Menu

Fynboerne

1898-02-19

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Alhed fandt aftenselskabet med Berthas forældre og Bissen kedeligt.
Hun har været i Kunstforeningen (Gl. Strand) og se Harald Holm, Bonnesen samt Peter Hansens Roebillede.
Bertha Brandstrup og Alhed har været på Kunstmuseet (Statens Museum for Kunst).

Transskription

Kære Las!
Kl. er godt 12, men jeg vil alligevel begynde paa et lille Brev til Dig i Aften, jeg maatte bryde saa Kort af før, og jeg ved ikke, hvad Tid, jeg faar til at skrive i Morgen. – De fremmede gik for over en halv Time siden, men saa plejer vi gærne at snakke lidt om Tingene, førend vi gaar i Seng, det har vi ogsaa gjort i Aften, og spist en Appelsin til. Jeg har for Resten kedet mig kolossalt i Aften, de sidste ½ anden Time har jeg siddet og luret paa, om de ikke snart vilde gaa. Man kan komme i med at sidde og høre alt hvad de siger som Konverzation, og saa bliver man saa led ved det til sidst. Bissens synes jeg ellers udmærket om, især han er storartet at se paa. Men gl. Bernhardt er et Vrøvl og han beherskede Samtalen hele Tiden. Unge Bissen skal maaske en lang Sørejse med et østasiatisk Skib, den Maade kunde jeg svært godt lide at rejse paa, det rolige Liv om Bord i den friske dejlige Luft, og saa anløbe enkelte Steder og gaa i Land rigtig oplagt til at høre og se. Kunde Du ikke ogsaa godet lide det? – Jeg var lidt oppe i Kunstforeningen i Dag, Du ved vel Harald Holm har Udstilling deroppe, der er mange dejlige Blomster. Men Bonnesens smaa Skitzer ser saa raa og væmmelige ud ved Siden af. – De bortloddede Ting hang der ogsaa. Jeg saa længe paa Ps smukke Roebillede, det er ikke godt at vide, hvor det nu kommer hen. – Elle kommer i Morgen, Du kan tro, jeg glæder mig til at se hende, den søde Unge. – Nu vil jeg sige Godnat til Dig min søde Unge, Kl. er slaaet ½ 1. – Hvis Du var her skulde jeg sige pænt Godnat til Dig, her paa Papiret kan det jo kun blive meget mangelfuldt, men vent til vi ses! – Din Alhed. –
Næste dags Aften. – Jeg har gaaet rundt hele Dagen og kom først hjem nu Kl. over 7, slugte min Middagsmad og nu i en rasende Fart skriver et Par Ord til Dig og ile op paa Posthuset med det. – Jeg har for Resten præsteret det mærkværdige at gaa vild i København i Aften, jeg gik over Hauserplads og ned ad Hausergade, men saa syntes jeg pludselig, at jeg var forkert vendt i det, og begyndte at gaa rundt i forskellige Retninger til jeg til sidst var helt vild paa det. Jeg mundede ud langt nede i Gothersgade ad Kongens Nytorv til, - jeg skulde i Pensionatet ved Nørrevold. – Berta og jeg have været paa Kunstmuseet i Dag, jeg skal hilse fra Din søde Mand. – Bagefter gik vi i Grand Café og spiste Grand Bouef, og drak Porter til, - alt mindede om Dig, og jeg tænkte meget paa Dig.
2. Jeg gaar vist ud til Schous i Aften fra Posthuset. Jeg har Bramsens Bog, Du kan skælde mig ud, naar vi ses. – Hvis vi ses, skriv om Du ikke synes, jeg skal blive borte, om jeg ikke forstyrrer Dig, og om I have Plads. – Du synes vist, at jeg er meget indbildsk med dette at forstyrre Dig, men selv om det bare var ganske lidt, vilde jeg meget nødig. – Storartet Politik i dag. Hvem der var i Paris. – Hvordan mon det skal ende? – Nu maa jeg bene af for at naa Posthuset. Hils dem alle 1000 kærlige Hilsner fra din Alhed

19/2 - 98. -

Omtalte genstande

Peter Hansens "Roebillede" vises på Kunstforeningen (Gammel Strand).
Harald Holms blomsterbilleder og værker af Christian Bonnesen udstilles samme sted.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Alhed Larsen er i København, hvor hun tager sangtimer hos Hedevig Lützhøft og fungerer som barnepige hos flere familier.
"Storartet politik i Paris": Må referere til Dreyfuss-affæren.

København
  • Hauserplads, København
  • Hausergade, København
  • Gothersgade, København
  • Kongens Nytorv, København
  • Nørrevold, København
  • Paris

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien