Menu

Fynboerne

1907-10-28

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Alhed Larsen har været bekymret for sin mand, som hun ikke hørte fra nogle dage.
Larsen-parret må låne penge til hjemrejsen af Hempel Syberg og/eller Oppermann.
Kan man forlænge udstillingen og skrive i bladet, at besøget har været flot?
William Mackie (Billy) siger, at Johannes Larsen må tage kontakt til Jacob Riis og andre danskere i New York.

Transskription

Kæreste Larsi!
Sikken en Sensation. Det gik pludselig i Lørdags da Efterm. Posten havde været her, uden Brev fra Dig – op for mig, at Du maatte jo være forulykket, siden jeg hverken havde faaet Brev Fredag eller Lørdag, og da det pludselig stod for mig, at jeg nu ikke kunde høre før Mandag, blev jeg saa rædselsslagen, at jeg telefonerede ind til Billy og fik ham til at telegrafere i Haab om at faa Svartelegram. Men det har Du jo aabenbart ikke reflekteret paa og nu kom jo da heldigvis Dit Brev i Dag, - vi hentede det paa Posthuset. Men jeg var meget angst, Du kunde jo da ogsaa nemt blive borte i den Myretue; og jeg kunde ikke forstaa, at Du ikke skrev netop da Udst. lige var aaben og jeg i mit Torsdagsbrev bad Dig skrive hver Dag. – Ja, desværre, saa maa vi jo gaa paa Onkel S. og Opperm. Men det kan jo ligefrem knibe med at faa dem til d. 21nde, tal endelig med O. om om de ikke kan sende dem pr. Telegram, og saa maa Du endelig lægge godt ud for O.S. om alle de uforudsete Udg. med Rammer, Forsendelser, Rejse o.s.v. Jeg er ikke stolt af det, men der er jo ikke andet for at gøre, hjem maa vi jo. Det er rædsomt, at Udst. ikke kan være aaben Søndag, der er jo mange Mennesker, der ikke kan de andre Dage. Kommer der nogen og ser paa den?? Maaske Du skulde holde den aaben Søndag [ordet overstreget] lidt længere saa der en Gang til kunde komme noget i Bladet om den, at den ”paa Grund af det stærke Besøg” var aaben nogle Dage endnu. – [Ulæseligt ord] der er her i Dag siger, at Du endelig maa sætte Dig i Forb. Med Mathiasen, Jacob Riis eller andre formaaende Danskere, han mener L.C. Nielsen er i N.Y. og bor hos en af de Familier. Naa, men Du gør naturligvis hvad Du kan. Det var morsomt med Frk. Dons. Og morsomt at Du maler. – Billy siger, at Du endelig maa paa passe paa den Kasse de store Billeder kom i, naar de hjemsendes [ordet hjem overstreget] i den g [bogstavet overstreget] hertilbage, gaar de for næsten ingenting ved Hjælp af medf. Seddel. – Tak O for Cigaretterne, alt Indholdet laa løst i Konvolutten, saa Papir og Tobak maatte ryges hverfor [indsat over ”Kæreste” på side 1] sig. Vi har det godt men jeg morer mig ikke ret meget. 1000 Hilsner Din A.
[Skrevet lodret på side 1, over "Kæreste":] Hils Opffer mange Gange
Jeg synes Du skulde skrive et Par Ord til Billy han spørger stadig hvad Du syntes om Rammerne
[Skrevet på hovedet øverst på side 1:] nu har Du jo ogsaa dette sidste Telegram at takke for

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er udateret. Det omhandler Johannes Larsens udstilling i New York. 26. oktober 1907 skrev Johannes Larsen til Alhed i Boston om Frk. Dons' besøg på udstillingen, så hendes brev er skrevet ca. 28. oktober.

Johannes Larsen er i New York og har åbnet udstilling i tidsskriftet Dansk Amerikanerens Kontor hos Emil Opffer. Alhed Larsen og børnene er hos hendes søster i Boston. Tidskriftet er det, som Alhed i brevet kalder "Bladet".
Larsen solgte dårligt på udstillingen, og familien havde ikke råd til hjemrejsebilletterne, så de måtte låne hos Oppermann m.fl.
Johannes Larsen har i et tidligere brev fortalt om Frk. Dons, som besøgte hans udstilling.

Boston
New York

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien