1911-12-13

Pisa 13 Decbr. 1911
casa Batoni S. Lucia 3
Kære Joh. V. og Else.
Det er undertiden lettere at tale i et Brev end med Munden, og da jeg, som I forstår trænger til at bruge Kæften lidt får I et Brev. Vi har fået tilsendt Rigets Julehæfte. Det var både [””var både” overstreget] er [”er” indsat over linjen] kønt (og det må være morsomt for Las), men jeg kunde alligevel ikke lade være med at overveje hvor I som bruger Pennen dog har et [”et” overstreget] en stor [et t i slutningen af ordet overstreget] Fortrin [”trin” overstreget] del for os stakkels Malere når det gælder om at lade sig mangfoldiggøre i en [”en” overstreget] Viktoriapresse. Dit Bidrag er jo skønt som kun Danmark kan være det. Det er dog både ondt og godt at få en sådan Hilsen fra Danmark, blot den lille Versstrofe, Du ender med, er jo nok til at gøre En forrykt Også de mørke Decemberdage Du indleder Artiklen med har jeg måttet tæmke på. Hvor sådan en sneløs mørk Vinterdag ind under Jul kan være vidunderlig tyst. Jeg må altid tænke på et [”et” overstreget] en Strofe af Grundtvig – en af disse Vidunderlige, han har lavet så mange af – Du kender den naturligvis, men for en Sikkerheds Skyld anfører jeg den: ”Hørt har jeg en lille Fugl – syngende på Kviste – Solen vendte sig [”sig” indsat over linjen] ved Jul – før det Kragen vidste – nu med Glans til Glæde stor – op og ned den går i Nord – som en Helt lyshåret – hele Gyldenåret.” Forresten er jeg vist ene her på Pladsen med den Slags Fornemmelser. Såvidt jeg har kunnet observere trives min Familie her som Fisken i Vandet. Det eneste i Danmark, de skulde længes efter at gense, skulde da være Østergade og Amagertorv i København. Italien er og bliver for mig et Arbejde, så skal jeg villig indrømme, at det er et Arbejde som foreløbig interesserer mig meget. Jeg har taget Stade på en lille [”lille" overstreget] lille Altan ud mod Arnoen, hvor jeg har tilbragt en Måned med at fæstne mit første Indtryk af Pisa på Papiret. Det er Arnoen med sit Murværk og sine Broer, Byens Profil op mod Bjærgene. Det er vidunderlig helstøbt og harmonisk. Hvad der først slår mig ved Italien er det kolosale Arbejde, alt sammen udført af Menneskehænder, som ligger bag ved alt. Vi var forleden et [”et” overstreget] en Tur ud til San Gingliano Ad Veje, V [”V” overstreget] makademiserede med [”med” overstreget] ved Århundreders Kørsel på Marmorskærver, så de var lige så glatte som Asfalt, beplantet med ældgamle dejlige Plataner, kom vi ud over en gl [”gl” overstreget] ganske flad Slette, gennemkrysset af et helt Kanalsystem næsten som i Holland. En Times Vej fra Pisa nåede vi San. G. der ligger ved Foden af Bjærgene. De er ikke særlig høje men hæver sig ganske brat som store Marmorblokke der stikker op gennem Jordsmonnet. De er overalt beplantet med Olivenskove. Og [”Og” overstreget] i hver en Revne i Stenen er der plantet en Vinstok. Bjærgskråningerne er beplantet med en Slags Stenhylder, et Slags Blomstertrappe hvor Urtepotterne ere af Klippesten og Planterne Oliventræer. (Tegning i venstre side af arket] Efter som Årene går dækkes mere og mere af af dette menneskeslid af [”af dette Menneskeslid af” indsat over linjen] Planternes Formuldning, så der til sidst kun findes en almindelig Bjærgskov med en ujævn og knudret Bund. Fra disse Bjærge at se ud over Sletten hvor Pisa ligger, er at se ud over en Have hvor hver Håndsbred Jord er behandlet med Hånden. Men hvor er Italienerne dog hærgede af [”af” overstreget] af al dette evige Slid. De er kun [”De er kun” overstreget] Det vil sige den arbejdende Klasse. De er kun unge, til de [”til de” overstreget] Mændene til de har været Soldater og Kvinderne til de har fået det første Barn. Så sætter ”Istiden” ind over dem trods det de lever i et Solland. De ligner forresten deres egne Dyr, som de mishandler så det ikke er til at tænke på.
Går man på Pisas Gader og over de smukke Broer, på [”på” overstreget] belagt med Stenfliser af forskællig Størrelse [overstregede, ulæselige ord] men omhyggelig passet sammen af flinke Italienernæver, er det det samme der slår En, al det Arbejde de Mennesker dog har måttet udføre. I Nordeuropa er det al Tid Maskindriften og Fabriksdrift [”og Fabriksdrift” indsat over linjen] som sætter sit Præg på Byerne. Fra [”Fra” overstreget] Fra min Altan (hvor jeg forresten føler mig som [”som” indsat over linjen] i min Båd) har jeg også kigget lidt på Italienerinderne, ”löierlige Djur” som Richard Bergh sagde om nogle spanske Kvindemusikere i Stockholm. En masse kan de se dejlige ud, med deres sorte Hår og i deres brogede Klude. Håndbevægelser, Gang, Holdning Fodskifte, kunde nok gøre En – i det mindste en anden En – kulret. Men når man går på Strøget + piazza Garibaldi, ponte di mezzo og så Vittorio Emanuele – og får alt dette vidunderlige tæt ind på Livet, må jeg tidt tænke på det sted [i] Kiplings Eventyr hvor Hvalfisken spørger den lille [”lille” overstreget] Fisk om hvordan Mennesker smager og får det Svar ”dejligt men skarpt”. Stanken af Hvidløg, Muskusparfume, café nero og Pis, kan nok tage Vejret fra En. Vi har taget os en Lærer i italiensk. Det er morsomt. Han taler dejlig klart og jeg håber der skal hænge noget ved. Vor franske Madam, som taler italiensk – ganske vist så rædselsfuldt så det kun kan sammenlignes med hendes tysk: ”daits” kalder hun det – gjorde os Selskab i vores Sprogtimer for at lære at læse italiensk men har opgivet det igen. Hun har været gift med en Italiener og bosat i Pisa i 10 År uden at kunne læse et Ord, det er smukt klaret.
Aften samme Dag.
Jeg har lige fået Brev fra Zahrtmann. Han er meget glad ved Din Artikel om Fetisch og i det hele ved Din Virksomhed, det glæder mig fordi jeg selv også er glad ved det samme. Her er i Grunden meget mere at skrive om men mere en anden Gang. Hilsen til Jer begge. Du er askeblond. Else er blond som en Hvedemark – jeg kan lige høre det lille Knæk i hendes Stemme når hun taler i Telefonen, Skade at der ingen Forbindelse er hertil – ingen af Jer lugter af Hvidløg – men I får mig til at mindes Skovduft Hindbærduft og lyse Nætter. Eders heng. Fritz Syberg.