Fynboerne
1930-10-28
Afsender
Fritz Syberg
Modtager
Johannes V. Jensen
Transskription
Pilegaarden 28-10-30
Kære Ven.
Jeg ved ikke om Du erindrer at jeg en Aften ude i Tibirke fortalte Dig at jeg var bange for at jeg af en Fejltagelse var kommet til at brænde en Samling Breve fra Dig, en Gang lige efter Annas Død? Det forholder sig imidlertid ikke saa. Jeg har godt nok Dine Breve, men de var pakket sammen med en Samling af mine Børns. Nu ligger de samlet for sig og venter paa min Død. En Gang imellem gaar jeg mine Brevsamlinger igennem og holder Autodafé over en Del, nu sidst – i Dag – fandt jeg frem, ikke Breve -, men en Samling - Digte fra mine unge Aar. Det var paa Tide at jeg fik dem tilintetgjort. Jeg brændte en Gang ca 200 Tegninger som jeg var træt af at slæbe rundt med, det ærgrer jeg mig over nu.
Ellers gaar alt vel. Arbejdet, som mest bestaar i at fuldføre større og mindre Arbejder jeg forlængst har paabegyndt, synes jeg lykkes, om det nu er Indbildning eller ej, [i] hvert Fald faar jeg en Masse gjort færdig. Jeg undgaar ikke at mærke Alderen, Gigt, Svimmelhed ect. ”Dødens visse Bud” som det hedder i Eventyret, men jeg er for mit eget personlige Vedkommende parat til Afmarsj hvad Dag det skal være selv om jeg intet har imod [at] fortsætte Virksomheden saalænge Knoglerne kan holde sammen og være i Selskab med Naturen og Menneskene. Forresten begynder mine Øjne at strejke. Der er kommet en graa Plet for det højre Øje, som en Haletudse der bevæger sig men ikke vil svømme væk. Jeg har talt med Øjenlæge. Han skrev to Par Briller op, og erklærede at der ikke var nogen Sygdom i mine Øjne. Det maa jo saa være den uundgaaelige Alderdom der melder sig. Jeg ser i Politiken at Du er udset til Nobelprisen. Jeg kan ikke sige andet end at det vilde more mig om det virkelig skete, det vilde for en Gangs Skyld være et Pletskud.
Jeg haaber I alle maa have det godt.
Marie er i Kbhvn.
Mange Hilsener fra Eders hengivne
Fritz Syberg.
Fakta
PDFDa
Datoen optræder på brevet
Jensen-familien havde et feriehus i Tibirke, og Fritz Syberg besøgte dem dér i sommeren 1930.
Else Jensen
Emmerik Jensen
Jens Jensen
Villum Jensen
Marie Schou
Anna Syberg
Anna Louise Syberg
Ernst Syberg
Franz Syberg
Hans Syberg
Lars Syberg
Det Kongelige Bibliotek, Johannes V. Jensens Arkiv