Menu

Fynboerne

1892-01-29

Afsender

Christine Mackie

Modtager

Dokumentindhold

Christine længes efter at tale med et dannet menneske.
Christine foreslår, at Fru Rasmussen telegraferer om, at Christine er syg, så Alhed må komme.
Ved en koncert så Christine mennesker, som hun kendte, men de kunne ikke se, at hun er gravid. Pastor Lindhard var ikke smuk ved koncerten, som han er i kirken. Christine overvejer at gå til ham og få gode råd, men hun tør ikke.
Koncerten var dejlig.

Transskription

[Første side af brevet mangler]
2)
og følte mig som en Paria! Den Længsel efter at komme til at tale med et dannet Menneske, er rent bleven mig en fix Idé, det eneste, jeg endnu har talt med, er Dr. Grauer, men det var lige i Begyndelsen, da jeg ikke endnu trængte så meget til det. Jeg synes, Fru R. skal telegrafere, at jeg er syg, så kan det bag efter hedde sig, at jeg fik så stærk Feber, at hun ikke turde andet end få dig herop, at hun vidste, Mor var svag og ikke kunde tåle at alarmeres; det kan så gå på Influenza eller Lungebetændelse; et Tegn behøver du jo ikke, vi skal telegrafere, så såre jeg mærker Tegn, så er der jo intet at sige om det endnu. Men du skal da under ingen Omstændigheder ængste dig, jeg er selv ikke ængstelig. - På Koncerten i Aftes så jeg det første bekendte Menneske (når undt. en Frk Zahle - Kammerat, som bor her i Gaden, og som er gået her forbi nogle Gange) næmlig Chr. Langkilde, ham med Parykken, du ved, de kalder ham Bismarck. Han så nogle Gange stift op efter mig, men jeg kan ikke tænke mig, han skulde kunne kende mig; for Resten gjorde det intet, da jeg sad bag Randen af Balkonen; og tænk, med min røde Kjole er der forfra intet at se på mig. Jeg omgås med den vilde Tanke at gå op til Pastor L. og melde mig selv samt bede ham i fornødent Tilfælde til med, hvad han ved; jeg har længe tænkt på det, men jeg har frygtet for at få en ubehagelig og kold Modtagelse, hvad der vilde gøre mig meget ondt; men på den anden Side kan jeg, efter nøjere Overvejelse, ikke tænke mig, at han skulde tage uelskværdigt på mig, når han dog tog så elskværdigt og med Interesse på det, jeg skrev. Jeg tror, jeg gør det en skønne Dag, hvis jeg får Mod udi Bryst. I Aften på Koncerten kunde jeg knap kende ham, han var ikke nær så smuk som i Kirken, fed og hans Bleged er grålig; han så mig endnu mere ud til, hvad jeg skrev til ham: at komme for meget ud i Selskaber; men han er alligevel smuk, minder i Udtryk om Pastor Balslev. Å sådan Musik! Man kunde blive et godt Menneske, hvis man en Gang imellem hørte noget lignende! Jeg for mit Vedkommende har ondt ved at lade være at skrige, når jeg hører på, jeg må ligefrem klemme Hænderne hårdt mod Brystet som Surrogat for et rigtig hjærteligt Knus! Selvfølelig lå jeg hele Natten og tumlede om i Sengen uden Ro for Toner og Syner - uha, det er næsten som man kan tænke sig Tømmermændene efter en stor Rus! I Dag er jeg også til Hundene. Hvem mon Fru Allen er? Hun synger ganske henrivende, så ualmindeligt rent. Du behøver ikke at sende disse Programmer (Se Begyndelsen på Brevet.) [Resten af brevet mangler]

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er udateret. Det fremgår af indholdet, at Christine Mackie opholder sig i Århus, og her boede hun hos familien Rasmussen januar til februar 1892. Christine så ifølge et brev Pastor Lindhardt ved en koncert 28. jan. 1892, og ifølge herværende brev fandt dette sted den forrige dag.

Christine Mackie, f. Warberg, og hendes kæreste, Leonard Holst ventede barn i 1891-1892. Hun blev januar til februar 1892 gemt ad vejen hos familien Rasmussen i Århus. Christines forældre fik først sidst i februar, da der var en måned til fødslen, at vide at hun var gravid, mens søsteren, Alhed, vidste det længe før. Christine talte en del med den lokale pastor Lindhard om sin situation.

Brevets første side mangler og dermed også modtagerens navn. Det er formodentlig Alhed Larsen, som var Christine Larsens fortrolige i graviditetsperioden.

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB2710

Nej

Brevet ejes af en efterkommer af Astrid Warberg