortvivlet.
Fritz Syberg har ydet megen økonomisk støtte til Hans og Grete-keramikken. Det er et charmerende stel, men produktionen giver ikke overskud. Bliver produktionen kraftigt udvidet, er der en risiko for, at det vil gå ud over den kunstneriske kvalitet.
Hvis Sakker/Lars og Besse/Johanne skal drive foretagendet sammen, vil de ikke få meget at leve af. Der skal jo også betales procenter til Grete. Fritz Syberg er villig til at betale en afståelsessum til Hans, hvis hans to søskende skal overtage fabrikationen.
Transskription
Pilegaarden Kjerteminde
4-5-35
Kære Hans.
Jeg glemte i Telefonen at spørge Dig om hvornaar Stenen til Tante Maries og Nolles Grav er færdig. Jeg kommer over naar den skal sættes paa Graven da jeg gærne vil se den paa Stedet, og ikke har Energi til at foretage to Rejser. Med Hensyn til det jeg talte om Besse til Dig, da er Sagen alvorligere end jeg kunde give Dig Forestilling om i en Telefonsamtale. Hun er vist ["Hun er vist" overstreget] Det er ikke udelukket at hun er farlig syg, hvert Fald er hun fuldstændig slaaet ud fra Teaterbanen, men al det vil jeg helst overlade til hende selv at fortælle Dig. Dertil kommer at hendes Søn er syg og Lægen har erklæret at han lider af Galdesten og det har gjort hende meget fortvivlet, og har ført andre Bestemmelser med sig som jeg som sagt helst vil lade hende selv udtale sig om. Med Hensyn til "Hans og Grete" da staar den økonomiske Side af Sagen saaledes at den endnu ikke har kunnet svare sig. For mit Vedkommende staar Sagen saaledes at jeg har bidraget mit til at holde den paa Fode, dog saaledes at hver Gang jeg har givet Penge til den har jeg delt dem mellem Dig og Sakker ligelig fordi jeg syntes at Du skulde have noget for Dit Arbejde og Dine Udlæg. For Dig har jo Fabrikken heller ikke givet andet end Slid og Tab set fra den økonomiske Side. En anden Ting er at der er skabt en Fabrik for Keramik med en kunstnerisk Charme som bør bestaa.
Kommer du i Hænderne paa en Jøde eller anden dygtig Forretningsmand vil den muligvis kunde drives op til et indbringende Foretagende, men med det Resultat at den kunstneriske Side gaar tabt og Sakker hvordan hans Stilling i saadan en Fabrik end bliver til at begynde med, i Løbet af to Aar vil [et overstreget bogstav] være frosset ud af Forretningen, og om det ikke vil gaa Dig ligesaa - det ved jeg ikke.
Hvis Sakker og Besse driver den saa vil det blive et lille Foretagende der gaar paa bedste Beskub, kan give et tarveligt Levebrød og beholder sin kunstneriske Charme. - Enten eller -
Hvordan I vil ordne Jer med ["med" overstreget] naar Fabrikken skal overdrages Sakker maa I selv om. Den har jo allerede Gretes Procenter at slæbe paa og ret meget vil den ikke kunne bære under Sakkers Ledelse dersom han og Odette skal kunne leve af den. Men jeg skriver dette Brev for at lade Dig vide at jeg er villig til at betale Dig en Afstaaelsessum naar ["naar" overstreget] om Fabriken eventuelt gaar over til Sakker og Besse, hvis Størrelse jeg ikke kan sige noget om andet end den maa indrette ["indrette" overstreget] fastsættes efter hvad I alle er tjent med.
Mange Hilsener fra Far.
Læs indlagte Brev og send mig det igen.
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst på side 1
Tante Marie var Fritz Sybergs hustru nummer to, Marie, f. Hansen.
Det omtalte, indlagte brev findes ikke sammen med Fritz Sybergs brev.
Hans og Grete var et keramisk værksted, som blev grundlagt af Grete Jensen og Hans Syberg. De fremstillede det stel, som populært kaldes Syberg-stellet.
Gårdens navn er skrevet øverst s. 1
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv 2010/57
Nej
Boet efter Peter von Syberg, som var barnebarn af Anna og Fritz Syberg