Menu

Fynboerne

Den grønne Pære

Resumé

Omslag
S. 2 blank
S. 3-7: Literatur. "Minder og Digte" af Sidse Kristensen. Skribent: Per Fredie
S. 8-11: Kære grønne Pære! Skribent: Begrædelse
S. 12: Prolog. Skribent ukendt
S. 13 blank
S. 14-18: Prolog. Skribent ukendt
S. 19: Efteraarsstemning. Skribent: Ellen Warberg. Illustration: Alhed Warberg
S. 20-25: Landbotidende. Skribent: Ukendt (Albrecht Warberg)
S. 25-27: Lidt fra Norge. Fortsat. Skribent: Ukendt
S. 28 blank
S. 29: Undskyldning fra redaktionen

[Omslag:]
Den grønne Pære.
No 7-8 Oktober - November 1888
Maanedsskrift, red af :
C. Binnerup og Dehla Vendt.
Bladets Kontor: Erikshaab pr. Højrup.
Bidrag modtages med Glæde, men Honorar gives ikke. – Avertissementer indrykkes frit. – Klager bedes medsendte til Kontoret. –
Pris: 1 Kr 20 Øre om Aaret. –

[S. 2 blank]
[S. 3]
Literatur

Minder og Digte” af Sidse Kristensen
8 Vs. 55 Sider

En fælles ejendommelighed for dette og to andre mindedigte er den, at ordene passer saa fortrinlig ind i den valgte melodi, at det er, som om denne oprindelig var skreven til Sidse Kristensens tekst. Saaledes begynder ”faders saga”, som er skreven til melodien ”Jeg er en simpel bondemand”, saaledes:
”Min fader var en bondemand
”saa jævn og ligefrem –
og digtet ”plejebarnet,” som gaar paa mel. ”Den lille Ole med paraplyenm,” saaledes:
[s. 4] ”Jeg vil fortælle om liden Ole,
”hvordan det gik ham i Livets Skole.
”Han var en liden en fattig dreng
”der prøved modgang jo her i flæng.
------------
””Han var af sognet sat ud i pleje
”og solgt naturligvis i billig leje!
”Thi proprietærer, som styrer raadet
”de kuer saa kostelig paa fattigloddet.

Sidse Kristensens livsmod giver sig tydeligt udslag i digtet: ”ungdomsstemning,” som vi tillader os at gengive i sin helhed.

” :/: Jeg er saa glad :/:
” de fine stympere ler jeg ad
”naar jeg kan bygge et eget hjem
”naar jeg kan smykke og bringe frem
”det gode store i vennely
”i vores by.
----
”:/: Jeg er saa fro :/:
”min pige, hun er mig huld og tro;
”hun gaar ej klædt i det fine [ulæseligt ord]
[S. 5] ”med hvergarnskjole hun gaar til stads.
”Hun elsker, hvad der er godt og skønt
”sin gud i løn.
Og her er mere end livsmod i al ubestemthed. Her er en bestemt opposition. Gennem de fint udarbejdede linjer mærker man en samfunds-reformatorisk tendens i demokratisk retning. Og det, at forfatterinden gør sig til talsmand for disse ideer, bevirker selvfølgelig kun, at vi for vort vedkommende maa skænke hendes kunst endnu yderligere opmærksomhed, og at den for os faar end mere aktuel interesse. –
Vi kunne ikke nægte os den fornøjelse at anføre endnu et eksempel paa Sidse Kristensens originale produktion, nemlig digtet ”haren paa kirkegaarden.” Det lyder i sin helhed:
”Den haremoder ilte
”i fødselsveer paa gaarden ind,
”hvor alle døde hvilte,
[s. 6] ”der fandt den lejet stilt.
"Halo! halo o.s.v.
”I dage to og fler maaske
”den fandt, her dejlig var at bo
”med alle killingerne
----------
”Saa kom den klokker ofte
”at kime for de kære smaa
”og han saa haren danse
"Kling! klang o.s.v.
”der lød fra taarnet morgensang
”og nu saa lystig de frem sprang
”ja alle paa en gang.
----------
”Et tilflugtssted i nøden
”det er saa dejlig for enhver,
”ja, selv om det med døden
”saa halv beslægtet er
”Halo! o.s.v.
”Det er saa godt paa mark at bo
”naar jægeren han lister om
”med ”Tyra” vild og grum.

[S. 7] ”Det maatte underne føle
”da marken blev belagt med sne
”og der var sjap og søle
”og ingen redning at se
”Hop! hop o.s.v.

”til kirkegaarden de tyede op
”Thi ingen jægers kugle
”tør vove sig derind.
-----------
Man vil af dette digt se, at forfatterinden har mér end én stræng paa sin sjældne lyre. I dette digt er det nærmest det mystisk-fantastiske moment, som træder i forgrunden, uden at man dog savner den religiøse baggrund, som over alt udemærker foreliggende bog. Dernæst finde vi ogsaa her, som (overalt) stedse: de i ørefaldende vers, den elegante form. –
Vi skulle nu [”lle nu” trukket op med tynd, sort streg] overlade til læseren at undersøge selv [”selv” trukket op med tynd, sort streg], idet vi til slutning gentager det: bogen er lige saa oplysende og tankevækkende, som den er underholdende ved den æstetiske nydelse, den byder. –
Per Fredie

[s. 8] Kære grønne Pære! [”Pære!” er skrevet med blyant]

Du bliver maaske lidt forundret over at se Brev fra din gamle [”gamle” trukket op med blyant] Veninde, som ellers ikke befatter sig synderligt med Brevskrivningen; men nu skal jeg ret strax forklare Dig Anledningen til dette Brev. – Min salig Mand, den kære Lassemand, sagde saa ofte til mig: ”Mutter” sagde han [”Mutter’ sagde han” skrevet med blyant], ”Du skal aldrig blande dig i det, som [”blande dig i det, som” skrevet med blyant] ikke vedrører Dig; ”men ”kære grønne [”kære grø” skrevet med blyant] Pære, jeg har nu altid hørt til de medlidende, af hvilken Grund [”tid hørt til”, ”lidende af hvilken” skrevet med blyant] jeg ofte er bleven kaldt ”Begrædelsen”. Nu har det rigtig gjort mig saa ondt at se, at ingen vil skrive Breve til Dig saadan som f. Ex. til ”Dagbladet” og ”Tidens Strøm” (det er nu de Blade, jeg læser) – for vel er Du endnu ung, min Ven, men Du synes saa lovende, og derfor bør Du støttes. – Saadanne Breve, som ovennævnte Blade have modtaget, maa Du ikke vente at faa fra mig, for saadanne kan jeg rigtignok ikke [s. 9] skrive. – Se, det Brev, Dagbladet fik, det var, som Du nok har set, meget langt og rigtig saadan et yndigt Brev. Jeg synes, det var saa smukt at vilde gøre sig al den Ulejlighed for at vise Dagbladet de Fejl, det efter brevskriverens Mening gjorde sig skyldig i, saavel i Skrivemaaden som og ved Brugen af fremmede Benævnelser. – Ja, er det ikke, som jeg siger: det er en mageløs Tid i hvelken vi leve, alle Mennesker ere saa gode og kærlige mod hverandre og saa omhyggelige medhjælpe deres Næste at finde og rette hans Fejl. Hvilken ædel og ufejlbarlig Slægt maa der ikke opvoxe i al denne Opdragelse! Jeg kan saa godt forstaa, at der nu ikke mere kan være Brug for salig Balles Lærebog i hvis 3die Kpl. 1ste Anvisning der siges om Menneskene: alle have de Fejl.” –
[S. 10] Brevet til Tidens Strøm var jo en Rejsebeskrivelse; en saadan kan jeg ikke heller sende Dig, eftersom min kære salig Lassemand ikke holdt af at rejse, og saa blev jeg jo ogsaa hjemme. Saa længe han levede, havde jeg desuden tilstrækkelig Opmuntring i hans herlige Selskab, skønt han var stokdøv, den kære Sjæl. Nu kunde jeg nok ønske at se mig lidt om i Verden, men saa er der de slemme Mikroper og Bakterier, som siges at flyve om i Luften og anrette Ødelæggelser, hvor de kunne komme af Sted dermed. Jeg har jo, som Du ved, altid hørt til de ordentlige og kan derfor slet ikke finde mig i den Mulighed at kunne faa noget i mig, som andre en Gang have haft i dem. Og disse Mikroper og [s. 11] Bakterier, eller hvad det nu ellers er, de lærde kalde alt dette, skulle jo kunne fremkomme af saavel friskt, som ogsaa af ugegammelt, fortørret Spyt. – Er det ikke en ubehagelig Tanke? – Derfor min Ven, ikke alene bliver jeg hjemme, men jeg har ogsaa for en Sikkerheds Skyld rundt om mit Hjem ladet opslaa Plakater, paa hvilke jeg med store Bogstaver har udstædet Forbud mod al Spytten paa min Grund. – Men Du trættes vist ved mine gammeldags Betragtninger; Brevet er ogsaa bleven vel langt, men gamle Folk have jo ondt ved at fatte dem i Korthed. Muligt jeg havde gjort bedre i at have fulgt min salig Lassemands Raad og tiet stille.
Din – med sand Oprigtighed deltagende
Begrædelse . –

[S. 11] [Tegning]
Prolog
(til et Nytaarsvers der kommer i næste Nummer.)

Maleren: "Du, Blæksprutte hør! –
Digteren: ”Hvadbeha’er?” –
Maleren: ”Aa, hør,
Sig mig en Gang, er Du ikke Digter?
Digteren: ”Om jeg er Digter – hvor kan – hvor lør
[På side 11 og 14 er i begge de eksemplarer af bladet, som museet ejer, dele af teksten trukket op med blyant].

[s. 12: Blank side. S. 13: S. 11 gentages i begge de eksemplarer af bladet, som museet ejer]
[S. 14:]
Maleren:
”vrøvl nu ikke saa meget, men tal, et Spørgsmaal al Tid til Svar forpligter”.
Digteren
”Jeg tror Guddødemig, Manden er gal –
hænger sig næsvist herop i min Stue
og fordrer endog – det mangled’ jo bare,
man paa uforskammede Spørgsmaal ska’ svare,
nej, det er klogest, Du stikker a’,
og lukker Døren indvendig fra,
og før Du kommer igen vil jeg raade
Dig til at lære lidt Levemaade! –
Maleren (for sig selv):
”Hu! For pokker – det var dog fatalt,
jeg vilde saa Pokkers gærne vide - -
men det kan jo være, jeg har set galt
maaske er han ikke Digter.”
Digteren (formildet):
”jo, Du har set aldeles rigtig, jeg er Poet!
men jeg kan for resten ikke begribe
[S. 15] hvad dette vedkommer Dig” !
Maleren:
”jo, hør,
jeg er i en ren nederdrægtig Knibe
og ved ej hvordan jeg skal rede mig
i Fald jeg ej kan faa Hjælp af Dig.
For se, jeg har faaet Lyst at probere
om ikke jeg ogsaa kan poetisere,
og derfor er det, jeg gærne vil bede Dig
om ej Du vil være saa sød at lede mig
lidt paa Vej”.”!
Digteren:
”Nej, stop min Ven,
du er mig mestendels for naiv –
Maleren:
”Ja, ja, saa gaar jeg – farvel”!
Digteren: ”Nej, bliv,
nu da Du en Gang er kommen her hen,
jeg skal i det mindste søge at klare
Dine Begreber om Poesi.”
Maleren
ja ser Du Fejlen ligger vist der
i, at jeg ikke kan Indholdet magte, [”Indholdet magte” skrevet ind med blyant i et af eksemplarerne af tidsskriftet]
[S. 16] – ikke kan sætte Rimene i
Forbindelse med de Tanker, jeg tænker,
Kort sagt, jeg kan ej bringe Ordet i Lænker”.
Digteren:
”Du er paa Vildspor, Fejlen er
en ganske anden end den, Du tænker,
lyt nu til hvad jeg siger Dig her:
Se, Poesi fra Prosa skilles
derved, at alt hvad der blot kan minde
om Indhold, sporenstregs maa forsvinde,
saaledes, at Læseren dygtigt forvildes
og for at intet skal blive kendt
bli’r alle Begreberne endevendt,
thi – Meningen er med Poesien,
at der ingen Mening maa være i’en,
og først naar der ingen Mening er i’en
ja – saa er der Mening med Poesien
!
Har Du forstaaet?” - - -
[S. 17] Maleren:
jo, kære, jeg tror det,
og nu skal jeg søge at tage dig paa Ordet,
saavidt jeg forstod, saa mener Du vist,
at det, som jeg kalder Impressionist,
saadan dygtig med Farve smurt ind
hvori den brede Pensel kan føre sig
saa det paa Afstand rigtig kan gøre sig,
ned i en malerisk Helhed stemt,
saa gør det intet om ”Formen" er "glemt.” - -
Digteren:
”rigtig, truffet aldeles min kære,
nuomstunder skal vi være fri
for al det gammeldags Rimeri
med Klang og Versefødder og sligt,
det passer sig ej i et Nutidsdigt”.
Maleren
Saa vil jeg begynde og ét er vist, -
at jeg skal vise mig som Kulorist.
------------------------------

[S. 18] Efteraarsstemning.

Vindene blæse,
Kragernes hæse
Skrig gennem Luften
gør mig saa angst;
Træerne sveje
ikke de eje
et eneste Blad, -
de er Vindens Fangst
- Ellen Warberg
[Tegning herunder. Signeret i nederste, højre hjørne ”AW”]

[s. 19] Landbotidende.
(Efter Medlemsbladet for de samvirkende Landboforeninger)

Den 1_ste_ Oktober dette Aar afholdt Hestkøb og Kvægerup Herreders Landboforening det ordinære Efteraarsmøde i Snakefter Kro.
Formanden Etatsraad Brægerup bad Medlemmerne at undskylde den Ulejlighed, han muligen havde forvoldt dem ved at afholde Mødet paa et andet Sted end det oprindelig bekendtgjorte, nemlig Gæstgiver Finkels Lokale i Waasby. Grunden vilde maaske være en Del af de tilstedeværende bekendt, idet de vel af Bladene havde erfaret, at Hr Finkel for nogen Tid siden havde overladt den Bekendte Fritænker, Pastor Brallesen, sit Lokale til Afholdelse af et Møde med religiøst Foredrag. Taleren henstillede til For-[s. 20]samlingen, om det var passende, at dette Selskab holdt Møde paa et Sted, hvor en …. nok sagt Person som Hr. Brallesen havde haft den Frækhed at udtale Meninger og Anskuelser, som Nationens bedre Del ikke vedkendte sig; ønskede Selskabet desuagtet at indlade sig med Hr. Finkel, saa maatte Taleren give Afkald paa den Ære at fungere som Formand (almindelig Bestyrtelse), det var forøvrigt en Sag, han ikke var gaaet ganske let henover, han havde gentagne Gange forelagt sig selv det Spørgsmaal: ”Etatsraad Brægerup! er det rigtigt at forskyde Finkel”, men hver Gang havde en indre Stemme svaret: ”Finkel har gjort sig umulig, og den offentlige Moral kræver, at han maa ofres.”
[Teksten på side 19 er i begge de eksemplarer af Den grønne Pære, som Johannes Larsen Museet har, flere steder meget uskarpt trykt, og den er trukket op med hhv. blyant og tynd, blå pen].
Forpagter Tallerup trode nok at [s. 20] være i Overensstemmelse med hele Selskabet – med Hensyn til de 99 19/41 Prosent af Medlemmerne var han vis derpaa – naar han udtalte, at Formanden havde handlet fuldstændig overensstemmende med den Aand, der bør besjæle et hvert anstændigt Samfund, og han foreslog derfor et Leve for Formanden, der modtoges med kraftige Hurraraab fra samtlige tilstedeværende. –
Formanden takkede og meddelte dernæst, at det første kunne der forelaa til Forhandling, naar et fra Forpagter Tallerup med flere indgaaet Forslag om at støtte et fra Herredernes [”s” sidst i ordet overstreget] fælles ”Oldelnborri [”l” midt i ordet overstreget] eller en Fabrik for Indsamling af Oldenborrer og deres Tilberedning til Gødning: I de mødtes Antal saa Taleren et Bevis for den foreliggende Sags Rigtighed, og idet han udtalte det Haab, at Diskussionen maatte [s. 21] bringe et godt Resultat for vort Landbrug, der tilvisse i disse Tider trængte til enhver Støtte, gav han Ordet til
Forpagter Pralman, der først optalte det trykte til Medlemmerne omdelte Forslag. Af dette fremgik det, at man dels ved Aktier, dels ved et af Snakkøbing Bank garanteret Laan ventede at kunne tilvejebringe en Kapital paa 21435 Kr 15 Ør. hvoraf de 20000 Kr. vilde medgaa til selve Anlæget, 1453 Kr til Driftskapital, medens de 15 Ør. vare beregnede til Dækning af mulige Udgifter. I Følge en Beregning, som Hr Forpagter Tallerup havde været saa venlig at gennemgaa og om hvis Paalidelighed man derfor kunde være forvisset, vilde et ordinært Oldenborreaar bringe en Fortjeneste paa [”paa” indsat over linjen] 12424 Kr. 14 Ør, - der tænktes fordelt saaledes:
[S. 22] Forrentning og Afbetaling af Laanet: 705 Kr. 18 Ør.
Løn til Bestyrelsen: - - - - - - - - - - ----------- 5454 – 40 –
Prosent af Aktiekapitalen . . . . . . . . . . . . 6000 – ” –
Reservefond henlægges . . . . . 264 – 50 –
--------------------------
Balance 12424 Kr. 14 Ør

Et Foretagende af denne Natur fortjente at støttes, og Taleren vilde derfor opfordre Selskabet til ved Henvendelse til Regeringen at søge beskikket en Oldenborrikonsulent, der vilde være at lønne dels af Staten, dels af de landøkonomiske Selskaber, indenfor hvis Omraader slige Fabriker oprettedes. Taleren havde – skønt ikke uden store Betænkeligheder – ladet sig formaa til foreløbig at overtage Pladsen som Formand i Bestyrelsen, og han havde bevæget 12 formaaende Mænd, Bogandler Blad og Grosserer Dyrk, til ligeledes at indtræde i Bestyrelsen idet han anbefalede Sagen baade til Selskabets og den [”n” sidst i ordet overstreget] enkelte Med-[s. 23]lemmers Velvilje, skulde han endnu bemærke at Ordet ”Oldenborri” var dannet i Lighed med det for faa Aar siden af patriotiske Mænd foreslaaede Ord ”Mælkeri”, og han vilde ønske, at lignende smukke danske Ord efterhaanden maatte afløse de mange fremmede Ord, som særlig i den landøkonomiske Literatur skæmmede det vort Sprog. Exempelvis vilde han foreslaa som lignende Fordanskninger ”Hesteri”, ”Kvægeri”, ”Faareri”, hvorimod ”Svineri” – om end et smukt dansk Ord – maaske kunde afstedkomme Misforstaaelser. –
(Fortsættes) –

Lidt fra Norge” –
Fortsættelse
Klokken kunde vel være fem. Da jeg vaagnede næste [”næste” overstreget] den Morgen, som vi havde besluttet at [s. 24] tage af Sted. Med et Spring stod jeg henne ved Vinduet, hvor jeg trak Gardinet til Side, Solens Straaler spillede ind ad Vinduet; jeg kunde næppe tilbageholde et Udraab af Glæde, vi var ellers saa vante til daarligt Vejr paa vore Ture. Efter at have forvisset mig om, at min Ven sov trygt, en dyb Snorken lod sig nemlig høre, listede jeg igen i Seng. Jeg kunde ikke sove, men laa og stirrede op i Loftet, hvor Fluer i Massevis summede omkring, det blev mig dog for trivielt tilsidst; det irriterede mig ogsaa, at min Ven laa der og snorkede saa velbehageligt, medens jeg ikke kunde falde i Søvn. –
Det turde for Resten være paa Tide, [kommaet overstreget] at presentere os for den ærede Læser. Vi var begge medicinske Studenter fra Kristiania, havde gaaet paa samme Skole og havde tilbragt mangen fornøjelig Tur i hinandens Selskab, naar vi [s. 25] tog til Telemarken for at jage eller laa ude paa Fjorden og fiskede. Vort Venskab var snarere en Vane, fordi vi ikke kunde undvære hinanden, end rigtig inderligt vi sympatiserede nemlig ikke. Alligevel var vi rigtig gode Kammerater, og kom godt ud af det med hinanden. Min Ven var en brav solid og overordentlig godmodig Fyr men noget var han aldeles blottet for, og det var Interesser. Kun en eneste Interesse har jeg kunnet opdage hos ham, nemlig den at spise, den er hos ham meget fremherskende.
(Fortsættes)
[En del bogstaver og ord, der står uklart og uskarpt, er trukket op med blyant. Dette gælder i begge de eksemplarer af bladet, som Johannes Larsen Museet er i besiddelse af].

[S. 25 blank]
[S. 26] På Grund af Redaktionssekretærens Sygdom er dette Dobbeltnummer noget forsinket, hvilket Abonnenterne bedes undskylde.

Redaktionen.

Facts

7-8
Oktober-november
Alhed Larsen, Ellen Sawyer, Albrecht Warberg

Dehla: Alhed stavet bagfra.
Fra erindringer nedskrevet af Alhed Larsens søskende vides det, at deres far, Albrecht Warberg, var forfatter til "Landbotidende" i Den grønne Pære.
Sidse Kristensen debuterede i 1886 med bogen "Minder og digte".
Balles Lærebog er en populære betegnelse for en udgave af Luthers Lille Katekismus med forklaringer, som biskop Nicolai Edinger Balle (1744-1816) udgav i 1791 med titlen Lærebog i den evangelisk christelige Religion til brug for alle skoler i Danmark. (Wikipedia: Balles Lærebog).