Fynboerne
1897-11-05
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Johannes Larsen har kørt Adolph (Agraren) Larsen til landbrugsskolen i Hjallese. Lærer Petersen havde glemt at indmelde ham, så de bedste værelser var optaget, og han blev indlogeret sammen med tre andre i et værelse uden kakkelovn. Agraren er bagud i de fleste skolefag, og han havde tandpine, da de kom til skolen - vel fordi han ikke var glad for det hele. Johannes Larsen var tæt på at græde, da han kørte fra sin bror. Han blev også trist over at se sin farmor og farfars hus, hvor der nu bor fremmede. Larsen har skrevet et langt brev til sin bror.
Transskription
Kjerteminde 5 Novbr. 1897.
Min kæreste Alhed!
Det er jo i Morgen Du rejser til Langeland, saa det er vel næppe rimeligt at dette Brev naar Dig paa Erikshaab, men ellers bliver det vel sendt efter Dig. Jeg var saa henne paa Landbrugsskolen med Agraren i Gaar. Det Bæst Lærer Petersen i Hjallelse som havde lovet at indmelde havde aldeles svedt det ud, men der var dog Plads endnu saa jeg fik da Agraren anbragt men han maatte finde sig i at ligge sammen med en hel Del andre da alle de mindre og bedre Værelser vare optagne. Det han fik anvist var helt oppe paa Kvisten, og uden kak[k]elovn og der var anbragt 3 andre, men der var Plads, det vil sige Senge til 9. Men da han jo kun skal være der mens han sover, og det jo ikke er værre end Soldater har det, kommer han vel nok over det. Det værste er med Regning, Skrivning, Fysik og Tegning, og det er det ærgerligste af det Hele, at naar vi bare havde tænkt paa teknisk Skole her sidste Vinter og faaet det gennemgaaet, saa havde det jo ikke været noget Besvær for ham, men jeg er næsten bange at han er for meget tilbage i det til at han rigtigt kan følge med de andre, men bare han nu vil hænge i saa gaar det vel. Desværre havde han saadan en voldsom Tandpine i Gaar Formiddags, men det lod til at det var gaaet over da vi kom derhen, jeg tror alligevel ikke han var rigtig stolt af Situationen da jeg kørte fra ham i Gaar Aftes i Mørkningen, han stod op paa Vogntrinet og kørte med ned til Vejens Omdrejning, saa sagde jeg Farvel til ham og lod de smaa trave ud og jeg var lige ved at græde lige til jeg kom paa den anden Side Odense. Jeg var ogsaa kommen i saadan en underlig vemodig Stemning af at gaa og se paa min Farfaders og Farmoders Hus og Have i det triste Efteraarsvejr. Jeg har jo været der saa meget som Barn og nu har der jo i mange Aar boet fremmede Folk. Jeg har lige været henne og skrive et langt Brev til Agraren for at opmuntre ham til at hænge i og ikke tabe Modet, selvom det skulde være lidt svært for ham i Begyndelsen og jeg haaber at hans gode Humør og gode Forstand skal hjælpe ham over det værste. Det sidste Brev jeg skrev til Dig kom nok ogsaa til at ligge en Dag over, jeg opdagede det først da jeg kom hjem fra teknisk Skole og saa var det forsent til at jeg kunde komme ind og faa Frimærker nogen Steder. Er Din Adr. paa Langeland ikke ”Snøde pr. Lohals?” men det er Du vel saa betænksom at underrette mig om i Dit næste Brev. Mange kærlige Hilsner fra Din hengivne
Johannes Larsen.
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Alhed Larsen skal besøge sin Onkel Max i Snøde på Langeland.
- Hjallese
- Snøde
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien