[Omslag:]
Den grønne Pære.
No 1 April 1888
Maanedsskrift, red af :
C. Binnerup og Dehla Vendt.
Bladets Kontor: Erikshaab pr. Højrup.
Bidrag modtages med Glæde, men Honorar gives ikke. – Avertissementer indrykkes frit. – Klager bedes medsendte til Kontoret. –
Pris: 1 Kr 20 Øre om Aaret. –

[S. 2] Blank

[S. 3]
Kære Læser!
Her har Du så endelig!!! [”endelig!!!” er skrevet med blyant og indsat over linjen] det første Nummer af den grønne Pære, og jeg vil på Forhaand sige Dig, at det vil være det fornuftigste, ikke at rynke på Næse ad Pæren, da Du nu én Gang har meldt Dig som Abonnent, - rigtignok kan Du jo frit melde Dig ud, hvad Øjeblik Du vil, ja jeg er vis på, at Redaktionen helst ser dette, hvis Du i mindste Måde nærer bitre Følelser imod den, men jeg mener, [s. 4] hvis Du har besluttet, at Du vil være Abonnent. Det er i alle Maader det fornuftigste, kære Læser ikke at rynke paa Næse, thi jeg forsikrer Dig, at jeg ikke i mindste Maade tager Hensyn til den Slags Nykker. Dog skal jeg ikke nægte, at det vilde glæde mig, om Du vilde se lidt mildt til mit Værk og i alle Tilfælde ikke tilskrive mine Tjenere, Redaktionen, de mulige Dumheder og Vandetheder – men ene og alene mig

Den grønne Pære

Genius.

[På side 3 er over den hektograferede tekst med blyant skrevet:] Jeg er helt forbavset over min egen Expedithed, tænk, at jeg sender baade Bogen, Pæren og et af Adis’ Breve (de andre - ?) i Dag. - Jeg haaber, De kom godt hjem i Aftes. Moder var stærkt bekymret for Dem. – Jeg glemte at sige Dem i Aftes, at den grønne Pære egentlig trænger svært til noget Februarbidrag, saa hvis der skulde ligge Dem noget paa Hjærte , saa vil den gr. Pære laane Dem et villigt Øre!! eller hvis De skulde kende en anden der kunde føle Trang til o.s.v. [den håndskrevne tekst fortsætter ned langs højre margen, på hovedet nederst på arket og op langs venstre margen:] Jeg haaber da, De har et Gummi elastigum, hvormed De befrir Pæren for de uordentlige Randglaser! Red.

[s. 5:]
Til den danske Kvinde!

Ung Sippeline fra Løgstør er kvindelig som faa,
og Prisen af den væne Mø
fortjener vist at naa;
derfor jeg skrive vil en Sang
til Sippelines Ære,
med Haabet om at Danemøer
af Sangen lidt maa lære.

#

Ung Sippeline fra Løgstør er nu vel tyve Aar;
som Mønster for den hele By
ung Sippeline staar;
om end hun fra den hele By
som Me’nske skulde staa
det blev nok kun den mindste Part,
som Mønstret kunde naa.

#

[s. 6] ”Men sig os, hvordan er hun da, den væne ædle Pige”?
Saa hører jeg jer spørge alt, og dertil vil jeg sige:
jo, hun er ret saa kvindelig,
som alle burde være,
naar de vil bære Kvindenavn
og bære det med Ære.

#

Sippeline mener intet selv, og saa det bør sig være
naar man vil bære Kvindenavn
og bære det med Ære!
Hun hører først de andres Dom,
tit er den Fejl tit sund;
det gør slet intet til den Sag,
det samme mener hun!

[s. 7] Og saadan raader jeg nu hver en Kvinde til at gøre,
det klæder al tid Kvinden bedst,
naa blidt hun la’r sig føre;
ja, det er ægte kvindeligt,
og saa det bør sig være,
naar man vil bære Kvindenavn
og bære det med Ære!

#

Da er Du Sippeline selv og kvindelig som faa
og da Din Pris Du væne Mø
fortjener vist at naa!
Saa Held med Dig Sippeline,
Du har en Gærning stor.
Gid alle danske Kvinder de

maa vandre i Dit Spor!
H & I

[s. 8]
Pas paa Børnene!
(Grundet paa en virkelig Begivenhed.)

Søndag Morgen d. 22nde Januar 1888 oprandt graa, taaget og sørgelig over de slumrende Beboere af Frydense. Faderen, Moderen og de 8 Poder hvilede i Morfeus’ Arme, medens Pigen Henriette listede om med en søvnig Lampe og et ligesaa søvnigt Ansigt for at lægge i Kakkelovnene; hun havde nu været i Børnestuen, Sovekammeret, de to Ungmøers Værelse o.s.v. og manglede kun det Værelse, hvor de 3 Poder af Mellemsorten drømte deres barnlige Drømme. Læseren tænker maaske nu som saa: ”Hvad Pokker kommer Pigen Henriette os ved, mon vi ikke snart skal have fat paa Histo-[s. 9]rien!” Taalmodighed kære Læser, nu er vi ganske nær ved det vigtigste, - ligesaa nær som Pigen Henriette er ved Døren til Mellemsortens Gemak, og nu tager hun i Laasen for at lukke op, - men hvo skildrer hendes Overraskelse, - jeg kan det ikke, - Døren var laaset! Ja, i Sandhed, den var laaset! Du maa nok studse og fare sammen over disse Børns Tøjlesløshed, - at tænke sig 3 unge Børn – den ældste 13, den yngste 9 Aar, - laase deres Dør, ligesom de kunde være rigtige voxne Mennesker; men hør nu ogsaa blot hvilke Følger denne utro’de Frækhed drog efter sig! Hører I Mødre og Fædre og advarer Eders Børn, inden det er for silde. – Pigen Henriette blev et Øjeblik staaende maalløs, seende stift paa Døren, jeg ved ikke om hun maaske har haft et svagt Haab om, [s. 10] at det var en Vision, som vilde forsvinde, naar hun kun saa rigtig til; men da hun prøvede anden Gang viste sig det samme. Da vendte den stakkels Pige om, gik med tunge Skridt over Loftet og ned ad Trappen for at meddele den stakkels Moder Begivenheden – dog nej, hun gik ikke strax, hun søgte først at vække de brødefulde sovende ved at kalde med tydelig Stemme, men det lod til, at de sov ligesaa fast som deres samvittighed; og saa var det, hun opgav det og vandrede hine tunge Fjed.
Imidlertid var der begyndt at komme Liv i de øvrige Elementer, der blev rullet op i Jomfruburet hos de tvende Ungmøer og Moderen sad allerede ved sin Morgenkaffe, forberedende sig til sin Søndagsrunde for at purre den slumrende Ungdom, da Pigen Henriette traadte ind med sin søvnige Lampe og en rygende Ildkasse. Hendes Ansigt var ikke længer [s. 11] søvnigt, Rædselen stod præget deri: ”Børnene har -;” videre kom hun ikke, hun var bange for at meddele Moderen Begivenheden. ”Børnene har - !” Moderen satte Kaffekoppen og stirrede paa Pigen Henriettes Ansigt: ”Men hvad er der i Vejen? skynd Dem dog at sige det!” raabte hun forfærdet. Hun saa uvilkaarlig Børnene forulykkede paa en eller anden Maade. ”De har laaset deres Dør,[”] skød det ud af Pigen Henriette. - - Nu tror maaske sangvinske Mennesker, at Moderen blev lettet ved denne Udtalelse, men nej! det var et værre Stød for hendes Moderhjærte at erfare deres Ryggesløshed, end om de havde slaaet eller brændt sig. Hun blev bleg, hendes Haand skælvede, da hun lagde Smørrebrødet, men hun rejste sig og gik med faste Skridt op ad Trappen, over Loftet og hen til den skæbnesvangre Dør, - o, hvor skæbnesvanger var den ikke for hendes [s. 12] Moderhjærtes Fred.
”Emilie, Christiane, Charlotte!” kaldte hun med stræng Røst; intet Svar, men derinde fra hørtes en Lyd, som naar snorker rigtig højt og skal til at vaagne. ”Emilie, Christiane, Charlotte!” kaldte hun atter; og denne Gang svaredes der med tre forsovede Stemmer: ”Ja!” Moderen lyttede efter denne Lyd, om der ikke var nogen Anger i Tonen, og hun bildte sig det virkelig ind, hun klamrede sig til denne Tanke, som den skibbrudne til det Halmstraa, der al Tid i et saadant Øjeblik driver om paa Havet. ”Luk Jeres Dør op øjeblikkelig!” Der lød Klask paa Gulvet af nøgne Fødder, og en raslede ved Laasen. ”Jeg kan ikke faa den op[”] lød en af de søvnige Røster; den samme Raslen vedblev et Øjeblik endnu, og Stemmen gentog det: ”Jeg kan virkelig ikke faa den op.” Men saa brast Moderens Taalmod og hun udbrød i en Strøm af velfortjente Bebrejdelser, var de [s. 13] bare komne noget før, men nu var det for silde, - Ave er god, naar den kommer i Tide; siger Ordsproget; havde Moderen lidt efter lidt med Tugt og Revselse vist Børnene den rette Vej, da vilde hun hin Morgen have kunnet undgaa slige bitre Ord! –
”Kast Nøglen ud af Vinduet!” endte hun, og Pigen Henriette gik med ilsomme Fjed at hente den, hun bragte den paa mindre end et halvt Minut, Angsten og Forfærdelsen gav hende Vinger. Moderen tog selv Nøglen og eftersaa den, - Kammen var brækket! –
Nu var Uvejret paa sit højeste, Moderens Ord rungede som Torden og slog som knitrende Lynild ned i Børnenes forhærdede Hjærter. Tordenen vedblev, indtil den mildnende Regnbyge kom i form af en angrende Hulken der inde fra. Saa gav hun Pigen Henri-[s. 14]ette en Ordre og ilede ned for at give Munter, sin elskede Hund, sit Smørrebrød, Sindsbevægelsen var for stor til at hun kunde spise noget; men skønt Munter aabenbart var nedslaaet over Begivenheden, hvis Frygtelighed han syntes levende at kunne fatte, thi han lod Øren og Hale hænge, tog han dog, om end med lidt Tøven, det lækre Smørrebrød og slikkede sin Herskerindes Haand, et Kærtegn, den godt vidste, hun satte Pris paa. – En halv Times Tid efter kunde man være bleven Vidne til et mærkeligt Skue, hvis man var gaaet forbi Frydenses søndre Gavl, hvor Mellemsøstrenes Vinduer fandtes. To sammenbundne Stiger stod op til det aabne Vindue, hvor der af og til viste sig forgrædte, højrøde Ansigrer; paa Toppen af Stigen stod Karlen Hans Jørgen for at støtte de tre ubesin-[s. 15]dige, som skulde ud af Vinduet.
Det var en frygtelig Situation – paa Stigen de brødefuldebetyngede [”fulde” overstreget] Børn med Livet og deres Toiletgenstande i Hænderne, som én for én drog ned ad den farlige Vej; paa Jorden Moderen med sønderrevet Hjærte og Børnenes Liv mellem Hænderne, og endelig, ja hvor Ungdommen dog kan være letsindig og ondskabsfuld! i et Vindue ved Siden af Mellembørnenes sad, med en til det alvorlige Optrin lidet passende Latter, de to ældste Søstre, der dog (den ældste var 14 Aar og 8 ½ Maaned) burde have vist de smaa Søskende bedrøvede Ansigter, snarere end at forlede dem til ny Letsindighed. Da den 3die og yngste af de brødefulde steg ud gennem Vinduet, brød det ved Børnenes Graad mildnede Saar op [”op” overstreget] i Moderhjærtet atter op; thi hun var kun en lille Pige paa 9 Aar, men dog den mest forhærdede; hun viste ikke [s. 16] spor af Anger ej heller af Taarer, hendes Kinder var ligesaa blege, som de plejede at være, og hendes Øjne saa aandsfraværende over mod Horisonten, og hun syntes aldeles ikke at bekymre sig for det sørgelige Nu.
Saa ung og saa fordærvet!! –
Her falder Tæppet for denne lille gribende Tragedie, og jeg haaber ikke, at den har undladt at gøre Indtryk paa Mødre og Fædre blandt Læserne; overvej den og døm, om der ikke er noget at lære af den – hvis ikke, fælder jeg en Taare i Løndom, thi jeg har ikke naaet mit Maal.

C. Binnerup

[s. 17] Storkens Hjemkomst.

[Øverst på siden tegninger af en stork og en frø. Det første ”S” i ”Storkens” ligner en snog. Nederst på siden tegning af to storke på en eng med dunhammere. Under denne tegning initialerne ”AW”]

Storken er kommen fra fremmede Lande
Hid den er fløjet over fremmede Strande.
Se, [”,” overstreget] Mutter, i sin gamle Rede nu hun staar,

Se Fatter i de grønne Enge nu han gaar!
Fatter har en Frø i sin Mund,
Den Føde er god kan I tro, den er sund!
”Gid jeg af Frøer havde et Dusin,
O Mutter, ikke én skulde blive Din!”
Og Fatter ler, og Mutter ler,
Og begge ud over Engene ser;
Der er Frøens Hjem! - Ellen Warberg. –

[s. 18] Literatur

P. Kovel: En modig Handling.”

En modig Handling er P. Konvels første Værk. Det er en dristig lille Fortælling, der viser, at Forfatteren er i Besiddelse af et ikke ringe moralsk Mod. Da den er af ikke liden ”pæristisk” Værdi, har vi ikke tøvet med at bringe den inden for vore Pærelæseres Synskreds, ˟ [Nederst på linjen er skrevet:] ˟ (Den kommer i næste Nummer) [Indsættelse slut] og enhver vil sikkert forstaa at skatte den, - især dem, der er i Besiddelse af komisk Sans! –
- Handlingen foregaar paa en højst uhyggelig Novemberaften; i Begyndelsen er Skildringen noget mat, men da man kommer til Udraabet: ”Brand, Brand, hvor, hvor” har Kr. Konvel alt erobret Læseren og drager ham med sig ved den gribende Skildring. Helten er sympatetisk Skildret af hans gode Egenskaber [s. 19] har Forfatteren især søgt at fremhæve hans fine Instinkt. – Handlingen er i Korthed denne: Helten gaar paa Gaden, Raabet: ”Brand, Brand, hvor, hvor” høres, han finder Brandstedet ved Hjælp af sit fine Instinkt, han faar Øje paa et Vindue, hvorpaa der er fæstet en Mængde Øjne; han forhører sig om Grunden, og da han har faaet at vide, at det er et Barn, der er skjult bag Vinduet, - skjult for Mængdens Øjne (!) – griber der ham en Tanke, han griber en Stige, sætter den til Vinduet, stiger ind i det brændende Hus og kommer lidt efter tilbage med den forlorne Søn. – Mængden raaber Hurra og skilles ad.
Her Konvel har sikkert en Fremtid for sig, - det tror jeg; de fleste ville være enige med mig [s. 20] i, naar de høre, at han endnu er meget ung! –
Fortællingen er skrevet ligefremt og simpelt, den er overraskende original, uden at dog Forfatteren har malt med sin samtidige, Johannes Jørgensens ligblygrønne Farver.

D.B.

[s. 21]
To Digte
Oversatte fra tysk af C Binnerup

1
Skyggerne sig sænke.
Stjærne ler til Stjærne.
Længslen atter søger [med blyant er der indsat en skrå linje mellem ”Længslen” og ”atter”]
Til mig fra det fjærne.

2
Gennem Drømmehavet
Rastløs, uden Hvile
Vil min Sjæl i Mulmet
Dig i Møde ile.

3
Det er Dig, den søger
Flygtende fra Legen
Tag den, form den, husk at
Jeg er ej min egen!

E Jubel

Mit Hjærte ligner Knoppen
Som spirer stille, tyst
Og drømmer under Siden Sneen [”iden” overstreget. Over linjen er med blyant skrevet ”neen”]
Om Vaarens glade Lyst.

Mit Hjærte ligner Knoppen
Så frisk og fuld af Duft,
Den kan endnu ej blomstre
I Vintrens kolde Luft.

Mit Hjærte ligner Knoppen
Ti når det elsker, tåler
Og lider, folder Blomsten
Sig ud i Solens Stråler
E Tenard

[s. ] [Tegning af to mænd. Signaturen ”EW.” i nederste, højre hjørne]
Fyren: Har De læst det ny Blad der er ud kommet den grønne Pære?
Manden: Aak, jeg gider ikke læse det Pærevrøvl, det er mig for grønt!