1967-06-27

[På kuvertens forside:]
Til Bibbe efter min Død.

[Skrevet på kuvertens bagside:]
Husk, lille Bibbe, at husk hvis jeg skulde dø snart og uventet saa maa du glæde dig paa mine Vegne – tænk paa hvad jeg har sluppet for af Alderdoms Lidelser
November

[I brevet:]
27-6-1967.

Kæreste lille Bibbe!
I de sidste Par Maaneder har jeg mere og mere mærket Aandsevnernes Svigten, saa jeg maa hellere gøre Alvor af at skrive et lille Afskedsbrev til dig.
Du ved ikke, hvor ofte jeg har tænkt angerfulde Tanker, fordi jeg ikke var sødere mod Mor, end jeg var. Altid beklagede jeg mig til hende (du ved, der var nok at beklage sig over) uden at tænke paa, hvor det maatte være svært for hende at høre paa. Ak ja, Bibbe, den Egoisme – og kun tænken paa mig selv – jeg har været et ringe Menneske, men det har altid kvæget mig at læse det Brev, du skrev til mig paa en af min Fødselsdage paa Lindøgd, skønt jeg godt vidste, du kun saa paa een af mine Sider. Dette var vist en løjerlig Begyndelse paa et Afskedsbrev, men det var fordi jeg tænkte paa, hvad du vil føle, naar jeg en Gang ikke er mere og derom skulde dette Brev handle.
Hvis du til den Tid vil se retfærdigt paa dig selv, saa vil du vide, at du intet har at angre overfor din Mor. Maaske findes der et eller andet Sted her paa Jorden Døtre, som er lige saa gode Døtre som du - mod deres Mødre, men bedre – umuligt. Jeg skriver dette Brev om Middagen, naar Fatteren hviler sig. Senere mere
Mandag 16 Oktober 1967. Vi var i Aftes – nej, jeg alene, Fatteren har haft Gulsot – henne hos Jer og vi fik Lejlighed til at snakke lidt; bl.a. kom du ind paa, at du saa tit knugedes af, at du var saadan et ringe Menneske. Jeg undredes! Hvor maa du forlange meget af dig selv! For mig at se, er du et stort Menneske, og jeg har lært umaadelig meget af dig; i mange Aar betragtet dig som Autoritet paa saa mange Omraader, maaske især for den forstaaende Maade, hvorpaa du altid bedømmer dine Medmennesker.
Jeg tænker somme Tider paa den unge Mand, Far traf, som sagde om Folk paa Jeres Egn: De siger, hun (du) er saa god – en hel Egn vidste det. Jeg har i mange Aar vidst, at du var kommen viden frem paa – den ”ældgamle Vej, (som Menneskeheden vandrer ad) mod Fuldkommenheds lysende Stjerner” – end jeg det er derfor jeg har følt dig som Autoritet.
13. Dec. 67. – (Igen er der gået lang Tid, men jeg har da endnu lidt Aandsevner tilbage.)
Men det er jo ikke alene Autoriteten, det drejer sig om. Først og fremmest maa jeg skrive om dine Følelser over for mig;
Tak for al din Kærlighed! Den har forsødet min Alderdom, der jo ikke altid er saa let, naar man mærker, at Evnerne svinder.
Ja, det er jo egentlig det, dette Brev skulde handle om fra først til sidst: Tak for al din Kærlighed! Den har været stor, inderlig, opofrende!
Nu maa du ikke være for ked af det. Her hvor jeg er nu, vil jeg nok kunne mærke, om du gør mig den Glæde at være glad og have lykkelige Aar.
Igen Tak fra Mor.

[Vedlagt i kuverten et foto af et nyt gravsted med følgende tekst på bagsiden:]
Mors gravsted.
Dette er skrevet, tirsd. d. 23. nov. 1904. Vejret er forholdsvis godt, dog kun lidt sol, meget lidt.