Menu

Fynboerne

1892-2

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Alhed Larsen har meget travlt og beder om ikke at få opgaver hjemmefra. Hun er på Akademiets bibliotek flere eftermiddage om ugen og hver lørdag aften hos bedsteforældrene; desuden besøger hun komtessen og tegner. Lige nu tegner hun en begonie, som skal bruges på porcelæn. Alhed beder moderen få Ellen til at tegne og sende et billede af moderens begonie.
Alhed har fundet priser på diverse linned i København. Hun har været hos komtessen lørdag til mandag. Onsdag var hun med flere andre i teatret og se Schillers Røverne.
Alheds værelse er ved at være hyggeligt møbleret.
Det undrer Alhed, at forældrene var så fortørnede over, at hun har holdt nytårsfest med blandt andre to enlige mænd. Det er ubehageligt at skulle værne så meget om sit rygte.
Frk. Rosenørn er syg, så Frk. Bjerg styrer Værnehjemmet.
Alhed beder om at få sendt mere mad.

Transskription

Fredag Aften

Kæreste Moder!
Tak for Dit lange Brev, som jeg nok egentlig burde have besvaret for længe siden; jeg opdagede pludselig, at det nu næsten er 14 Dage, siden jeg skrev sidst; men det er den Tid, jeg ikke kan faa til at slaa til: I maa endelig saa lidt som muligt sende mig Kommisioner, da det er meget vigtig for mig at have Eftermiddagene i Ro; jeg kan nemlig saa dejlig bruge dem til mit Tegnearbejde; for det første har jeg opdaget, at j ["j" overstreget] Akademibiblioteket er aabent hver Dag fra 4-6; det er jeg meget henrykt over og jeg gaar nu derind et Par Gange om Ugen. Jeg maa saa styrte hjem fra Fabriken, sluge min Mad og kan endda med Nød og næppe naa at være der til Kl. 6. ["6." overstreget] 5. Og naar jeg saa skal en Gang om Ugen til de gamle (hver Lørdag Aften) og en Gang til Komtessen, saa kan Du jo nok se, at min Tid er optaget. Endvidere maa jeg anvende nogen Tid til at tegne motiver her om Aftenen. I dissse [det midterste "s" i ordet overstreget] Aftner har jeg tegnet en bredbladet Begonie, som jeg laante hos en af de unge Piger her paa Værnehjemmet; den skal andvendes ["d" overstreget med v'et] stiliseret, meget mørke Blade paa mellemfarvet Bund og i den skal ligge strøet ganske lyse blegrøde ["blegrøde" indsat over linjen] stiliserede Begonieblomster [tegning] Men hvis dine Begonier blomstrer endnu, vil Du saa ikke bede Elle om at tegne nogle af Blomsterne og sende mig dem, jeg ved ikke rigtig, hvordan de ser ud, om de hænger i Klaser eller enkeltvis, men det maa ikke ["ikke" overstreget] helst ikke være flot og malerisk, hellere rigtig nøjagtigt. - - Hvad angaar det Linned, jeg skulde se paa, saa har jeg bragt medfølgende i Erfaring: Hos Berthelsen kan faas rigtig gode Chemiser uden Blonde til 2,25 eller ["eller" overstreget] 200 eller 1,85 meget elegante med broderet Strimmel og mange smaa Læg 300. Ogsaa med Blonde eller en broderet Strimmel til 200. Buxer: ganske pæne (uden Blonde) 1,40; rigtig pæne 1,60, af kipret Tøj 200. - i øvrigt kan Du bestille dem til hvilken som helst Pris og Façon; de skal vel knappes paa Skulderen? Og saa maa der vel helst sendes et Maal af Skulderbredden. Det lader til at være et udmærket Sted, men det maa ikke vare for længe, da Udsalget kun varer lidt ud i næste Uge Maaned (ordene "Uge" og Maaned" er skrevet oveni hinanden].
[Op langs venstre margen og i brevets øverste kant er skrevet:] Jeg saa ogsaa paa noget andre Steder f. Ex. Gl. Kongevej, et Sted Komtessen havde anbefalet, men dette var det bedste; Goldschmidts er saa fine paa det, de lukker, inden jeg kan komme til Byen. [Tilføjelse slut]
Sidste Lørdag gik jeg lige fra de gamle hen til Komtessen og blev der til Mandag Morgen; det var meget hyggeligt. Søndag Middag var Fru Jørgensen f. Bülow der tilligemed sine Børn; samt Frk. Baumann og Poulsens. Vi unge lejede og spillede Kort. - Jeg blev bedt til at tilbringe Fastelavnen der, men desværre har vi ikke fri om Mandagen. - Jeg fik igen en Route Omnibusbilletter, jeg har god Nytte af dem i disse Dage, da det er et frygteligt Føre. - I Onsdags var jeg bedt til Esther. Vi var bagefter 9 unge (Esther, hendes 3 Brødre, en Frk. Thalbitzer en Student Munthe Morgenstjærne, 2 Frk. Plum og jeg.) i Dagmartheatret til Schillers "Røverne". Vi morede os storartet, skønt det var en Tragedie, - men hv ["hv" overstreget] vi havde da ogsaa den Trøst, at efter hver Akt, naar der var nogen døde, gik Tæppet atter op og de døde stod der saa og gjorde en pæn Kompliment! - Der er uhyre rart at komme; skønt der er frygtelig fint, finde ["finde" overstreget] føler man sig slet ikke trykket, de ere saa voldsom ligefremme. - Kommoden er ankommen i god Stand; jeg ["jeg" overstreget] jeg var frygtelig henrykt over Tæppet og min lille Stol i sin nye Skikkelse, her er snart rigtig hyggeligt. - Jeg har ikke købt Uldtrøjer, derimod et hals. normalt højhalset Underliv (Tunger i Halsen) til 2,25; Frk. Høst raadede mig dertil, da man bedre kan lægge et saadant om Sommeren. - - Hvad angaar vores "Nytaarssold" saa var jeg egentlig lidt forbavset over, at I syntes det var saa frygteligt; vi afholder jo hvert Aar vores ["vores" overstreget] et saadant; I ["I" overstreget] i Aar var der bare den Forskel, at vi havde 2 unge enligt stillede Mandfolk med; ja, det gjorde det jo rigtig nok en hel Del mere kriminelt, men alligevel havde vi dog talt om, at den Tid ikke var saa forfærdelig fjærn, da vi kunde fortælle Eder om det. - - Nu maa jeg i Seng; Kl. er over 11 og jeg bliver desværre saa frygtelig tidlig søvnig om Aftenen. -
Ved at læse ovenstaaende igennem, er jeg bleven bange for, at jeg har taget lidt for let paa det, især da jeg kom i Tanker om, at Elle og Christine besvimede over det; jeg maa derfor tilføje, at det virkelig ogsaa gjorde et dybt Indtryk paa mig; og havde vi vidst ["vidst" overstreget; "tænkt" indsat over linjen] tænkt, at I vilde tage Eder det saa nær, havde vi naturligvis ikke gjort det. Vores Rygte havde vi desværre som sædvanligt ikke ikke ["ikke" overstreget] haft nok Respekt for! Det er egentlig ubehageligt at have et godt Rygte at skulle værne om! - - O ve! a føj!, dette blev vist ikke mere angergivent end det første! det er skrækkeligt, men jeg er i saadan et perlehumeur, at jeg ikke med min bedste Vilje kan skrive noget sørgeligt; x bare jeg havde gjort det ligestrax, men nu er det saa længe efter! - [Indsat øverst på siden:] x "To store i en Sæk, kan ingenlunde rummes". [Tilføjelse slut]
Frk Rosenørn ligger i disse Dage og vi regeres derfor af Viseprovstinden Frk Bjerg ("Isbjærget kaldet") hun exer os paa det frygteligste. -
Min stribede Kjole er rigtig pæn! den blegrøde ikke syt endnu, da Din Yndlingsjomfru er paa Rejse. -
Hvornaar kommer Æggene? Christine har anmeldt dem for længe siden? ["?" overstreget med et "!"] !! - Jeg er nu næsten paa det rene med at jeg beder om mere Mad med, de andre ere komne i med at sidde og give mig af deres Mad. Det blaa Forklæde er Thoras, jeg glemte at faa det med.
Vil Du bede Elle og Joh. undskylde, at jeg ikke endnu har besvaret deres Breve! -
Masser af Hilsner til dem allesammen! Mon de smaa ikke snart føler Trang til at skrive? -
Dig og Fader sender jeg min ærbødigste Hilsen!
Eders glad angergivne Datter Alhed

Omtalte genstande

Alhed Larsen maler en begonie, som skal bruges til udsmykning på porcelæn.

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er kun dateret "Fredag Aften".
Alhed Larsen bor på Værnehjemmet Bethania, og det har for nyligt været nytår, så en forsigtig datering er februar 1892.

Alhed Larsen arbejdede på Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Det kan ikke afgøres, hvilken Esther der er tale om. Alhed kendte mange af dette navn. Det samme gælder Poulsens.

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2209

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen