Fynboerne
1897-09-17
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Johannes Larsen har været på hønsejagt med Maler Møller og Slagter Bless. Han har malet på billedet af tjuren og spist den og urhanen til middag.
Larsen ærgrer sig over, at han ikke er hos Alhed og går tur med hende, når det er måneskin.
Dværghønen og kyllingerne er blevet lukket ud af buret, og den tamme agerhøne går rundt med dem. Jansen har ikke fået hvalpe endnu.
Transskription
Kjerteminde 17 Septbr. 1897.
Kæreste Alhed!
I Mangel af anden Beskæftigelse vil jeg sætte mig til at skrive til Dig. Er det ikke en smuk Begyndelse? Som Du maaske ved begyndte Hønsejagten i Gaar, og jeg travede af Sted med Maler Møller og Slagter Bless Kl. 7 om Morgenen op til førstnævntes Jagtterræn i Taarby. Resultatet var at Møller skød 3 Høns og en Mand fra Taarby 2 hvoraf vi kun fandt den ene, og vi andre ingen Ting. Jeg maatte gaa derfra Kl. 11 da jeg skulde til Ullerslev med Hvalpen til Hr. Berg og have Marie og Agraren med hjem. Da jeg var kommen tilbage og havde faaet noget Mad, jeg har nogenlunde beholdt min Appetit, og var kommen op og sad og tegnede paa Tjuren kom der Bud fra Maler Møller om jeg vilde komme op til ham, jeg sendte naturligvis Bud at han kunde komme selv, da jeg ikke havde Tid, jeg vidste jo nok hvad han vilde, men et Øjeblik efter var han der, vi maatte absolut ud i Marken. Kærbyerne var paa Jagt ved siden af, saa der maatte sikkert komme Høns ind paa vores naar de drev dem op. Han hængte i saa længe at jeg maatte med og vi var saa derude til det blev mørkt uden at faa Skud til en eneste Høne. I Formiddags fik jeg Tjuren færdig og i Middags spiste vi den og Urhanen. I Eftermiddag har vi været en lille Tur ude i Marken men der var stadig ingen Høns. Jeg gad egentlig vide om det varer saa længe inden jeg kommer ned til Dig. Jeg gik og ærgrede mig de Aftener det var saa dejligt Maaneskin, ved Tanken om at jeg kunde have gaaet ud at spasere med Dig i Stedet for at være her, det har vist aldrig været rigtigt kønt Maaneskin naar jeg har været dernede, i det mindste ikke naar det har været saa mildt at man kan opholde sig ude, det er gaaet op for mig at det vist kun er sidst i August eller først i September. I Dag har vi lukket Dværghønen med mine 2 Kyllinger og Agerhønen ud af Buret, jeg har længe haft Lyst til det, men turde ikke før Agraren kom. Agerhønen fulgte godt med de andre og var ogsaa ude paa Gaden, den er ligesaa tam som de andre. I Aften [da] jeg kom ned i Haven rendte den lille Stakkel omkring og kaldte, Hønen og Kyllingerne var fløjet op i Pæretræet og havde sat sig til Ro, det var længe inden jeg fandt dem og fik dem smidt ned, men saa kom den strax hen til dem og jeg fik dem i Kassen og Buret sat over dem. For Resten er jeg bange for at Agerhønen ikke klarer sig, for den er begyndt at kikke ligesom den lille hvide Kylling vi havde i Sommer, men det kan jo være at den klarer sig. Jeg ser nu at jeg desværre maa begynde paa et nyt Ark, jeg havde ellers tænkt mig at det var rigeligt med et, og jeg var egentlig færdig med at skrive. Jansen har ikke faaet Hvalpe endnu, men vi venter dem hver Dag. Jeg venter snart at høre fra Dig. Her ser Du Hønsefamilien. – [Tegning]
Mange kærlige Hilsner fra Din hengivne
Johannes Larsen
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Det er uvist, hvem hr. Berg er.
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien
Omtalte genstande
Johannes Larsen laver et billede af en tjur, som han tog med hjem fra Sverige nogle dage tidligere.