Menu

Fynboerne

1889-09-24

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Alhed kommer hjem den følgende tirsdag.
Hun har talt med Bedstefar om at avertere.
Om lørdagen skal Alhed Larsen til "ung Middag med Dans" hos Arkitekt Klein i Charlottenlund. Hun har lånt kjolepynt til sin reformdragt.
Hoppe har holdt bryllupsdag.
Alhed og Marie Juul har mødtes. Komtessen har givet Alhed penge til teaterbilletter. Hun har været ombord på det russiske kongeskib.

Transskription

Kæreste Moder!

Tak for Dit Brev; hvad min Hjemrejse angaar, saa tænker jeg, at jeg kommer paa Tirsdag, de sagde allerede for længere Tid siden, at denne Maaned maatte jeg da blive ud, saa længe havde Ida endnu fri, først til Oct. skal hun læse og ride. – I Dag talte jeg med Bedstefader om at avertere, h [”h” overstreget] vi talte saa om, hvad der skulde staa i det og han lovede at lave det i Eftermiddag og saa indrykke det i Morgen og to Dage til i Berlingske; saa snart jeg har faaet Billetterne (hvis jeg nu bare faar nogen) skal jeg skrive til Dig og Bere [”Bere” overstreget] berette Dig Udfaldet. – Paa Lørdag skal jeg til Bal!! til alt Held for mig lyder nu Invitationen ikke paa Bal, men paa ”ung Middag med Dans”, saa vi skal ikke møde balklædte; det er nemlig ude i Charlottenlund hos en Arkitekt Kleins, saa samtlige Gæster skal køre derud med Dampsporvognen, og en Del (deriblandt os) skal blive der om Natten; ellers bliver det fuldstændigt som Bal, 12-14 Par, alle Herrerne ere Studenter og Damerne i Alderen fra 18-20 Aar, saa det bliver vist ordentlig morsomt og lystigt; jeg glæder mig knusende, jeg har købt mig et Par lange lyse Handsker og Fru Hoppe har lovet at laane mig nogle Kniplinger og Blomster at pudse Kjolen op med, saa Du skal ikke være bange for, at jeg ikke bliver pæn nok; Fru Hoppe, der i Paranthes bemærket er noget af det elskværdigste, d [”d” overstreget] jeg har truffet paa, synes, at mine Kjoler ere saa pæne, hun kan godt lide Reformkjoler og er i det hele taget meget liberal og venstresindet. - - -
I Dag holder Hoppes Bryllupsdag, vi fik i den Anledning Champagne. I Gaar var vi i Frederiksborg, det var rigtignok noget af det mest storardede, at jeg har set.
Jeg har været hos Marie Juul, spadserede med hende hele sidste Søndag Formiddag. Jeg mødte Comtessen forleden en Gang og bebudede en Visit, men inden det naade sig, blev jeg bedt derud til Frokost sammen med Poulsens og nogle flere en Dag. Hun var meget elskværdig mod mig talte om at gaa ["gaa" overstreget] tage mig med i Theatret en Aften, men gav mig i Stedet for 10 Kroner, jeg tænker at gaa i Theatret paa Fredag med Marie Juul for den. Nu kun mange Hilsner til alle fra Din Alhed.

[Skrevet i venstre kant på side 3, lodret, øverst på side 2, på hovedet, og ned langs side 2 venstre kant:] I Dag har vi været ude paa det russiske Kongeskib ”Derjawa”, det er dejlig udstyret set i alle Maader.

[Skrevet på side 1, øverst, på tværs:]
Dette Brev er vist fjollet affattet, men Ida og Frk. Klein sidder og vrøvler om Ørerne paa mig saa det er en Gru.

Nørre-B. 24.9.89.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen optræder på brevet

Det vides ikke, hvad det var, Alhed Larsen skulle avertere om. Alheds bedstefar boede i København i 1889.
Arkitekt Klein kan både være Vilhelm Klein og August Klein.
Det kan ikke afgøres, hvilken Poulsen der er tale om.

Nørrebro København
  • Charlottenlund
  • Frederiksborg

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2090

Nej

Testamentarisk gave fra Laura Warberg P.