Menu

Fynboerne

1955-04-17

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Johan Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen skal til museumsmøde i Faaborg og foreslår, at Johan kommer til Kerteminde og får bøgerne til sine børn. Den Grimme Ælling er kommet i et oplag på 30.000 samt i Sverige inkl. lysbilleder til brug i skolerne, og Larsen får en fin fortjeneste.
Der er afsluttende bespisning i Foraarsudstillingen.
Larsen har fået Moby Dick med Sven Havsteen-Mikkelsens gode illustrationer. Han har købt bogværket The Waterfowl of the World. Forfatteren er glad for Larsens illustrationer til Lehn Schiølers bøger.

Transskription

Kjerteminde 17 April 1955.

Kære Lysse.
Tak for Brevene. Vi var forleden Dag i Faaborg til Middag hos Holger og Gerda. Holger sagde at vi skulde have et Museumsmøde en Gang først Maj, og jeg fik saa den Ide, at Du kunde køre herover og tage Skrive-swane med paa Vejen. Saa kunde Du faa de Bøger Du vil have med hjem og samtidig de 4 ”lille Mis” og 4 ”grimme Ælling” med til Jeres Børn. Der er skrevet i dem og de ligger og venter. Det ser jo ud til at gaa godt med den ”grimme Ælling” den kom i 30.000 Ekspl. det skal være det største Førsteoplag i Gyldendals Historie og de blev omgaaende udsolgt fra Forlaget, desuden kommer den paa svensk hos Bonnier, der desuden laver ca 1000 Lysbilleder til Fremvisning i svenske Skoler og dem faar jeg 90 svenske Øre pr Stk af. Gyldendal har ogsaa Forhandling med Amerika og hvis det kan blive til noget er der jo Chancer for en Del Fortjeneste. Else og jeg skal i Aften til Afslutnings Bespisning i Foraarsudstillingen i Odense, hvor jeg har udstillet en Del ældre Billeder og solgt et. Vi har haft vældigt fint Vejr en 4-5 Dags med N Vind klart Solskin og fra 8-10⁰ Varme. Jeg har faaet ”Moby Dick” med Sven Havsteen Mikkelsens Illustrationer de ser vældig godt ud. Jeg glæder mig til at læse den igen, det er snart mange Aar siden jeg læste den i et gammelt engelsk Ekspl som jeg har. Du faar naturligvis Besked i god Tid naar vi faar bestemt en Dato for Mødet, jeg glæder mig vældigt til at se Dig her. Jeg har købt første Bind af et engelsk Værk ”the Waterfowl of the World” det handler om Træænder Gæs Svaner og Gravgaaseslægten, der kommer 2 Bind til. Ham der har lavet Billederne er en god Ven af Finn, han hedder Peter Scott og er Søn af Sydpols Scott. Finn skrev at han forleden var i København og at han købte Schiølers Bøger fordi han var meget begejstret for mine Billeder.
Mange kærlige Hilsner til Jer allesammen fra
Din Far.

Omtalte genstande

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Foraarsudstillingen: Kunstnersammenslutningen Den Fynske Forårsudstilling.
Sven Havsteen-Mikkelsen illustrerede Melvilles Moby Dick med træsnit. Bogen blev udgivet af Gyldendal.
Træænder er en andeart. De lever blandt andet i Sydamerika og yngler i reder i træerne.

Kerteminde

Bynavnet er skrevet øverst s. 1

Brevet er i privateje, A

Nej

Brevet er i privateje, A