Menu

Fynboerne

1911-07-14

Afsender

Mads Rasmussen

Modtager

Fritz Syberg

Dokumentindhold

Mads Rasmussen skriver til Fritz Syberg om erhvervelsen af Kr. Zahrtmanns maleri, "Adam og Eva", og forsvarer sin beslutning om ikke at købe et maleri af Niels Hansen, men skriver dog, at han er åben over for evt. senere at købe et værk af Niels Hansen. Se også brev fra MR til FS af den 7. juli 1911.

Transskription

14 Juli 1911.
Kære Herre Fritz Syberg :

Deres venlige Brev af 28 f M har jeg modtaget og det har glædet mig meget at se,at De er glad ved,at vi har erhvervet Zahrtmanns Billede.Da Kommiteen var samlet ,for at se paa det,hang det uheldigt og mørkt,og det var da umuligt at faa det rette Skøn derover,men efter at det var taget ud i Dagslyset,var Peter Hansen og jeg enige om, at det tager sig udmærket ud. Det har jo hele Tiden været et varmt Ønske hos mig,hvilket jeg ogsaa har udtalt,at erhverve et Billede af Zahrtmann som den fynske Skoles Mester .Jeg synes at naar vi ærer ham, ærer vi os alle,og jeg vil inderlig haabe,at de vil lykkes ogsaa at erhverve Billederne af hans Fader og Moder til Museet hvorom jeg har tilskrevet ham. Jeg har aldrig lagt skjul paa, at jeg sætter en ganske overordentlig Pris paa at faa Zahrtmann,og jeg har jo ogsaa efter Konference med Kommiteen budt Kroner for Jtalienerinden med det lille Barn.Jeg kan derfor ikke sige andet, end at jeg er ganske uforstaaende over for Deres Udtalelse om, at De ikke synes, at vi kan sætte Violbuketten i Knaphullet,fordi vi ikke købte Billedet af Niels Hansen,og at vi ikke gjorde det te paa Grund af Pengemangel.Jeg paaskønner naturligvis den Alvor og Jver,hvormed De tager Dem af Niels Hansen,og jeg betragter det som et Tegn paa . at De anser ham for at have megen Talent.Men De maa ogsaa kunne forstaa ,at jeg i Vinter satte mig imod at købe et Billede af ham,Motiveringen var ikke, at der ikke var Penge nok dertil,men jeg tror nok at turde sige , at det hele var lidt forceret,Kommiteen var end ikke enig om,hvilket Billede af ham det skulde være ,Peter Hansen og Birkholm var i Faaborg,Johs Larsen i Kerteminde og Tom Petersen var i Byen, var imod helt at købe af ham og jeg maa sige, at det Billede af Lory Fejlberg, som der bl.a. var Tale om vilde jeg nødig se paa Museet. Men det er en Sag for sig.Dertil kom som Niels Hansen selv udtrykte det over for mig, at han stod og skulde bruge Pengene. Det var det som var afgørende for mig til ikke at købe af ham paa det Tidspunkt. Jeg vil ikke, at det paa nogen Maade skal kunne siges, at Museets Billeder er anskaffede for at støtte vedkommende Kunstnere. Naar han som De siger har Talent og De holder saa stærkt paa ham,vil vi ogsaa nok faa ham representeret paa Museet,men det skal være ved en Lejlighed,hvor ikke et sadant [ulæseligt]hensyn gør sig gældende.Jeg synes ikke, at det er klogt af Dem at sætte Zahrtmann ind i denne Sag.Zahrtmann har glædet sig meget over, at Adam og Eva er kommen til Faaborg og for ham der er saa ømfindtlig over for de Unge vil det maaske være et større Skaar i Glæden end Sagen er værdt.Det hele er dog et Anliggende, som kun vedkommer Kommiteen indbyrdes. Jeg har som sagt ikke det mindste imod ved Lejlighed at faa Niels Hansen repræsenteret paa Museet, men jeg mener rigtignok, at naar det drejer sig om at erhverve et godt Billede af Zahrtmann,naar et sadant kan faaes,kan vi med god Samvittighed bære Violbuketten i Knaphullet for Zahrtmann.Dertil kommer, at det bliver mere og mere klart for mig, at det er aldeles nødvendigt,at vi erhverver Deres "Dødsfaldet" til Museet, og jeg har en Mand ude efter det,og det skal jeg jo have Pengene til,naar det kan faaes.

Zahrtmanns Billede hænger jo nu hernede paa Museet og tager sig udmærket smukt ud. Peter Hansen maler jo hver Dag paa det store Billede og vi staar Model. Det bliver jo ogsaa smukt.

Jeg glæder mig meget til at se Deres Billeder fra Jtalien,som sikkert vil bringe Dem mangen Violbuket.

Med venlig Hilsen til Dem og Deres Frue fra min Hustru og jeg forbliver jeg

Deres hengivne M Rasmussen

Omtalte genstande

Kristian Zahrtmann, "Adam og Eva i Paradis". 1892, 208x170 cm, Faaborg Museum, kat.nr. 345
Niels Hansen, portræt af Lorry Feilberg. 1910, 105x96 cm, Faaborg Museum, inv.nr. 41
Fritz Syberg, Dødsfaldet, 1890-1892, 91.9 x 125.4 cm, Statens Museum for Kunst, inv.nr. KMS3965

Fakta

PDF
Brev

Dateringen fremgår af brevet

Dette er en revideret version af et tidligere brev, som formentlig ikke blev sendt. I denne version anlægger MR en mere forsonende og forklarende tone i redegørelsen for sin beslutning om ikke at købe Niels Hansens portræt af Lorry Feilberg.

Faaborg Byhistoriske Arkiv, Mads Rasmussens familiearkiv, Mappe 28